Outsiderne har momentum i Iowa

Outsider-kandidaterne Bernie Sanders og Donald Trump har vind i sejlene i Iowa i disse dage. Vælgerne er frustrerede over den politiske elite og ventilerer deres frustration hos fløjkandidaterne, der derfor står stærkt forud for mandagens caucus i Iowa.

IOWA: ”Jeg tror det er klart for alle, at vores kampagne er kommet meget langt her i Iowa(…) vi begyndte med at være 50-60 procentpoint bag senator Clinton her og det er mit indtryk at vi er nu ligger side om side.”

Bernie Sanders lægger selvsikkert ud med at fastslå den store præstation hans kampagne må siges at have opnået med kun en uge til valgdagen. Den socialdemokratiske senator holder en kort pressekonference en kold morgen foran sin kampagnebus efter at have adresseret Stålarbejdernes Fagforening i Des Moines, Iowa.

Mens gråskæggede fagforeningsfolk forventeligt er venligt stillede overfor Sanders’ socialdemokratiske talepunkter virker det nu som om senatorens progressive budskab har bredt sig videre ud end bare til hans umiddelbare støtter. Kampen mellem ham og Hillary Clinton er blevet tættere end nogen havde forestillet sig.

En populær teori går på at Sanders’ unge tilhængere konverterede deres forældre og bedsteforældre over middagsbordet mens de var hjemme i juleferien, hvilket så skulle have resulteret i senatorens øgede momentum i januar.

Mens dette sagtens kunne være en medvirkende faktor ligger der dybere ting til grund for Sanders’ succes. For det første har både Clinton og medierne undervurderede senatoren, og først nu er det blevet klart at den indignerede jødiske bedstefar gemmer en uhyre dygtig politiker under det uglede hår. Der er en grund til at han har overlevet i politik i fire årtier og forstår også at bruge sin gnavpot charme til at udmanøvrere modstandere og tiltrække vælgere.

Det andet er at Sanders artikulerer et mismod der har vokset blandt mange amerikanere over længere tid. Dette bliver særligt klart når man snakker med stålarbejderne til dagens politiske møde. Dean, der begyndte som fabriksarbejder i 1959, beretter om den lange kamp for at fastholde arbejdernes rettigheder og sidenhen overhovedet at fastholde jobbene under stadigt globalt og lovgivningsmæssigt pres.
”De stabile jobs er forsvundet for de flestes vedkommende – mine børnebørn kan ikke finde jobs.”

Sanders modtager store bifald når han kritiserer frihandelsaftaler der flyttede mange jobs ud af Iowa og andre områder i ”udkants”-Amerika. Hans politik rammer tydeligvis plet for dette segment af USA der føler sig trængt i den moderne økonomi og ignoreret af de politiske beslutningstagere.

En af de få yngre fagforingsmedlemmer er Cade, der nok anerkender at industrielle jobs er under pres på grund af globalisering og teknologi, men også peger på de styrkede position arbejdsgivere har fået i over de sidste mange år som en grund til erosion af traditionelle fabriksjobs.

Han er ikke i tvivl om at Sanders taler til størsteparten af de amerikanske vælgere og at hans kandidatur er starten på en transformerende politisk bevægelse.
”Der er ingen anden kandidat der taler om de her vigtige ting som Sanders gør – han kommer ind til kernen af de økonomiske og sociale problemer.”

Muligheden for at Sanders skulle blive en legitim udfordrer til Clinton skubber til hele valgdynamikken. Nogle har leget med idéen om at vicepræsident Joe Biden kunne sendes ind som en redning hvis Clinton viser sig for svag en kandidat. Muligvis i kombination med den progressive darling senator Elizabeth Warren der kunne give kant til både Clinton og Sanders som kvinde og venstreorienteret. Samtidig åbner et hypotetisk præsidentvalg med Sanders og Donald Trump som repræsentanter op for et væld af politiske konstellationer. Rigmanden og New Yorks tidligere borgmester, Michael Bloomberg, har luftet muligheden for at et centristisk kandidatur som alternativ til de to yderkandidater.

Til et Trump arrangement i en stor rotundeformet gymnastiksal i byen Marshalltown er scenen en ganske anden end i fagforeningens lokaler, men indignationen har mange ligheder. Køen til indgangen strækker sig flere hundrede meter rundt om bygningen, og den bevæger sig kun langsomt idet nogle overivrige sikkerhedsfolk checker de fremmødte meget nøje inden de lader dem ind.

Trump, der står til at vinde i Iowa d. 1. februar, giver ikke en opildnende tale men lader sig tilbagelænet interviewe af en nyhedsreporter foran tusinder af både tilhængere og modstandere. Spørgsmålene er konstrueret som bløde indlæg eller komplimenter til milliardæren som skal fastslå han store person og rigtigheden af hans synspunkter. Den stakkel interviewer har dog svært ved at holde på Trump der ofte svarer på helt andre spørgsmål end det stillede og frit improviserer over punkterne der refereres til.

Den usammenhængende talstrøm generer ikke Trumps tilhængere der reagerer med jubel når han nævner yndlingsemner som konstitutionelle våbenrettigheder, bombning af ISIS eller opførelsen af mur ved den Mexicanske grænse.

Men Trump kritiserer ligesom Bernie Sanders frihandelsaftaler der tilskynder firmaer at tage jobs og penge væk fra amerikanerne. De kandidater adresserer de samme publikum af primært hvide arbejderklassevælgere der ikke kan se den at de længere har en andel i den amerikanske drøm.

Det opsatte interview afbrydes af guerillademonstranter der begynder at råbe på spansk i protest mod Trumps standpunkter på immigration. De overdøves dog hurtigt at tilhængere der er blevet instrueret på forhånd i at råbe kandidatens navn hvis nogen skulle forsøge at afbryde hans tale.

En ung mand i rød kasket slynger groveheder imod nogle af de unge moddemonstranter, og bjæffer til sikkerhedsvagterne at de skal føre dem væk.

Mandens navn er Matt og efter arrangementet er ovre fortæller han at blev provokeret af de unge protestmagere fordi han føler de holder deres latinamerikanske identitet højere end deres amerikanske patriotisme. Selv arbejder han i et kødpakningsanlæg i byen hvor han hævder at mange jobs er blevet taget af immigranter der burde have været til indfødte borgere. Han tjener 15 dollar i timen og er derfor også vred over at skulle betale en stor del af sin løncheck til den offentlige sygesikringsplan indført under Barack Obama.

Matt peger på sin Trump-planche hvor der også står: ”Den stille majoritet”:
”Det er os – det er hvide almindelige amerikanere der har fået nok af at andre kommer ind i landet og ikke bidrager og kun nasser og ikke tager del.”

Han peger dernæst på nogle teenagere med latinobaggrund der vifter med et mexicansk flag.
”Se hvad jeg mener?”

Mens folk forlader salen ankommer en lastbil på parkeringspladsen hvorpå et Van Halen coverband har taget opstilling på ladet og begynder at synge til ære for Donald Trump. En mand i paryk udklædt som milliardæren selv kravler op på en platform ved siden af bandet og nedkæmper en gruppe mænd med overskæg og sombreroer i en opsat slåskamp. De måbende fremmødte har svært ved at skelne om det bizarre optrin er arrangeret af kandidaten selv eller om det er en satirisk moddemonstration.

Hvad end der er tilfældet er alt nu tilsyneladende muligt i Iowas primærvalg. Et Van Halen coverband selvironisk spiller til ære for Donald Trump illustrerer i hvert fald ganske godt det Ragnarok som den politiske elite gennemlever med et populistisk oprør der koger over på begge sider af partiskellet.