Paris blev starten – ikke slutningen

Klimaaftalen i Paris blev startskuddet til en global klimarejse. Nu handler det om at bygge videre på det grønne momentum, der blev skabt i den franske hovedstad. Og sætte handling bag ordene.

Af Martin Lidegaard, tidligere udenrigs- og klimaminister, Radikale

For alle os, der i årevis har fulgt de internationale klimaforhandlinger, blev Paris en forløsning. Den endeløse strøm af møder, natlige forhandlinger, dårlige sandwiches, dramatiske politiske konflikter, grædende forhandlere og rasende lande førte endelig til en historisk erkendelse af, at vores fælles globale udfordring dog er større end vores indbyrdes uenigheder. 193 lande fandt hinanden i en konsensus, hvor alle lande forpligter sig til at levere CO2 reduktioner, til at lade sig kontrollere og til at dele det tunge ansvar for de fremtidige generationer. Vi skylder derfor en stor tak til det franske formandskab, men også til de utrættelige græsrødder, virksomheder, diplomater og ministre der i de sidste mange år har slidt utrætteligt for at få en aftale i hus. Det var ikke lykkedes uden jeres indsats.

Kritikere som Bjørn Lomborg har ment, at hele ideen med at indgå internationale aftaler på dette område er omsonst. Men han og mange andre overser betydningen af at sende fælles signaler til de mange internationale investorer, der netop i disse år tager stilling til, hvilken energiinfrastruktur de vil prioritere de næste årtier. Det er økonomisk meget svært, for ikke at sige umuligt, at rive eksisterende kulkraftværker, raffenaderier og bilfabrikker ned, før de er afskrevet. Det er simpelthen for dyrt. Men hvis ikke investeringerne i dag rammer de nye grønne sektorer, så vi gradvist får en omstilling, efterhånden som den gamle infrastruktur bliver udtjent og verdens økonomi over de næste femten år bliver fordoblet, er der ingen chance for at nå vores klimamål. Det er derfor afgørende netop nu at sende et stærkt signal til invstorerne om, i hvilken retning vinden bærer. Og sådan et signal blev Paris. Det må man have lov at glæde sig over. Udelt.

Især fordi, der godt nok også er meget, det ikke lykkedes at blive enige om i byernes by. Det er mildest talt så som så med de konkrete virkemidler i aftalen. Landenes individuelle tilsagn om konkrete indsatser er slet ikke på højde med deres fælles mål, og skibsfart og fly blev end ikke omfattet. Med andre ord: Den nye klimapagt er udtryk for et fælles mål og et afgørende signal. Men det er nu, der skal leveres på de konkrete indsatser. Paris blev ikke afslutningen på vores fælles klima-rejse – det blev starten.

En del af den nye rejse får vi forærende på fribillet, for nu at blive i billedet. Når flere invsteringer drejer i grøn retning, vil vi opleve hurtigere innovation og billigere grønne teknologier. Allerede i dag er vedvarende energi konkurrencedygtig, selv med de lave priser på fossile brændsler. Den udvikling vil fortsætte. Men andre dele af rejsen, kommer vi til at skulle definere og beslutte selv. Det handler om for alvor at få sat skub i hele transportsektoren. Det handler om at udvikle et landbrug, der er langt mere bæredygtigt i enhver forstand, herunder at bekæmpe det groteske madspild. Det handler om at påvirke vores adfærd og forbrug i en mere effektiv og klimavenlig retning, uden at give køb på vores basale velfærd. Kort sagt: Det handler om politisk mod og politisk handling. Alt hvad vi har lært i de seneste år er, at dette poltiiske mod ikke kommer af sig selv. Det kræver, at den store base af græsrødder, virksomheder, kommuner og mange mange andre, der har drevet den grønne omstilling i mange år – ikke mindst i Danmark – fortsætter deres arbejde ufortrødent. Vi ved nu, at løsningen ikke kommer fra oven. Den kommer nedefra, og vi skal alle trække med. Hvert eneste lokale initativ, hver eneste røst, hver eneste grønne produkt gør en forskel. Det er en fantastisk stor opgave, vi står over for, men vi ved også det er en opgave, der kan generere fantasi, kreativitet, grøn vækst og jobs, og at Danmark måske er det land i verden der har det bedste udgangspunkt for at vende denne udfordring til et kæmpe potentiale.

Derfor skal lyde et kæmpe tak til alle jer, der har trak læsset frem mod COP 21 – og samtidig en endnu større forventning til, at vi kan fortsætte samarbejdet. Jeg glæder mig, for mulighederne er uanede. Rejsen er lige begyndt.