Mueller-undersøgelsen del 1: Ruslands cyberangreb

Muellers-undersøgelsen har i rygende fart kortlagt Ruslands systematiske angreb på den amerikanske valgproces. Kongressen.com giver dig et overblik. Dette er første del.

Washington D.C. – ”Hvad handler Mueller-undersøgelsen egentlig om?”

Over sommeren var jeg tilbage i Danmark. Imellem bajselademadder og rosé med venner og familie indfandt forskellige versioner af spørgsmålet sig.

Og hver gang fejlede jeg i at forklare de store linjer. I stedet fræsede jeg ud på et sidespor om legitimiteten af FISA-overvågning, konspiratoriske tidslinjer om Don Juniors rolle i Trump Tower-møder, den mulige eksistens af det såkaldte pee tape, eller Paul Manaforts strudsejakke til 100.000 kroner.

Det er naturligt at miste overblikket. Linjen imellem hvad Mueller officielt har offentliggjort, hvad de undersøger, og hvad der bliver spekuleret om deres næste mål er udviskes jo mere information, der ser dagens lys.

Her på Kongressen skal vi helt tilbage til januar, hvor vi skrev om, hvad der egentlig var op og ned i Mueller-undersøgelsen. Ikke nok med, at det føles som en evighed siden. I løbet af dette år har vi set Mueller-undersøgelsens første markante offentlige dokumenter: to anklageskrifter om Ruslands koordinerede indsats i at påvirke 2016’s præsidentvalg.

Ovenud vælter det næsten dagligt frem med historier om præsident Trumps vrede og forsøg på at forhindre undersøgelsen i at fortsætte, nye afsløringer om centrale figurer. Overdådige spekulationer om hvorvidt Putin har afpresningsmateriale, såkaldt kompromat, på Donald Trump. Eller spektakulære teorier om at USA’s præsident har været en russisk agent siden 1987.

Det udgør en svimlende mængde information.

Så hvad handler Mueller-undersøgelsen egentlig om? Og hvor er den på vej hen?

Hvad undersøger Robert Mueller og hans hold?

Den 17. maj 2017 udpegede vicejustitsminister Rod Rosenstein Robert S. Mueller III som specialanklager. Hans mandat dækker ifølge memoet:

• FBI-undersøgelsen, der blev bekræftet af James Comey under høringen i Repræsentanternes Hus den 20. marts: Ruslands forsøg på at påvirke præsidentvalget;
• samt naturen af alle forhold, der må være imellem personer forbundet med Trump-kampagnen og den russiske stat, og om der eksisterer nogen koordinering imellem Trump-kampagnen og Ruslands indsats
• Enhver sag, der opstod eller opstår direkte fra undersøgelsen
• Enhver anden sag, der falder inden for 28 c.f.r. § 600.4(a)

28 c.f.r. § 600.4(a) refererer til ”føderale lovbrud begået under og med henblik på at gribe ind i en specialanklagers undersøgelse såsom falsk vidneudsagn, obstruktion af rettens gang, ødelæggelse af bevismateriale og intimidering af vidner”.

Medierne og kommentatorer har været særdeles interesseret i de tre nederste punkter, og siden sidste maj har der været den ene afsløring efter den anden som Paul Manafort, Don Jr. og Jared Kushners møde med en russisk agent i Trump Tower under præsidentvalget, Trumps forsøg på at lukke ned for Michael Flynn-undersøgelsen ved at bede daværende FBI-direktør James Comey om loyalitet og præsidentens senere forsøg på at kontrollere Rusland-undersøgelsen, blandt andet ved at fyre Comey og forsøg på at presse og fjerne sin justitsminister Jeff Sessions.

Men det er værd at huske på, at langt de fleste historier, der spekulerer om ulovlig koordinering eller obstruktion efter alt at dømme kommer fra vidner og forsvarsadvokater og ikke fra Muellers kontor. Mueller taler igennem sine anklageskrifter. Og indtil videre handler de hovedsageligt om Ruslands aktive forsøg på at påvirke valgresultatet blandt andet gennem sociale medier og deres cyber-angreb på det Demokratiske Parti og Hillary Clintons kampagne.

Så det er her vi starter.

I løbet af de seneste måneder har Robert Muellers hold bestående af nogle af USA’s mest erfarne anklagere offentliggjort en systematisk redegørelse for Ruslands angreb på det amerikanske valg i 2016. Undervejs har de tiltalt 32 personer og tre russiske organisationer. Fem har allerede erklæret sig skyldige, deriblandt den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn, den tidligere vicechef for kampagne Rick Gates og en udenrigspolitisk rådgiver George Papadopoulos. Den tidligere formand for præsidentkampagnen, Paul Manafort, er i retten for banksvindel og hvidvask af penge, mens han stadig har en retssag om ulovlig registrering som udenlandsk lobbyist og obstruktion af rettens gang i vente til efteråret. Mueller-undersøgelsen tromler frem i et historisk tempo.

Rusland gennemførte en systematisk årelang kampagne for at påvirke de amerikanske valg i 2016. 13 russere og tre organisationer skabte kaos under præsidentvalget i 2016. Rusland havde også det klare mål at underminere Hillary Clintons kandidatur og hjælpe Trump og Bernie Sanders ifølge anklageskriftet fra den 2. februar.

