Paul LePage – den skøreste guvernør i USA

Da Paul LePage i 2011 blev indsat som guvernør i staten Maine i det nordøstlige USA, var en af hans første officielle udtalelser, at borgerrettighedsorganisationen NAACP kunne ”kysse ham i røven”, efter organisationen havde brokket sig over, at LePage havde nægtet at deltage i et Martin Luther King, Jr. morgenmadsarrangement. Sidenhen har flere udtalelser og handlinger som denne været med til at give LePage øgenavnet, ”USA’s skøreste guvernør”.

Paul LePages første 100 dage som guvernør indeholdt flere overraskende initiativer. Hans første store udspil blev et forsøg på at tilbageføre alle statens miljølove til det lavest mulige niveau, samt stoppe forbuddet af BPA – et hormonforstyrrende stof – i sutteflasker. LePage forsvarede den bebudede ophævelse af forbuddet ved at sige, at det værste, der kunne ske var, ”at nogle kvinder måske vokser et lille skæg”. Guvernøren kom ikke igennem med sit forslag, men det medførte massevis af protester, som ligeledes fortsatte, da LePage fik fjernet et historisk vægmaleri af Maines arbejderbevægelse, af den simple grund, at et anonymt brev til guvernøren anså maleriet for at være den amerikanske udgave af en ”nordkoreansk bestræbelse på at hjernevaske folket”. Og det var bare hans første 100 dage som Maines guvernør.

Sidenhen har LePage gjort sig yderligere bemærket. Blandt andet ved følgende udtalelse om uddannelsesmulighederne for unge mennesker i Maine: ”Hvis du vil have en god uddannelse, så vælg en privatskole. Hvis du ikke har råd til det, så er det bare ærgerligt – så må du tage en offentlig skole”. Guvernøren kom ligeledes i modvind, da han under sin guvernørkampagne sagde at, Obama ”could go to hell”, efter at republikaneren angiveligt skulle have udtalt til sine tilhængere, at præsidenten ”hader hvide mennesker”. Sidstnævnte udtalelse har LePage efterfølgende måtte undskylde for.

Det måtte han derimod ikke, da guvernøren i juni sidste år fordømte demokratiske senatorer for altid ”at ville give den til folk uden brug af vaseline”, eller da han sammenlignede IRS – USA’s skattemyndighed – med Gestapo, og annoncerede, at institutionens håndhævelse af Obamacare ville udløse en massakre i samme størrelsesorden som Holocaust.

Fra gadebarn til guvernør
Kort sagt, så er der ingen tvivl om, at Paul LePage er en interessant personlighed. Ligeledes er det ikke overraskende, at visse dele af det politiske segment er skeptiske over for guvernøren. Men hvis man forsøger at se bort fra nogle af overstående lettere uheldige udtalelser – og måske også den joke han fortalte skolebørn, at han ville bombe en af statens største aviser – ja, så har LePage faktisk en bemærkelsesværdig baggrund, der vidner om personlige udfordringer og hårdt arbejde. To ting, der uden tvivl har gjort ham til den han er, men som også har fået LePage så langt som til at bestride en så vigtig post som guvernør for en amerikansk delstat.

Efter som 11-årig at være løbet hjemmefra for at slippe for sin voldelige far, blev LePage – efter to år på gaden – adopteret af to familier, der hver især satte ham i hårdt arbejde. Dette hårde arbejde skulle vise sig at blive et varemærke for LePage, der op gennem sin ungdom både arbejdede som Coca-Cola chauffør, fabriksarbejder og kok, udover at han ved hjælp af slid og slæb blev optaget på Husson College.

Født som den ældste søn med sytten søskende og fransktalende forældre, mødte LePage endnu en udfordring på det engelsktalende Husson College, men formåede at klare sig igennem en bacheloruddannelse i finansiering og regnskab, og senere en MBA fra University of Maine. Derfra tog den nuværende guvernørs karriere fart, og LePage blev lynhurtigt en del af Maines businesselite, hvor han blandt andet beskæftigede sig med fabrikation, trævarer, energi, møbler, fødevarer, byggemateriale og entreprenørskab i både Maine og Canada.

LePages politiske karriere
Det var ikke kun i forretningsregi, at LePage arbejdede hårdt og fik succes. Også i den politiske verden stormede han frem. I 2003 blev han valgt til borgmester for Waterville – naboegnen til hans fødested, Lewiston. Her formåede republikaneren – i en traditionel, solid demokratisk by – at samle de politiske grene og i et samarbejde over midten at reducere skatter, optimere byens kreditværdighed, samt promovere uddannelse – alt sammen uden at skære i velfærdsydelserne.

Som et resultat af sine succeser både som forretningsmagnat og borgmester besluttede LePage sig for at stille op som guvernør i troen på, at hans tilgang til både forretningspolitik og borgmesterpolitik, ligeledes kunne gavne resten af Maine. Det lykkedes som bekendt for ham at blive valgt i 2010, og i november 2011 blev Paul LePage indsat som guvernør i USA’s nordøstligste stat.

Interessant nok har LePage siden sin sejr i 2010 ligget højt på listen over ”sårbare siddende guvernører” i USA. Det skyldes primært republikanerens åbenlyse kamplyst, temperament, og det til tider noget vulgære sprogbrug. Derfor var der heller ikke mange, der havde regnet med at republikaneren – endda en relativ konservativ en af slagsen – ville blive genvalgt i den ellers meget moderate stat, som Maine er kendt for at være.

Det gjorde han så alligevel i november sidste år. Men hvordan lykkedes det en af USA’s mindst populære og kontroversielle guvernører at blive genvalgt?

Halvdelen af svaret skal findes i det valgsystem, der anvendes i Maine. Et noget indviklet system, der giver stærke tredje-partiskandidater muligheden for at dele deres stemmer mellem de tilbageværende kandidater, og derved øge muligheden for, at en kandidat vælges, der ikke har fået størstedelen af stemmerne. Dette var også i høj grad medvirkende til LePages sejr i 2010.

Men den resterende del af svaret skal findes i en strømlinet, disciplineret kampagne med et social-konservativt og økonomisk fokus, samt en overraskende stor vælgerandel fra de landlige distrikter og segmenter af Maine. Hertil skal også lægges det faktum, at mange vælgere anerkender og støtter op om de initiativer, som LePage har fokuseret på i sit guvernørskab: lavere skatter, mildere miljølovgivning, begrænsninger på velfærd og offentligt forbrug, samt modstand mod abort og ægteskab mellem homoseksuelle; emner, der tiltrækker mange social-konservative vælgere. Som prikken over i’et har LePages livshistorie formodentlig også hevet nogle stemmer hjem. En politiker, der på fineste vis illustrerer hvad hårdt arbejde og selvdisciplin kan føre med sig af muligheder i livet, er en magtfuld fortælling, som mange amerikanere kan identificere sig med.

På valgaftenen i november, hvor ikke bare LePage sejrede, men hele det republikanske parti oversvømmede USA i politisk medgang, udtalte LePage da også, at ”det, det handler om, er det amerikanske folk. Vi har sagt vores – nok er nok”. Men selvom Paul LePage har fået nok, lader det ikke til, at indbyggerne i Maine har fået nok af USA’s skøreste guvernør.