Pat McCrory – Tea Party, storkapital, og indlandsisen

Pat McCrory generobrede i 2012 North Carolina til republikanerne i en historisk sejr. Siden har han måtte kæmpe med statens lærere, kritik af store nedskæringer på uddannelse, og lidt for tætte bånd til de berømte Koch brødre. Med Tea Party og Koch brødrenes dominans er North Carolina et interessant billede på det moderne amerikanske politiske landskab.

I 2013 fravristede Pat McCrory guvernørkontoret i Raleigh, North Carolina fra demokraterne efter 20 års demokratisk besiddelse. North Carolina er ellers traditionelt en demokratisk stat, når det kommer til valget af guvernør. McCrorys republikanske forgængere har talt James G. Martin og James E. Holshouser Jr. som sad i henholdsvis 1985-1993 og 1973-1977. Ellers skal man tilbage til århundredeskiftet (altså det fra det 19. til det 20. århundrede) for at finde en republikansk guvernør.

McCrory har villet fokusere på økonomiske reformer og uddannelsesreformer, siden han kom til, men i stedet har han i høj grad været plaget af dårlige sager og besværlige samarbejdspartnere. Han må nemlig arbejde med en Tea Party domineret Kongres, som ikke altid vil det samme som guvernøren. Yderligere er McCrorys agenda blevet hæmmet af dårlige personsager, både med lidt for tætte bånd til de berømte/berygtede Koch brødre, og udbetalinger af bonusser fra North Carolina baserede firmaer, inden han blev guvernør.

Nedskæringer og samtidige håb om forbedringer
I første omgang er guvernørens uddannelsesreformer blevet overskygget af kampe med statens skolelærere, som har måttet kæmpe for at bevare deres stillinger og lønniveau. McCrorys ambition har været at sikre differentieret løn til undervisere baseret på anciennitet og resultater, men stadig ikke med for høje lønstigninger til følge, for at undgå at måtte skære på andre områder i undervisningssektoren. Samtidig vil han gøre op med mange af de prøver og eksaminer som han mener, hæmmer indlæringsprocessen for mange børn i staten. Kritikere påpeger på den anden side, at staten under hans administration er faldet i nationale ranglister, og scorer dårligere resultater i forhold til andre delstater.

Et andet område, hvor McCrory møder stor kritik, er på hans nedskæringer på universitetsområdet i North Carolina. Dette er meget baseret på et sammenfald mellem hans ønsker om nedskæringer og ønsket hos et flertal i delstatens kongres. Begge kamre i North Carolinas kongres er nemlig domineret af Tea Party medlemmer, som ønsker hårde nedskæringer på statslig støtte til universiteter. Det betyder at McCrory har pålagt en arbejdsgruppe at identificere nedskæringer på $15 mio. på forskningscentre ved statens universiteter. Efter to års arbejde vil der senere denne måned blive taget beslutning om, hvilke centre der skal rammes af nedskæringer.

Som sagt har debatten om nedskæringer meget at gøre med sammensætningen af North Carolinas parlament, og her kommer man videre til det næste af McCrorys problemer.

Tea Party og Koch brødrenes penge
Ved delstatsvalget i 2010 vandt Tea Party bevægelsen en overvældende sejr, og endte med at have flertal i begge kamre af North Carolinas kongres.

En stor faktor i Tea Party bevægelsens sejr var penge fra den republikanske forretningsmand Art Pope, som stammer fra North Carolina. I løbet af valgkampen sendte han enorme mængder penge til grupper, som støttede republikanske kandidater over hele staten. Art Pope er kendt som en nær allieret af de to Koch brødre, som bruger deres formuer på at fremme konservative kandidater og politiske holdninger over hele USA på både delstats og national niveau. Meget af den støtte som Pope delte ud, menes da også at stamme fra de to brødre.

En af de store succeshistorier for den konservative bevægelse i USA blev dermed North Carolina.
Siden da har Tea Party medlemmerne af kongressen kunnet bruge deres magt til at begrænse det offentlige systems indflydelse på områder som uddannelse og virksomhedsreguleringer. Det tætte forhold mellem de konservative bidragydere og guvernør McCrory bliver meget tydeligt ved, at han kort efter sin valgsejr udnævnte Art Pope til budget director i sin overgangsadministration. Dermed fik Art Pope en afgørende indflydelse på guvernørens budgetforslag, og centrale økonomiske mærkesager for McCrory administrationen.

