Paris er et vigtigt skridt – løsningen ligger i folkets hænder

Meget skal til før COP21 bliver en klimapolitisk solstrålehistorie. Heldigvis presser et stigende antal mennesker politikerne til at passe bedre på kloden. Det har allerede givet pote mange steder verden over. Kravet om global klimahandling bliver stadig sværere for verdens ledere at ignorere.

Af Birgitte Lesanner, chef for Greenpeace i Danmark

Det var fantastisk oplivende og helt smukt at gå gennem en vinterkold men solrig København i søndags. 10.000 mennesker og en masser bannere med besked om, at vores øjne hviler på Løkke og hans ageren i klimaspørgsmålet. Klimademonstrationen var – sådan globalt set – den største klimademonstration nogensinde med 2300 arrangementer i 150 lande og 785,000 mennesker på gaden.

Jeg er sikker på, at det har givet genlyd i konferencelokalerne i Paris, hvor klimatopmødet begyndte i går mandag. COP21 er det til det længe imødesete klimatopmøde i Paris, der skulle overkomme fiaskoen fra København og forhåbentlig give os en rigtig klimaaftale. Topmødet i Paris er en reel chance for vores ledere til at forandre verden til et bedre sted.

Desværre ser det ikke ud til, at vi får den gode aftale, der fordeler ressources og byrder rimeligt og får knækket CO2-kurven til skarp nedadgående frem mod nul i 2050. Hvad, vi kunne få, er en aftale, der er et godt skridt på vejen og som kan accelerere og eskalere nogle af de tiltag, vi ser allerede i mange lande.

Og så skal vi sørge for, at aftalen indeholder de elementer om klimatilpasning og klimafinansiering, der har været diskuteret. Klimaforandringer kommer til at ramme og de kommer til at gøre rigtigt ondt i mandag lande. Derfor kommer Paris-mødet forhåbentligt til at se forpligtelser fra de rige lande på at finansiere klimatilpasning (med nye penge!). Og en sidste ting, vi kan og skal forvente os, er, at der bliver indlagt dynamiske mekanismer, ’knapper’ vi kan skrue på i årene, der kommer, så reduktionsmålene kan bliver mere ambitiøse hen ad vejen.

Men lige meget hvad der sker i Paris, er den grønne omstilling allerede i gang. I Kina er kulforbruget toppet. Energiwende i Tyskland betyder, at landet allerede i dag har 30 procent solenergi, og Canada har lukket for yderligere tjæresandsprojekter.

Det, der er rigtigt vigtigt at notere sig, er, at alle de udviklinger er kommet gennem folkeligt pres eller folkelige protester. Det har ikke været visionære politikere men i stedet stålsatte borgere, der har drevet forandringen. Alt lige fra kinesere, der var trætte af at holde dem selv og deres børn indendørs i forurenede storbyer, til oprindelige befolkninger i Alberta, der fik verdens øjne op for vanviddet ved tjæresandsudvinding.

Senest har folkelige protester fået stoppet opførelsen af megaprojektet Keystone XL, en rørledning, der skulle bringe olien fra tjæresand fra Canada gennem USA til Den Mexicanske Golf. Folkelige protester har fået den norske oliefond til at trække alle investeringer i kul. Og lige her i vores egen andedam er skifergas-selskabet Totals exit fra Nordjylland et rigtigt godt eksempel på den positive indvirken, folkelige protester har for vores fremtid.

Jeg forventer virkelig et positivt outcome fra Paris. Men samtidig ved jeg, at udviklingen ikke lader sig stoppe. Befolkningerne i hele verden ved godt, hvilken vej der er den rigtige, og den grønne omstilling er allerede i gang. Paris er mere et spørgsmål om politikerne vil fortjene vores tillid og eskalere processen – eller om de vil gøre det sværere for os.