Pablo Escobar – en korrupt og blodtørstig superhelt

The king of cocaine, Pablo Escobar, portrætteres i Netflix’ nyeste skud på seriestammen Narcos. En serie der efterlader seeren med en fortolkning af virkeligheden, et syn på Latinamerikanere, som ikke adskiller sig synderligt fra tidligere amerikanske serier og et indtryk af Latinamerika som et bjergtagende smukt kontinent.

”Imagine you were born in a poor family, in a poor city, in a poor country and by the time you were 28 years old, you had so much money you can’t even count it. What do you do? You make your dreams come true”. Sådan lyder en af beskrivelserne af den columbianske kokainlegende Pablo Escobar i Netflix nyeste serie.

Narcos er fortællingen om den berømte og berygtede ”King of Cocaine”, Pablo Escobar, som ledte Medellín-kartellet og for alvor sparkede døren til det amerikanske narkomarked ind. Det er også serien om et imperium, der var nærmest umuligt at komme til livs. Og det er serien om starten på USA’s evige war on drugs.

Men serien handler også om de myter, som kokainkonger, politikere og politifolk fortæller de samfund, de arbejder for. Myter der skal til for at overleve.

Sat i 1970 og 80’erne narkokrig, hvor politi, politikere, militær og borgere i Columbia kunne vælge mellem Plata o plomo. Sølv eller bly, hver gang de trådte ud af en dør. Korruption og vold er altomsluttende. Kun få tør stå imod Escobars blodtørst. DEA-agenterne Javier Peña (Pedro Pascal) og Steve Murphy (Boyd Holbrook) kæmper, sammen med få andre, om at få Escobar ned med nakken. Der er ‘good guys’ og der er ‘bad guys’. Men fleste af de onde.

Det stereotype billede af Latinamerika bevares
Korrupte, morderiske, kvindeglade og magtliderlige mænd med sortkruset hår, der ville gøre Mario Brothers jaloux, er billedet af narkokongerne. De columbianske politimænd er korrupte, fattige, voldelige og de fleste luddovne, og som minimum ikke meget bedre end narkobaronerne. Kvinderne er smukke, og naturen absolut betagende. Der er intet nyt under solen.

Dilemmaet opstår, fordi den brasilianske instruktør José Padilha gør tre ting. Han bruger ægte filmklip fra 80’ernes narkokrig til at forstærke ægthedsværdien. Padilha er stærkt inspireret af virkeligheden, og historien om Pablo Escobar er både ægte og dybt fascinerende. Og så kædes handling og persongalleri sammen med voice-over fra den amerikanske DEA-agent Steve Murphy. Om end lidt naiv er han en af de få good guys.

Når det så er skrevet, så er historien om Pablo Escobar fra virkelighedens verden. Voldsimperiet var en realitet, og Colombia var i mange år berygtet som et af verdens farligste lande. En titel de vandt som konsekvens af Escobars voldelige regime.

Den hyggelige narkobøddel
På forunderlig vis formår José Padilha og Wagner Moura, der spiller Escobar, dog på én og samme tid at portrættere Escobar som en sympatisk familiemand, der gerne vil gøre godt i sit land. Han er både farlig og karismatisk, og man fristes som seer til at holde med ham, hvis ikke det var fordi den virkelige historie fortæller os, hvor mange dræbte der rent faktisk var under hans imperium.

I et forsøg på at komme af med nogle af sine milliarder, giver Escobar eksempelvis penge til Medellíns fattigste, støtter skoler og hospitaler. Endda i et omfang, der giver ham kaldenavnet Colombias Robin Hood. De gode gerninger brydes dog med scener af lig og blod i gaderne, så seeren mindes om, at der er langt fra Robin Hood til Pablo Escobar.

Og her tjener DEA-agenten Murphys voice-over et formål ud over at være bindeled for persongalleriet. Hans fortælling er monoton og træt, desillusioneret efter alt for mange års mislykket kamp mellem USA´s efterretningstjenester og Colombias narkobaroner.

Og det er her serien alligevel rykker, fordi stereotyperne mudres en smule. Selv de bedste amerikanske politimænd hærdes og er stiltiende vidner til tortur, og selv den voldeligste narkobaron bliver et billede af den amerikanske drøm.

Som underholdning er serien svær ikke at bryde sig om, og det er forfriskende med en amerikansk serie på spansk. Men som gengivelse af virkeligheden, er det stadigvæk amerikaniseret.