Forholdet mellem USA og Polen blomstrer i disse år. Det skyldes flere ting – ikke mindst et fælles syn på en række vigtige politikområder. Desuden deler de to lande synspunktet om, at hensynet til egen befolkning ikke skal negligeres på bekostning af hensynet til internationale organisation og overnationale institutioner. Polen ser USA og NATO som altafgørende for at sikre landets suverænitet, og derfor har interessen for USA eksisteret i mange år. I USA får man i stigende grad øjnene op for Central- og Østeuropa af økonomiske grunde, og samtidig har man i f.eks. Polen ikke den samme forudindtagede holdning til USA og Donald Trump som man det er tilfældet i de traditionelle vesteuropæiske allierede.
Af Martin Olsen, Europa-analytiker, Kongressen.com
”In the Polish people, we see the soul of Europe”, sagde Donald Trump i sommeren 2017, da han holdt sin første store tale i Europa. Talen blev hverken holdt i Berlin, Paris eller London, men i Polens hovedstad, Warszawa. En tales geografiske placering er ofte udvalgt med omhu, fordi den kan bruges som et vigtigt omdrejningspunkt til at underbygge argumenter, opbygge en fortælling omkring eller sende bestemte budskaber med. På samme måde blev Donald Trumps tale i Warszawa brugt til at markere startskuddet på sin administrations planlagte fokus på Central- og Østeuropa.
Og netop Polen stikker ud som et land, der har haft stor gavn af USA’s orientering mod Central- og Østeuropa. Det er til trods for at store dele af EU – og dermed flere af USA’s traditionelt set allertætteste allierede – i disse år ser Polen som EU’s sorte får. Den indenrigspolitiske udvikling i Polen bevæger sig nemlig i en retning, der i stigende grad er uforenelig med de værdier og demokratiske principper, som EU står for. Men til Polens glæde er forholdet til USA altså blevet styrket markant i takt med, at forholdet til EU er blevet dårligere.
På flere områder har Polen og USA fundet fælles fodslag, herunder på det personlige, værdipolitiske og ikke mindst sikkerhedspolitiske plan. Men den gensidige interesse er ikke opstået ud af det blå. I polsk optik er USA nemlig den eneste reelle garant for landets sikkerhed, hvorfor Polen igennem flere år har haft en fundamental interesse i at sikre et godt og stærkt forhold til USA. Det til trods har forholdet ikke været forskånet for problemer.
Eksempelvis vakte det forargelse da Obama-administrationen i 2009 besluttede at droppe etableringen af en ellers planlagt missilforsvarsbase i Polen, mens det også har givet anledning til vrede, at Barack Obama ikke holdt sit løfte om at gøre det lettere for polakker at få visum til USA. Sidstnævnte har længe været et højtprioriteret emne for polske politikere – især fordi de fleste andre EU-landes borgere har lettere ved at få visum til USA end polske statsborgere. Derfor vakte det glæde i Polen, da det Hvide Hus i oktober meddelte, at der nu sættes gang i processen med at lempe visumreglerne for polske statsborgere.
Forholdet er domineret af sikkerhedspolitiske hensyn …
Sikkerhedspolitik er et altafgørende element for Polen i relationen til USA. Polen ønsker for alt i verden at undgå en gentagelse af landets fortid, hvor man flere gange er blevet overløbet af de store regionale magter. Senest det skete var under Anden Verdenskrig, hvor Polen mistede flere millioner mennesker, og efterfølgende måtte affinde sig med mere end 40 år som en del af Warszawa-pagten. Siden Polen i 1989 brød med kommunismen, har landet søgt at engagere sig aktivt i den vestlige verden. Og landet har nydt godt af den stabilitet og de institutioner det regelbaserede verdenssamfund har kunnet tilbyde. Et konkret eksempel er den polske økonomi, som har oplevet en markant vækst med øget velstand til følge.
