Pakistan: Har atomvåben stabiliseret konflikten med Indien?

Både Pakistan og Indien har et atomvåbenprogram, men kan atomvåben stabilisere konflikten mellem de to lande? Ikke rigtigt, men våbnene har tiltrukket USA’s opmærksomhed, og det er måske den bedste mulighed for at stabilisere regionen på det strategiske niveau – om end USA reelt ikke kan hindre små konflikter på det taktiske niveau.

Af Major Thomas Galasz Nielsen

I 1970’erne og 80’erne anskaffede både Indien og Pakistan nuklear teknologi idet Indien søgte at balancere Kina, mens Pakistan søgte at nivellere Indiens konventionelle og atomare kapacitet. I det akademiske miljø taler flere fremtrædende forskere om atomvåbens evne til at stabilisere en konflikt, men er det sket i dette tilfælde? Sikkert er det, at introduktionen af nuklear afskrækkelse mellem Pakistan og Indien tog konflikten i Kashmir til et nyt niveau – en konflikt der ellers stort set var glemt i omverdenen. Men selv om der eksisterer en nuklear afskrækkelse, så har det ikke helt kunne lægge låg på konflikten i Kashmir, hvor Indien og Pakistan stadig strides.

I virkeligheden eksisterer der et stabilitets/ustabilitets-paradoks i forhold til Kashmir, hvor sandsynligheden for en større konflikt mellem Pakistan og Indien er nedtonet, mens sandsynligheden for mindre konflikter er øget. I 2014 afbrød Indien Ottawa-dialogen, der ellers hidtil med primært canadisk hjælp havde fået de to parter til at tale sammen. Indien begrundede afbrydelsen med Pakistans fortsatte støtte til oprørere i den indisk kontrollerede del af Kashmir. Den nukleare afskrækkelse har altså ikke hindret den form for småkonflikter, men i tiden før den nukleare afskrækkelse, kunne mindre konflikter føre til krig. For eksempel i 1965, hvor den pakistanske hær rykkede ind i Kashmir for at støtte et muligt oprør i provinsen. Det førte til en krig mellem Indien og Pakistan med et uafklaret resultat. Omvendt har konflikter efter den nukleare afskrækkelse blev etableret ikke udviklet sig til egentlige krige, og der er altså empiri for, at større krigsudbrud er blevet hindret af den grund. Men er det i virkeligheden på grund af den nukleare afskrækkelse? Det er tvivlsomt.

Nukleare våben ikke har været deployeret i forbindelse med konflikter i Kashmir og derfor kan stabilitets/ustabilitets-paradokset ikke helt forklare, hvorfor konflikter i Kashmir ikke har udviklet sig til krige siden 1980’erne – for der har været potentiale nok. Siden 1980’erne har der været seks større kriser mellem Indien og Pakistan, der kunne have udviklet sig. Samtidigt, i 1984, blev Indien og Pakistan enige om ikke at gøre modstanderens nukleare områder til mål i en krig, og begge lande fralagde sig muligheden for at benytte atomvåben som den første. Hermed er den nukleare afskrækkelse reelt neutraliseret og der er tale om en hybrid afskrækkelse mellem Indien og Pakistan – hybrid, fordi den består af flere dele end bare atomvåben, selvom delene har noget med hinanden at gøre. Ved ankomsten af atomvåben i regionen tiltrak de sig USA’s opmærksomhed, og da begge lande har brug for samarbejdsaftaler og teknologi fra USA, specielt efter Sovjetunionens kollaps, så havde USA nogen indflydelse på begge landes eventuelle beslutninger om at eskalere konflikter. USA er mere interesseret i en ikkespredningsaftale end selve konflikten i Kashmir, der kunne håndteres fra gang til gang. På den måde blev USA garant for både Indien og Pakistan i forhold til afskrækkelse, idet USA kunne true med at stoppe militær og økonomisk støtte, hvis et land blev for krigerisk.

Desværre for freden er det en meget løs afskrækkelsesgaranti, og både Indien og Pakistan har udnyttet mulighederne for at opnå fordele i konflikten under dække af, at USA ville gribe ind, hvis konflikten blev for stor. Især Indien har beskyldt Pakistan for at føre en grænsesøgende politik i Kashmir (brinkmanship) og dermed holde konfliktpotentialet i kog. Det er en af årsagerne til den nødlidende Ottawa-dialog.

Perspektiverne for nuklear afskrækkelse imellem Indien og Pakistan er således mudrede. Det er ikke atomvåbnene som sådan, der har lagt låg på konflikterne, men de har tiltrukket USA’s opmærksomhed, der igen har virket stabiliserende i regionen. Vi vil efter alt at dømme stadig se mindre konflikter og skydninger over grænserne mellem Indien og Pakistan vedrørende Kashmir, men USA’s indflydelse vil hindre krigsudbrud og reelt kan Kashmir-konflikten synke tilbage i glemslen for resten af verden.

Thomas Galasz Nielsen er major ved Forsvarsakademiet. Han er midlertidigt udlånt til Dansk Institut for Internationale Studier som militær analytiker og beskæftiger sig med oprørsbekæmpelse i Asien.