Paradoksernes præsident

Richard Nixons præsidentembede var præget af paradokser, nøjagtig som resten af hans politiske karriere var. Den dag i dag, kan det fortsat undre, at en mand, der åbenlyst mistrivedes i offentligheden med tusinder af håndtryk, small-talk og hvad der ellers hørte til, valgte en karriere i politik. Men Nixon var parat til at acceptere alt det for at opnå det, der betød mest for ham i denne verden – magten.

Egentlig ville Richard Nixon helst bare være i fred. Han gad dybest set ikke tale med andre mennesker. I hvert fald ikke ret mange. Og da slet ikke, hvis ikke de havde noget kvalificeret at byde på. Nixon hadede small-talk. Den evne, som langt de fleste amerikanere ellers er kendte for, nemlig evnen til at slå en hurtig sludder om vind og vejr af, inden de kører videre med indkøbsvognen, var noget af det værste, Nixon vidste. Hvis vi absolut skal tale sammen, så sig i det mindste noget begavet, så jeg enten lærer noget eller får noget at tænke over, syntes at være Nixons udgangspunkt. Og var det siden han som ganske ung mand begav sig ud i verden.

Nixon var kommet til verden den 9. januar 1913 i Yorba Linda, Californien og havde hurtigt vist som et kvikt hoved. Så efter at have fuldført sine jurastudier fra det ansete Duke University, forventede de fleste, at han nok ville finde en karrierevej inden for den juridiske verden. Men ikke nødvendigvis en karrierevej, der indebar nogen form for offentlig rolle.

Men Nixon havde et enkelt ønske, som brændte i ham fra en tidlig alder – ønsket om magt. For med magt, kunne man få indflydelse. Og dermed få muligheden for at præge begivenhederne og udviklingen. Hvilket Nixon var meget interesseret i.
Således stillede ham i 1946 op til kongresvalget i Californiens 12. distrikt og blev valgt.
Repræsentanternes Hus skulle dog hurtigt vise sig at være en trædesten for Nixon, som i 1950 søgte mod den anden del af Capitol Hill og blev valgt som senator i Californien.
Men også senatsembedet skulle vise sig kun at være en trædesten på karrierevejen. For i 1952 gjorde den berømte general, Dwight D. Eisenhower, der nu var gået ind i politik, Richard Nixon til sin running-mate ved præsidentvalget. Eisenhower var et ikon i USA i kølvandet på hans storslåede indsats under 2. verdenskrig, og derfor besejrede han og Nixon uden de helt store kvaler den demokratiske modkandidat, Adlai Stevenson.

Giv mig en uge til at tænke
Nixons tid som vicepræsident var ikke nogen dans på roser, han var flere gange i store vanskeligheder og i det hele taget havde flere iagttagere vanskeligt ved at gennemskue, hvorfor Eisenhower holdt fast i ham. Men den gamle general var stor tilhænger af Nixons flid og målbevidsthed, og beholdt ham som wingman i de otte år ham var ved magten.

Ikes tid som commander-in-chief lakkede mod enden, og en afløser skulle findes. Nixon ønskede sig brændende at overtage embedet og meddelte sit kandidatur. Kampagnen holdt sig nogenlunde midt på vejbanen, og blev hverken rigtig god eller rigtig dårlig. Nixon var udfordret til det yderste og skulle dagligt gøre vold på sig selv for at skjule, hvor lidt han i grunden brød sig om at føre valgkamp. Hans kampagne fik desuden problemer, da Eisenhower af journalister blev spurgt til Nixons kvalifikationer som vicepræsident. Og hvad konkret han havde bidraget med. Det skulle være med til at danne grobund for en forståelse af, hvilke Eisenhower vurderede at Nixon ville have som præsident. Men Eisenhower kunne ikke lige komme på noget. Han tøvede, tænkte sig om, tøvede så lidt igen, inden han til slut forsøgte at afvæbne situationen med en vittighed. ‘Giv mig lige en uge til at tænke over det,’ lød det fra Eisenhower.
Nixon blev både vred og skuffet over Eisenhowers udtalelser, og selv om Eisenhower siden hen undskyldte den dårlige spøg over for Nixon, var skaden sket.
Nixon endte med at tabe et historisk tæt valg i 1960 til demokraten John F. Kennedy og lignede herefter en færdig mand i amerikansk politik. Men nej.
Den politiske magtbacille var nu gået så meget i blodet på Nixon, at han i 1962 stillede op som kandidat til guvernørposten i Californien. Han udfordrede den siddende guvernør, Pat Brown, men tabte klart. Til sin store skuffelse. I nederlagets stund kom Nixon med meldingen til de fremmødte journalister: ‘You won’t have Dick Nixon to kick around anymore,’ med henvisning til, at det her ville blive hans sidste pressekonference. Og dermed også, at han havde fået nok af politik.

