OL blev del af Putins sikkerhedspolitiske projekt

Efter tildelingen af OL-værtskabet til den russiske by Sotji i 2007 blev der fra politisk hånd satset massivt på sikkerhedsniveauet i den højspændte Kaukasusregion, der i mange år har været præget af en politisk konflikt. Det internationale mest kendte eksempel er genindførelsen af zartidens kossakbroderskab og deres kamp mod kvindebevægelsen Pussy Riot. De 1000 kosakker ud af de i alt 70.000 russere, der skulle varetage sikkerheden ved OL i Sotji, blev et symbolsk billede på, hvordan ”det nye Rusland” slog ned på alt form for politisk modstand hen imod De Olympiske Lege.

Af Stanis Elsborg, Cand.scient. i Idræt og Historie

OL i Sotji kan isoleret set ses som et sikkerhedsprojekt for den russiske statsmagt i forsøget på at øge kontrollen over Kaukasus, der som hjemsted for et hav af forskellige kulturer og religioner, ikke har kunnet nå til enighed gennem en politisk dagsorden. Det har således været afgørende for Kreml at afpolitisere konflikten i integreringen af regionen i den russiske enhedskultur. Kreml forsøgte således at sikkerhedsliggøre området ved Sotji og Kaukasus.

Konflikten i Kaukasus har i mange år været en både blodig og politisk stridighed, men ved at give Putin muligheden for at afholde OL i Sotji, så har verdenssamfundet gennem en transnational organisation som IOC og dertilhørende globale storsponsorer været med til at afpolitisere konflikten.

Et sikkert OL var ikke bare nødvendigt for Rusland, men også nødvendigt for IOC, globale sponsorer, samtlige nationers atleter osv., hvilket således legitimerede Putins brug af ekstraordinære midler i håndtering af Kaukasusområdet. ”Sikkerhedsliggørelse” er et begreb opfundet af danske Ole Wæver og finder sted, når det lykkes en sikkerhedsliggørende aktør at overbevise et relevant publikum om, at et givent fænomen udgør en eksistentiel trussel mod et givent referenceobjekt, og derved opnår tilladelse til at håndtere truslen med ekstraordinære midler.

Sikkerhedsliggørelse er i høj grad en politisk handling, hvor man gør noget apolitisk ved at sikkerhedsliggøre det og således fjerne det fra den politiske agenda. På den baggrund retfærdiggøres brug af ekstraordinære midler til at forsvare sig, herunder indførelse af undtagelseslove, mobilisering af militær og militære aktioner, ligesom de førnævnte restriktioner mod al modstand bliver accepteret. Det er et samspil mellem den russiske statsmagt og IOC, der i denne sammenhæng var de sikkerhedsliggørende aktører, som skulle overbevise resten af verdenssamfundet om, at frigivelse af ekstra midler var nødvendigt for sikkerheden under OL. Dette var en absolut nødvendighed for ikke bare værtslandet og IOC, men det var hele verdenssamfundets bekymring, at sikkerheden var i orden, hvorfor beslutningen om øget sikkerhed blev en absolut nødvendig og dermed apolitisk. Ved at samarbejde med IOC opnåede Putin også at gøre brug af IOC’s internationale anerkendte regler, der gør det ulovligt at udøve politiske manifestationer, propaganda eller demonstrationer mod IOC, hvorfor IOC således gav Putin fuldkommen styring over den politiske agenda. For Putin var det således ikke nødvendigvis negativt for processen om sikkerhedsliggørelse, at der i årene op til OL var så stort et fokus på Kaukasus som et betændt og konfliktfyldt område. Dette var således med til at pointere vigtigheden i at sikkerhedsliggøre området, da niveauet af sikkerhedsforanstaltninger er omvendt proportional med sikkerhedsniveauet.

Det mest håndgribelige bevis på Kremls store sikkerhedspolitiske satsning kan ses i budgetterne, der blev brugt til OL i Sotji. Forklaringen på de ultimativt dyreste vinterlege nogensinde skal således ikke kun ses i pengene brugt på vintersportsfaciliteter og infrastruktur. Ingen anden post har overskredet de planlagte budgetter så relativt meget som netop sikkerhed. Arrangørerne overskred sikkerhedsbudgettet med 647% sammenlignet med de planlagte budgetter i 2007. Til dette regnestykke hører det med, at sikkerhedsbudgettet ikke er opdateret siden 2011, hvorfor budgettet med stor sandsynlighed i praksis til slut har været endnu højere, da sikkerheden bl.a. blev opjusteret yderligere efter terrorangrebet på togstationen i Volgograd i 2013. Disse tal afspejler det tydelige fokus på sikkerhed både før og under OL, og sikkerhedsspørgsmålet tog præcedens over andre emner og blev fundamentalt i at sikre en konfliktfri afholdelse af OL for at fremme et positivt billede af både Rusland og dets ledere. Værdien for Putin ligger i sidste ende i evnen til at bevise overfor sig selv og omverdenen, at landet er vendt tilbage til den internationale scene og igen skal ses som en leder i international politik.

Dette symbolske aspekt kan være med til at forklare, hvorfor Kreml påbegyndte projektet uanset risikoen. De Olympiske Lege kunne have været afholdt langt mere sikkert i stort set alle andre områder. Alle andre muligheder ville dog udover den store prestige ikke indeholde den store symbolske værdi, som Sotji-Legene efterfølgende har givet. Sotji var på mange måder det perfekte sted at genoprette Ruslands stormagtsdrøm, på grund af beliggenheden i det nordlige Kaukasus, hvor indenlandsk oprør har udgjort et problem siden 1990’erne. Et velordnet og sikkert OL i netop denne region ville give en symbolsk sejr for regimet, og eftertrykkeligt påvise, at Rusland har ”orden i eget hus”, og dette rationale synes at gøre De Olympiske Lege i Sotji til en omhyggeligt kalkuleret risiko.

Stanis Elsborg har en kandidatgrad i humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab med speciale i Putins anvendelse af Vinter-OL i 2014 som politisk arena