Der er flere årsager til Polens økonomiske fremgang – ikke mindst den stabile sikkerhedspolitiske situation har sikret et miljø, hvori Polen har kunnet blomstre økonomisk. Men I Polen ser man NATO som meget mere end blot en katalysator for øget velstand. NATO er garanten for selve Polens eksistens, og man ser med frygt tilbage på den første halvdel af 1900-tallet som et eksempel på konsekvenserne af en verden uden NATO.
Derfor er man interesseret i et velfungerende, stærkt og afskrækkende NATO, og Polen er da også selv gået forrest som et af de lande der bruger 2% af BNP på forsvaret. I Polen er det hovedsageligt truslen fra Rusland der skrammer, hvilket den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, understregede ved det netop overståede NATO-møde i London: ”Vi vil meget gerne samarbejde med et fredeligt og demokratisk Rusland, men Rusland er ikke fredelig og er ret aggressiv overfor sine omgivelser.” Med hensyn til Macrons kommentar om at NATO skulle være hjernedød, kaldte den polske premierminister udtalelsen for ”farlig” og opfordrede i stedet Frankrig og andre allierede til at styrke sine bidrag til alliancen.
Polen har desuden appelleret til den amerikanske præsident om at øge USA’s militære tilstedeværelse i landet og har bl.a. foreslået et såkaldt ‘Fort Trump’ – en permanent amerikansk militærbase i Polen, der skal fungere som en slags snubletråd i tilfælde af en russisk invasion. Man er dog samtidig fra polsk side opmærksom på ikke at provokere Rusland unødigt, hvorfor en sådan base vil have en naturlig begrænsning. Men interessen i at etablere en sådan base kan der ikke herske tvivl om, idet den polske regering har foreslået at skyde op mod 2 mia. dollar i projektet. I øjeblikket er der ca. 4.500 amerikanske soldater i Polen, men planen er at øge antallet med omkring 1.000. Donald Trump har desuden luftet ideen om at flytte soldater stationeret i Tyskland til Polen, hvilket tegner et meget godt billede af USA’s udenrigspolitiske præferencer i Europa.
… men også andre områder er vigtige
Fra et polsk synspunkt er sikkerhedspolitik afgørende i relationen til USA, men fra amerikansk side repræsenterer Polen – og Central- og Østeuropa som helhed – et stadigt mere interessant marked i takt med at købekraften øges. Polen er i den forbindelse et interessant land, netop fordi landets store befolkning får et mærkbart velstandsløft i disse år.
Et andet område der forener USA og Polen er spørgsmålet om Nord Stream 2. Her har Polen og USA dannet fælles front imod en række EU-lande, herunder Tyskland, med argumentet at en stigende afhængighed at russisk gas styrker Rusland og underminerer Europas forsyningssikkerhed. Desuden satser både USA og Polen – som henholdsvis eksportør og importør – i stigende grad anvendelsen af flydende naturgas (LNG).
Endelig er der en række ideologiske og værdipolitiske fællestræk mellem USA og Polen i disse år, hvor begge lande ledes med udgangspunkt i en nationalkonservativ tankegang hvor man ser kritisk på immigration, positivt på grænsemurer og skeptisk på pressen og kritiske nyheder.
På den baggrund er det ikke uforståeligt at Donald Trump føler sig tiltrukket af et land som Polen, der på mange områder opfører sig som en allieret efter Trumps hoved. Polen understreger igen og igen at USA er dets vigtigste partner, investerer over 2% af BNP i sit forsvar, vil medfinansiere dele af en amerikansk militærbase, købe F-35 kampfly osv. Desuden lader Polen sig ikke kue af et EU, som Donald Trump heller ikke bryder sig om, og deler desuden den amerikanske præsidents syn på både immigration, energisikkerhed og medierne.
På denne baggrund er det ikke svært at forstå, at Donald Trump valgte Warszawa som lokation for sin første store tale i Europa.
