Opgør om etnicitet på universiteterne

Når de studerende på elite-universitetet Harvard i disse dage starter op efter en lang sommerferie er det til en ny virkelighed. For første gang i universitetets næsten 400-års historie udgør hvide studerende mindre end halvdelen af den nye årgang. Milepælen er en naturlig følge af den demografiske udvikling i USA, men den medfølgende debat sætter endnu engang fokus på, hvilken rolle etnicitet spiller i uddannelsespolitikken.

Den etniske sammensætning af den amerikanske befolkning er under konstant forandring. Det skyldes ikke mindst tanken om den amerikanske drøm, der tiltrækker håbefulde og ambitiøse immigranter fra alle verdens hjørner. Samtidig sker der også en særlig stærk befolkningstilvækst blandt etniske minoriteter i landet i forhold til det hvide flertal, som har en skelsættende betydning for, hvordan det amerikanske samfund kommer til at se ud i fremtiden. 

Allerede nu udgør hvide amerikanere mindre end 50 pct. af befolkningen under 18 år, og fortsætter udviklingen, vil det samme gælde for hele befolkningen om ca. 30 år. Den udvikling har man gennem længere tid set afspejlet på universiteterne, hvor studenterpopulationen er blevet mere og mere forskelligartet i takt med den generelle udvikling i samfundet. Derfor er der som sådan ikke noget odiøst i, at den udvikling nu foreløbigt kulminerer med den bemærkelsesværdige milepæl for optaget på Harvard.

Historisk retfærdighed
Udover at afspejle den generelle samfundsudvikling er milepælen også interessant, fordi den sparker til debatten om, hvilken rolle etnicitet skal spille i optaget på videregående uddannelser. Tilbage under borgerrettighedskampene i 1960’erne indførte man en positiv særbehandling af etniske minoriteter i forbindelse med ansøgningen til universiteterne – den såkaldte affirmative action. Det skulle ske for at kompensere for den historisk begrænsede adgang til en videregående uddannelse, som disse befolkningsgrupper havde lidt under. Når man den dag i dag udfylder ansøgningsskemaerne til de videregående uddannelser, skal man derfor svare på, om man tilhører en etnisk minoritet.

Affirmative action mødte allerede dengang i 1960’erne stor modstand fra store dele af samfundet, som da præsident Kennedy i 1963 i en ikonisk handling måtte sætte nationalgarden ind for at sikre, at to sorte studerende kunne deltage i undervisningen på University of Alabama. Siden da er der sket meget med det amerikanske samfund, og reglerne for brugen af affirmative action er blevet prøvet ved højesteret flere gange.

Den retlige situation er nu den, at universiteterne gerne må bruge etnicitet som en del af en holistisk tilgang til ansøgningen. Det vil sige, at de gerne må tage hensyn til ansøgerens etnicitet, når de skal afgøre, hvem de optager, men det må ikke være det eneste grundlag for at optage en studerende. At tilhøre en etnisk minoritet giver en fordel i optagelsesprocessen, men etnicitet må kun være en del af det helhedsbillede, der skal afgøre optaget.  

Fremtidens ledere
På mange universiteter og i mange akademiske kredse ser man positivt på at have en meget forskelligartet og divers gruppe af studerende, og her tilstræber man, at etniske minoriteter er godt repræsenteret i optaget. Dette gælder også for Harvard. Her har de som erklæret formål, at de vil være med til at forme fremtidens ledere, og ser man på deres statistik, ser de ud til at gøre det godt. Hele syv af USA’s præsidenter har tilbragt tid på det ikoniske universitet i Boston, herunder Obama, Kennedy og to gange Roosevelt.

Harvard mener, at fremtidens ledere skal kunne begå sig blandt alle mennesker, og derfor er en divers studenterpopulation en vigtig del af deres uddannelse. Derfor er det også for Harvard en vigtig milepæl, at den nye årgang for første gang har et mindretal af hvide. Og det er helt i trin med den amerikanske forfatning – i hvert fald så længe de opnår det uden at diskriminere enkelte befolkningsgrupper.

Harvard slæbt i retten
I 2014 blev Harvard sagsøgt for at diskriminere i deres optag af studerende. Paradoksalt nok er det netop deres holistiske optagelsespolitik, der ligger til grund for søgsmålet. De forudrettede i sagen er en gruppe ansøgere med asiatisk baggrund, som mener, at de blev nægtet optagelse på grund af deres etnicitet. Til at støtte deres påstand påpeger de, at andelen af optagede studerende med asiatisk baggrund er langt mindre end andelen af ansøgere med asiatisk baggrund. 

Den situation minder om situationen for det hvide flertal. Både asiatere og hvide kan sidde med en fornemmelse af, at etniske minoriteter som sorte eller latinoer kan springe foran i køen til universiteterne, hvilket i sidste ende går ud over dem. Mange borgere, der ser affirmative action som en diskrimination af hvide ansøgere, følger derfor meget interesseret med i retssagen mod Harvard. Sagen mod Harvard er endnu ikke afsluttet, og kan potentielt gå hele vejen til højesteret, som kan tage stilling til, om Harvards optagelsespolitik er i strid med forfatningen. Hvis den praksis bliver erklæret forfatningsstridig, vil det være et stort slag for tilhængere af affirmative action og samtidig have store konsekvenser for hele uddannelsessektoren.

Opgør med affirmative action
Henover sommeren har den amerikanske justitsminister Jeff Sessions angiveligt bedt en af ministeriets afdelinger om at kigge efter eksempler på diskrimination af hvide eller asiatiske ansøgere i optagelsesprocessen til videregående uddannelser. Med de rygter, og med den nuværende præsidents holdning til affirmative action og hvides rettigheder i det hele taget, trækker det op til et opgør med affirmative action i den amerikanske uddannelsespolitik. 

Det bliver interessant at følge, præcis hvor kampen kommer til at stå, og hvordan resultatet falder ud, men én ting er sikkert. Slagsmålet om affirmative action er langt fra ovre, og etnicitet kommer til at spille en stor rolle for uddannelsespolitikken i mange år endnu. Ikke mindst i takt med at den tidligere dominerende hvide majoritet langsomt men sikkert kommer i undertal.