- Udenrigsminister Mike Pompeo har officielt peget på Iran som værende ansvarlige for angrebene på to tankskibe i Oman Bugten. Det øger spændingerne mellem USA og Iran, og risikoen for en konfrontation er selvfølgelig til stede. Hvem der konkret stod bag, er helt afgørende for næste fase. Men bag det hele har Pompeo gjort klart, at præsidenten har autoritet til at indlede en militær konflikt med Iran – og det er Kongressen selv der har givet ham den.
Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo har slået fast, at man fra amerikansk side ikke er i tvivl om, at det var Iran, som stod bag angrebene på to tankskibe i Oman Bugten onsdag. Dermed øges spændingsniveauet en del, men det er værd at bemærke de meget forskellige lejre, som igen tegner sig i Trump-administrationen. På den ene side står Pentagon som tilsyneladende fortsat meget modvillig aktør, og på den anden side national sikkerhedsrådgiver John Bolton og udenrigsminister Mike Pompeo.
It is the assessment of the U.S. government that Iran is responsible for today’s attacks in the Gulf of Oman. These attacks are a threat to international peace and security, a blatant assault on the freedom of navigation, and an unacceptable escalation of tension by Iran. pic.twitter.com/cbLrWNU5S0
— Secretary Pompeo (@SecPompeo) 13. juni 2019
Hvad der dog er meget bemærkelsesværdigt er, at udenrigsministeren allerede i april gjorde klart, at man fra administrationens side tilsyneladende allerede havde overvejet det juridiske grundlag for en militær aktion mod Iran. Ved en høring i Kongressen udtalte Pompeo nemlig overfor senator Rand Paul, at man fra administrationens side var af den overbevisning, at en militær aktion mod Iran ville være dækket af den Authorization for the Use of Military Force (AUMF), som Kongressen gav præsident Bush i 2001 efter terrorangrebene 11. september 2001. Ifølge USA’s forfatning er det Kongressen, som alene har retten til at erklære krig, men en AUMF giver præsidenten autoritet til at anvende militær magt uden behovet for en krigserklæring fra Kongressen. De to mest berømte og omfattende AUMF’er er Tonkin Bugt Resolutionen, som gav Johnson-administrationen autoritet til at udvide USA’s krig i Vietnam, og AUMF’en fra 2001 som har ageret juridisk grundlag for USA’s krig mod terror siden 2001 og en række andre militære konflikter.
På denne måde lader der til at være lagt op til store institutionelle sammenstød mellem Bolton og Pompeo på den ene side og Pentagon på den anden om hvordan USA skal svare igen. Præsident Trump lader til at læne sig op af Pentagons modvillige holdning til et nyt mellemøstligt engagement, men med det igen stigende spændingsniveau, så øges risikoen for fejlvurderinger også på begge sider.
USA vil forsvare sine interesser
Den seneste udvikling er at to tankskibe blev angrebet i Oman Bugten på vej ud af den Persiske Golf. Den amerikanske destroyer USS Bainbridge assisterede i hjælpeaktionen.
Besætning på USS Bainbridge hjælper nødstedte søfolk
Udenrigsminister Mike Pompeo slog i går fast, at man fra amerikansk side mener, at Iran står bag. Den amerikanske flåde har udsendt en video til at støtte den konklusion. Videoen skulle vise iranere ved et af de ramte skibe, som tager en ikke eksploderet mine med sig.
Video recorded by U.S aircraft of an IRGC Gashti-class patrol boat removing an unexploded limpet mine from M/T Kokuka Courageous. Courageous suffered an explosion while in #GulfofOman. Her 21 crew members were rescued by #USNavy destroyer #USSBainbridge. https://t.co/YpiEUALHWj pic.twitter.com/rjWKJN0qcf
— U.S. Navy (@USNavy) 14. juni 2019
Ifølge Reuters støtter den britiske regering konklusionen, om at Iran stod bag angrebene.
Fra amerikansk side blev der ikke lagt konkret op til, hvad der vil ske nu, men der er alligevel hints i nogle af de udtalelser, som er kommet.
Både Mike Pompeo og talsmanden for U.S. Central Command (militærkommandoen med ansvar for Mellemøsten) udtalte, at USA vil forsvare retten til at færdes frit i internationalt farvand, og at USA vil forsvare sine interesser. Det er umiddelbart svært at se motiverne for hvad Iran skulle have af interesser i at stå bag angrebene, men hvis man skal spekulere, så ligger ét muligt motiv i forlængelse af de amerikanske udtalelser. USA har pålagt massive sanktioner mod Iran efter at være trådt ud af Iran-aftalen fra 2015, og samtidig lagt pres på andre iranske handelspartnere for at afbryde handelsforhold. Disse sanktioner og pres skal have omfattende konsekvenser i Iran i øjeblikket. Derfor kunne et muligt motiv fra iransk side være, at vise verdenssamfundet, at man er i stand til at lukke Hormuz Strædet, hvor igennem ca. 20% af verdens olie bliver fragtet. Denne trussel kunne bruges til at forsøge at presse det øvrige verdenssamfund til videre at lægge pres på USA for at komme til forhandlingsbordet igen. Truslen om en lukning af Hormuz Strædet har gennemgående i Irans trusler gennem tiden, og det er også derfor amerikanerne understreger vigtigheden af fri bevægelighed på verdenshavene – det er nemlig lige præcis det Iran truer.