Endelig præsident
Nixon trak sig for en stund tilbage fra den politiske scene, men kunne til syvende og sidst ikke undvære magten, så i 1968 stillede han nok en gang op til præsidentvalget. Og vandt. Noget jordskred var der dog langt fra tale om. Tværtimod var sejren af en sådan størrelse, at demokraterne lynhurtigt rettede fokus mod 1972, for Nixon behøvede bestemt ikke blive en two-term president. Tværtimod.

Men Nixon ville det i sagens natur anderledes, og han havde ikke frivilligt tænkt sig at give op uden kamp. Og da slet ikke nu, hvor han havde fået det job, han ønskede sig mest af alt i denne verden.
Og det var da heller ikke fordi, amerikanerne blev grebet af akut anger over beslutningen om at gøre Nixon til præsident. Tværtimod genvalgte de ham fire år senere, denne gang endda med et sjældent klart mandat i ryggen. Modkandidaten, George McGovern, opnåede blot 17 valgmænd, hvilket kom fra henholdsvis Massachusetts og District Of Columbia. Resten af landet, støvsugede Nixon.

Starten på slutningen for Richard Nixon begyndte i 1972, hvor Washington Post-journalisten Bob Woodward blev sendt ud for at dække, hvad der lignede et ‘almindeligt’ indbrud i Watergate-bygningen. Det skulle dog hurtigt vise sig, at Woodward havde fået færden af noget langt større. Og langt mere alvorligt end blot et indbrud. Sammen med makkeren Carl Bernstein brugte han flere år på at grave sig ned i sagen, som kulminerede i sommeren 1974, hvor Nixon måtte tage konsekvensen og træde tilbage som præsident.

Alt drukner i Watergate
Nixons tid efter derouten var langt fra præget af stor glæde. Nixon havde mere end vanskeligt ved at affinde sig med, at hans navn og politiske arv for tid og evighed ville være forbundet med Watergate. Og at alt andet han end måtte have opnået, druknede i Watergate-skandalen.
Flere ihærdige forsøg blev efterfølgende gjort for at rette op på et noget blakket image. I 1978 udgav Nixon en mursten af en erindringsbog med titlen ‘The Memoirs Of Richard Nixon’. Bogen var et af mange forsøg på at minde amerikanerne om, at Nixon-årene ikke havde været så elendige, som de nu blev fremstillet som. Men lige lidt hjalp det. Hverken bogudgivelser, taler eller offentlig bodsgang over for journalisten David Frost kunne ændre på det faktum, at Nixon var manden bag den største skandale i amerikansk politisk historie. Og manden, der som den eneste i amerikansk historie, måtte fratræde sit embede, før det var afsluttet.

Richard Milhous Nixon døde af et slagtilfælde den 22. april, 81 år gammel. Håbet om at han en dag kunne vende tilbage til magtens centrum, slap han aldrig. Selv om han i et selverkendende øjeblik i tv-interviewet med David Frost erkendte, at hans politiske liv var forbi.
For trods en perlerække af paradokser, forblev magten og det politiske spil, det centrale omdrejningspunkt i Richard Nixons liv. Helt frem til den dag, han blev stedt til hvile i Yorba Linda, Californien. I haven på Richard Nixon Presidential Library.