”Politikerne skal turde træffe langsigtede økonomiske beslutninger”

Amerikansk økonomi er i bedring, men der skal fortsat træffes svære økonomiske beslutninger for at fastholde de gode takter. Men det synes politikerne ikke villige til, fortæller Nobelpris vinder i økonomi, Dr. Lars Peter Hansen, i dette interview med Kongressen.com

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Mette Laursen, redaktionschef

Efter syv fede år, følge syv magre år, lyder et gammelt ord i økonomi. Set i det lys, er der grund til optimisme i USA. For syv år efter at bunden gik ud af den amerikanske statskasse og sendte verden ud i en langvarig økonomisk krise, lysner det nu i horisonten. Ledigheden nåede i slutningen af 2009/begyndelsen af 2010 helt op omkring 10 procent, men er nu faldet til 5,3 procent på nationalt plan. Samtidig kommer der flere positive vækstmeldinger fra flere af sektorerne, såvel som flere af delstaterne. Men helt fri af krisen er USA imidlertid langt fra. Den offentlige gæld vokser for hver dag, der går. Opsvinget er fortsat ikke rigtig kommet middelklassen til gode og storbyer som Chicago hænger gevaldigt i bremsen.

Netop derfor er det også af afgørende betydning, at politikerne tager de langsigtede briller på, og tør træffe de beslutninger, der er nødvendige for at holde amerikansk økonomi på sporet. Således lyder vurderingen fra Lars Peter Hansen, ph.d. i amerikansk økonomi ved University of Chicago, og Nobelpris vinder i økonomi. I forbindelse med hans besøg på FRIC konferencen på CBS, mødte Kongressen.com ham til en samtale om amerikansk økonomi, timeglasopsvinget og vigtigheden af at turde tænke længere end næste valgdag.

Timeglasøkonomi bliver ofte nævnt, når man taler om den amerikanske vækst. Og bekymringen for, at kløften mellem rig og fattig udvides, er stadig stigende. Hvordan ser du på den aktuelle udvikling i amerikansk økonomi?
“Der er to aspekter, som jeg mener er vigtige at fremhæve i den forbindelse. Det ene er spørgsmålet omkring stagnation. Altså spørgsmålet om, hvorvidt de lave vækstrater, vi ser, er af mere permanent karakter. Og såfremt det er tilfældet, hvad det så vil kræve af nytænkning fremadrettet. Eller om det er noget, vi så at sige kan arbejde os ud af. Der er fremgang at spore i makroøkonomien, men det har været længe under vejs. Derfor vil jeg også sige, at jeg er behersket optimist i forhold, om hvorvidt der er tale om stagnation. Der er fortsat usikkerhed omkring det. Og jeg har brugt meget tid på at forske i, hvad lige netop denne usikkerhed medfører i forhold til spørgsmålet om vækst. Men foreløbig er min vurdering, at vi langsomt er på vej ud af krisen. Og hvis vi havde en mere gennemsigtig regeringsførelse, hvad angik de økonomiske spørgsmål, ville det være med til at begrænse usikkerheden yderligere. Senest har vi så også set en del usikkerhed, som følge af urolighederne på det kinesiske aktiemarked og flere andre markeder. Men jeg er nu fortsat optimistisk omkring den økonomiske vækst i USA fremadrettet.”

Hvordan ser du på ulighedsspørgsmålet?
“Det er et vigtigt spørgsmål, netop fordi det jo ikke har været tilfældet, at væksten ikke har været bredt fordelt, men netop har været, som du nævnte indledningsvis, timeglasformet. Uligheden er vokset, og det et problem. Hvis du ser på arbejderklassen i det amerikanske samfund, dem man kalder ’blue collar workers’, de mange af de job, de før i tiden havde, jo forsvundet. Og kommer næppe tilbage. Så de vil fortsat stå i en vanskelig situation fremadrettet. For hverken den økonomiske struktur eller arbejsmarkedsstrukturen kommer til at ændre sig, efter min bedste vurdering.”