Men det er som sagt svært at se Irans motiver for et sådan angreb, og det er derfor vigtigt at holde eventuel tredje-parts involvering for øje. Det er nemlig også muligt, at det er iransk støttede grupper, som har stået bag angrebene. Hvis det er tilfældet, så kan håbet være, at Iran får styr på disse grupper, hvilket kan muliggøre at parterne kan sænke sine parader igen.
Pentagon lader til at søge en dæmpning af spændingerne. Talsmanden fra U.S. Central Command udtaler nemlig: ”The U.S. and our partners in the region will take all necessary measures to defend ourselves and our interests. Today’s attacks are a clear threat to international freedom of navigation and freedom of commerce. The U.S. and the international community, stand ready to defend our interests, including the freedom of navigation. The United States has no interest in engaging in a new conflict in the Middle East. However, we will defend our interests.”
Og her finder vi kernen i modstanden fra Pentagon mod Boltons linje. Belært af næsten to årtiers krig i Mellemøsten ønsker militæret ikke at indlede en storkrig, som man udmærket er klar over, vil blive langt mere omfattende end f.eks. Irak-krigen. Samtidig har man også en række geopolitiske prioriteter, som man hellere vil og bør fokusere på.
Præsident Trump lader til grundlæggende at dele Pentagons modvilje mod et nyt mellemøstligt engagement, men af mere indenrigspolitiske årsager og en grundlæggende modvilje mod amerikansk interventionisme.
Præsidenten har ret til at begynde krig
Det er dog bemærkelsesværdigt, og yderst bekymrende på flere niveauer, at udenrigsminister Mike Pompeo allerede i begyndelsen af april ved en høring i Kongressen slog fast, at præsident Trump ville have juraen bag sig til at indlede en militær aktion mod Iran.
Fordi præsidenten ikke har ret til at erklære krig, så har amerikanske præsidenter og Kongresser i mange år benyttet sig af det, der kaldes en Authorization for the Use of Military Force. Det giver præsidenten ret til at anvende militær magt, men det er niveau under en reel krigserklæring.
Vel nok den mest berømte og berygtede er Tonkin Bugt Resolutionen, som fulgte påståede angreb på amerikanske skibe ud for den vietnamesiske kyst i 1964 (et scenarie som får mange til at drage paralleller til de seneste dages begivenheder). beføjelserne i denne resolution var så omfattende, at den banede vejen for det, der endte med over en halv million amerikanske soldater i Vietnam.
Men på linje med den resolution bør vi sætte den AUMF, som Kongressen vedtog i 2001. Den gælder stadig, og er lige så omfattende i sine beføjelser til præsidenten som Tonkin Bugt Resolutionen.
Ordlyden er: “That the President is authorized to use all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.”
Endnu kortere sagt, så må præsidenten føre krig mod dem, som han anslår, stod bag eller samarbejder med al Qaeda, hvor som helst de måtte findes i en ubegrænset periode. Præsidenten har reelt fået carte blanche til at føre krig, så længe han kan koble al Qaeda på begrundelsen. Det gjorde præsident Obama bl.a. i 2014, da man intervenerede mod Islamisk Stat med argumentet om, at IS var en udløber af al Qaeda.
Ved høringen i april slog Mike Pompeo altså fast, at man fra administrationens side var overbeviste om, at den AUMF kunne udgøre juridisk grundlag for en militær aktion mod Iran. Da især senator Rand Paul søgte at gå ham på klingen om en forbindelse mellem Iran og al Qaeda, så svarede udenrigsministeren: “there is no doubt there is a connection”. Denne beskyldning må siges at være meget tvivlsom, og udenrigsministeren har da heller ikke præsenteret beviser for forbindelsen.
Dette viser hvor overbevist visse medlemmer af administrationen er, om at en militær konfrontation med Iran er nødvendig, og her er John Bolton altså det mest fremtrædende medlem.
Men det er vigtigt at huske, at institutioner spiller en stor rolle i planlægningen af politik, og her er Pentagon altså ikke en ubetydelig spiller. Den modstand vi har set over de seneste måneder, både overfor intervention i Iran men også Venezuela er udtryk for et militær, som har lært dyre lektier over næsten to årtiers krig, og derfor er meget modvillige mod nye store militære engagementer, som kunne trække USA ind i en uoverskuelig konflikt.
Hvorvidt der kan blive tale om en mere begrænset straffeaktion fra amerikansk side vil være afhængigt af, om der er tale om en tredjepart. Hvis der er tale om en iransk-støtte gruppe, som står bag angrebene, så kunne en begrænset straffeaktion i form af missilbombninger være mere oplagte, end hvis der er tale om direkte iransk aktion.
Der er altså fortsat mange ubekendte i denne situation, men på nuværende tidspunkt lader det mest sikre til at være, at ingen af parterne har en interesse i yderligere eskalation. Det vigtige bliver, at partnerne finder ud af at deeskalere forsvarligt over den næste tid.
[Red: Kongressen.com følger op på sagen i næste uge med en analyse af denne situations plads og betydning for USA’s udenrigspolitiske prioriteter]
You must be logged in to post a comment Login