Anklageskriftet indeholder tiltaler om en sammensværgelse, der forsøgte at lamme amerikanske institutioner og styrelser, svindel med pengeoverførsler, og identitetstyveri. Og den sparer ikke på ordene og betegner det som “informations-krigsførelse imod USA”.

Russerne var særdeles aktive på sociale medier, arrangerede vælgermøder og gennem stjålne identiteter kommunikerede de med ansatte på Trump-kampagnen og aktivister for at koordinere politiske aktiviteter. De målrettede budskaber til minoriteter og forsøgte at få dem til at blive hjemme eller stemme på et tredje parti. I et tilfælde bad de en person om at bygge et bur på ladet af en pick-up truck og en anden amerikaner om at klæde sig ud som Clinton i en fængselsuniform. De betalte senere disse amerikanere for deres indsats. Der er indtil videre ingen anklager, om at der har været amerikanske statsborgere, der har været klar over, hvad der er foregået. De kommunikerede altså med uvidende amerikanere.

Den anden, og fra et strafferetsperspektiv mere alvorlige del af russernes indsats var deres hack af det Demokratiske Parti.

I anklageskriftet påstår Muellers kontor i en overflod af detaljer, at russiske militærofficerer stjal emails, oppositionsresearch og data fra DNC, DCCC og Clinton-kampagnen og offentliggjorde dem igennem aliaset Guccifer 2.0 og sitet DCLeaks. Mere end 300 personer fra Clinton-kampagnen, DCCC og DNC blev udsat for hackernes forsøg. De kopierede bestemte mapper fra de forskellige netværk, blandt andet en mappe med titlen ”Benghazi Investigations.” og målrettede deres søgninger efter oppositionsresearch og planer vedrørende field (vælgerkontakt igennem græsrødderne).

Guccifer 2.0 blev brugt til at sprede information og dele de stjalne documenter. Dette drejede sig blandt andet om en unavngiven kandidat til Kongressen (TK TK?), der bad om information vedrørende sin politiske modstander. Senere sendte de også 2,5 gigabyte data vedrørende demokratiske donorer til en politisk blogger. De tilbød materiale til journalister om Black Lives Matter bevægelsen og de stjålne emails fra Hillary Clintons stab. Og de forsøgte at kommunikere med en række andre unavngivne amerikanske personer gennem aliaset. Særligt nævner anklageskriftet en person, der var i jævnlig kontakt med seniormedlemmer af Trump-kampagnen.

Anklageskriftet refererer også til ”Organization 1” (denne organisation bliver ikke navngivet i anklageskriftet, men baseret på alt offentlig information er det Wikileaks). Her er der uddrag fra samtaler, hvor Wikileaks tydeligt beder om materiale, fordi det vil have større indflydelse, end det de allerede er i gang med.

Et andet uddrag af en privat samtale viser, hvordan de to taler om strategisk udgivelse af materialet for at hæmme muligheden for intern enighed blandt Demokraterne under konventet.

Ingen af Mueller-undersøgelsens nuværende anklager omhandler medlemmer af Trump-kampagnens rolle i præsidentvalget. Det er sandt, at Mueller allerede har fået Michael Flynn, Rick Gates og George Papadopoulos til at erklære sig skyldige i at lyve for overfor FBI. Den tidligere kampagneleder Paul Manafort har ligeledes været igennem en retssag og står over for endnu en til efteråret, men beskyldningerne er ikke direkte relateret til 2016. Endnu.

Når alt dette er sagt, siger Mueller intet om, hvorvidt russernes angreb havde indflydelse på resultatet. Der er heller ikke nogle indikationer eller hints om, at russerne havde held med at ændre stemmetal. Ethvert forsøg på at måle effekten forekommer svært. Hvor meget betød konflikten imellem Sanders-vælgere og Clinton-vælgere under konventet for uafhængiges opfattelse af Demokraterne? Ni ud af ti Sanders-vælgere stemte på Clinton, men havde partiets forfordeling betydning for deres stemmedeltagelse? Podestas emails blev lækket drypvis ud af kampagnens sidste måned og er sværere at isolere, hvorimod Comeys brev virker til at have haft en betydning. Og ramte de russiske budskaber anderledes blandt de 80.000 vælgere, der til sammen tippede valget til Trump i Wisconsin, Michigan og Pennsylvania?

Vi får nok aldrig svaret. Og her stopper det officielle spor.

Alt hvad vi ellers ved om Mueller-undersøgelsen stammer fra andre offentlige dokumenter, afsløringer i medierne, udtalelser fra vidner og forsvarsadvokater, og analyser og spekulationer fra lødige erfarne anklagere, kommentatorer og partiske kilder med interesse i at vildlede eller spinne til deres politiske fordel. Det er her, at sagerne begynder at dække amerikanske personers involvering og mulige konspiration med Ruslands cyberangreb. Ligeledes er det her, at spekulationerne om, hvorvidt Mueller vil offentliggøre en rapport, sigte medlemmer af Trump-kampagnen og spørgsmålene om, han juridisk kan gå efter selveste præsidenten pibler frem.

Undersøgelsen kommer til at fortsætte ind i 2019 og foregår muligvis stadig i 2020, når Trump skal på genvalg. I de næste dele skriver vi om de spor.