Ser du timeglasøkonomien som et problem for USA?
“Det bliver i hvert fald et politisk problem. Man ser ofte USA som et land, hvor der er lige muligheder for alle, men det er ikke ensbetydende med det så bliver virkeligheden for alle. Der skal helst være en opfattelse af, at markedet er nogenlunde fair og at der er en reel mulighed for at lykkes. Det er ikke nødvendigvis et problem, at folk ikke tjener det samme eller har lige meget succes eller økonomisk fremgang. Det er i højere grad et spørgsmål om, at folk skal have muligheden for at lykkes. Så det er bestemt et politisk problem, og det kommer til uden tvivl til at spille en rolle. Jeg kan godt have en bekymring om, at det vil føre til uproduktive politiske tiltag. Altså tiltag, som med et fingerknips vil forsøge at tage fat om den indkomstfordelingen på den korte bane, men som så vil have længerevarende negative konsekvenser på den lange bane. Så det er bestemt bekymrende.”

Gældsspørgsmålet er elefanten i rummet, når der tales om amerikansk økonomi. Hvordan vurderer du den amerikanske statsgælds betydning for økonomien fremadrettet?
“Jeg er ikke glad for, at gælden er så stor, som det er tilfældet. Vi skal lære at tænke mere langsigtet end vi gør. For hvis vi ikke gør det, er det også med til at øge usikkerheden. For vi skal jo håndtere gældsbyrden på et tidspunkt. Og spørgsmålet bliver så, hvordan det skal ske. Om vi skal til at skære ned i velfærdsydelserne, fordi det er for dyrt at beholde. Både på sundhed og uddannelse. Det er spørgsmålet. Men de store fiskale udfordringer, bliver hele tiden skubbet til siden. Hvilket er en stor fejl. Jeg bor i Chicago. En by, hvis økonomi er elendig. Og i det hele taget er hele Illinois i store problemer. Og jeg er meget bekymret, både for byen og delstaten. Som land skal vi både lære og turde tale mere om de fiskale udfordringer, i stedet for ofte kun at fokusere på de monetære. De er ofte endnu vigtigere at håndtere.”

Vil du sige, at situationen i Chicago er lige så slem som den vi så i Detroit i sin tid?
“Det var værre i Detroit. Der er Chicago heldigvis ikke helt endnu. Men det er stadig alvorligt.”

Ser du flere byer rundt om i USA, der er i lige så store problemer som Detroit og Chicago?
“Det vil nok være for pessimistisk at sige ja til. Jeg er forsigtig optimist omkring, hvorvidt Chicago kan finde en måde at arbejde sig tilbage på rette spor. Men der skal træffes nogle svære beslutninger. Ingen tvivl om det. Lige nu har Illinois en republikansk guvernør, der skal finde en måde at arbejde sammen med en ellers demokratisk præget delstatsregering. Jeg håber, at i takt med at folks bevidsthed om problemet bliver tydeligt, vil opstå en situation, hvor politikerne vil træffe de nødvendige beslutninger. Det politiske system har det desværre med at være meget kortsigtet. Og de økonomiske problemer, der skal tages hånd om i USA er ofte langsigtede. Og det er et problem. For hvis en politiker træffer en svær beslutning nu, men du først vil se resultatet af den om flere år ude i fremtiden, så er det sandsynligt, at vedkommende ikke blive genvalgt næste gang. Derfor er det afgørende, at der sker et skifte i dynamikken, på den måde forstået, at politikerne tør træffe de nødvendige beslutninger, og at befolkningen ikke per automatik straffer dem for at gøre det. Jeg synes faktisk, at borgmesteren i Chicago, Rahm Emanuel, har forsøgt at gøre dette. Ikke at jeg er enig i alt, hvad han har forsøgt at gøre, men i det mindste tør han gøre noget.”

Ser du skat som et muligt instrument i forhold til at styre den økonomiske udvikling eller er skattestigninger fortsat så kontroversielt i USA, at det er utænkeligt?
“Det er faktisk interessant med det amerikanske skattesystem. For det er vanvittigt kompliceret. Og det ville uden tvivl være en god ide, at starte med at skabe et enklere skattesystem. Fjerne nogle af smuthullerne og i det hele taget gøre det forståeligt. Som økonom så jeg også hellere at skatterne i højere grad blev rykket lidt i retning af forbrugsdelen, mere end indkomstdelen. Det så jeg gerne ske. Kombineret med en simplificering af systemet generelt. Men af en eller anden grund sker det ikke. Det går på grund politisk. Selv om det ville være en god ide at gøre. Spørgsmålet er så, om landet vil være klar til det. Svaret er, at det vil kræve virkelig gode politikere, som kan så at sige uddanne befolkningen til at se det smarte i det. Og det er jeg ikke rigtig sikker på, at vi har. Men det kan jo være, at det ændrer sig i fremtiden.”