Mange så valgresultatet i North Carolina i 2010, samt McCrorys sejr i 2012, som et tegn på hvorledes store finansielle bidragydere kunne influere på amerikansk politik, og dermed være en trussel mod demokratiet ved at lade penge være den absolut højeste faktor i afgørelsen af valg. Dog lader det til at pusten er gået lidt af den konservative ballon i North Carolina. Ved primærvalget i foråret 2014 så man en mainstream republikaner besejre flere konservative kandidater, og dermed blev Thom Tillis den republikanske kandidat ved midtvejsvalget i november 2014. tillis gik hen og vandt over demokraten Kay Hagan i kampen om hans sæde i Senatet i Washington.

Tea Party bevægelsens sejr i 2010 og udnævnelsen af Art Pope i McCrorys overgangsadministration viser tydeligt, hvorledes storkapital og konservative holdninger har fået godt greb i North Carolina i de senere år, og McCrory har kunnet bruge denne indflydelse til at arbejde på sine mærkesager. Dog lader det ikke til at have fundet genhør hos vælgerne, og McCrory står i flere meningsmålinger til at tabe sin guvernørpost i 2016. Men som vi også ved fra den nationale scene, kan der ske meget inden 2016.

Forsvarsanalytikerens vinkel på North Carolina
Hvad der gør North Carolina særligt interessant for Kongressen.com’s forsvarsanalytiker, er tilstedeværelsen af en enorm militærbase i staten.

I august 2004 stillede SF’s daværende forsvarsordfører Villy Søvndal et spørgsmål til statsministeren: ”Vil statsministeren redegøre uddybende for specialstyrkebasen Fort Bragg, der angiveligt er placeret under den grønlandske indlandsis?” Spørgsmålet var foranlediget af at Søvndal havde læst om moderne militære kommunikationsmidler i DSB’s ”Ud og Se”. Her udtalte orlogskaptajn Dan Termansen, at man kunne kommunikere frit med disse nye midler ”Uanset om de befinder sig på specialstyrkernes base, Fort Bragg, 240 meter under den grønlandske indlandsis eller i 10.000 m højde over den marokkanske ørken.” Den formulering forstod Villy Søvndal altså, som om Fort Bragg lå under indlandsisen.

Det vil Pat McCrory og mange indbyggere i North Carolina nok blive meget kede af. Fort Bragg er nemlig verdens største militære base, og ligger ved byen Fayetteville i den sydlige del af North Carolina. Basen dækker over 650 km2, og der bor over 35.000 mennesker på basen, som huser den amerikanske hærs specialstyrker og den berømte 82. Airborne Division.

Når man kører rundt inde på basen, kan man bevæge sig via basens store motorveje, som krydser basen, for at lette transport fra det ene sted til det andet. Man kan finde træningsfaciliteter til at øve faldskærmsudspring, åbne træningsarealer, og beboelseskvarter for soldaterne lige så langt øjet rækker. Ens tur rundt på basen afbrydes ind i mellem af store transportfly, som kommer ind over for at lande ved basens militære lufthavn, eller for at flyve ud over det enorme øvelsesterræn for at soldaterne kan øve faldskærmsudspring.

Rundt om basen ligger byen Fayetteville, som er helt afhængig af basen, og mange af soldaternes familier bor i byen. I alt bor der ca. 375.000 mennesker i Fayetteville, som dog også har et noget blakket ry ved siden af den prestige, som følger med at huse Fort Bragg. Byen er i North Carolina mest kendt for at være del af nyhedsudsendelserne på daglig basis på baggrund af den ene eller anden form for kriminalitet. Byen er da heller ikke den mest inspirerende at køre igennem.
Men med Fort Bragg er North Carolina en af de mest centrale byer i amerikansk sikkerhedspolitik. Samtidig, med den konservative dominans i delstatens kongres og store økonomiske interesser, er staten også et interessant sted at holde øje med frem til 2016 som et eksempel på Koch brødrene og deres konservative allieredes indflydelse på amerikansk politik.