Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Offentlig anklager tager klimaaktivisters parti og sætter dem fri

I en sag om klimaaktivisme er der nu sat et meget opsigtsvækkende punktum. Den offentlige anklager i Bristol County, Massachusetts, har ladet to klimaaktivister gå fri. Begrundelse for frifindelsen: Den offentlige anklager har ganske enkelt sympati for klimaaktivisternes sag.

Sagen som er blevet døbt ’hummerbåds blokaden’ startede i maj sidste år. I Massachusetts satte to klimaaktivister sig for at blokere en stor sending kul til et kulkraftværk. Til formålet sejlede de en båd beregnet til hummerfiskeri ind foran et kæmpe skib, der var lastet med 40.000 tons kul. Kul der var øremærket et kulkraftværk i Somerset, Massachusetts. Blokaden betød, at kulkraftværket fik forsinket sin sending med en dags tid. Da kystvagten kom frem, stoppede aktivisterne blokaden fredeligt, og kullet kom frem. Efterfølgende blev aktivisterne blandt andet anklaget for konspiration og for at forstyrre freden.
Sådan går det som regel; aktivister bliver anklaget og sat i spjældet, og virksomhederne fortsætter som altid. Men i sagen om den lille hummerbåd med de to klimaaktivister som besætning er der netop faldet en overraskende afgørelse.

Sympati dropper anklager mod aktivister
Efter de to aktivister – Jay O’Hara og Ken Ward – stoppede deres dagslange blokade, stod de overfor en vifte af ganske seriøse anklager. O’Hara og Ward vidste udmærket godt, at de ville blive anklaget, og at de højst sandsynligt skulle i retten og i fængsel. Men de to aktivister havde et hemmeligt våben, som de ikke havde regnet med overhovedet ville kunne blive brugt. Det hemmelige våben er en gammel juridisk term kaldet ’necessity defense’, og kan sammenlignes lidt med vores danske nødret. Det betyder, at ulovligheder i særlige tilfælde kan accepteres, hvis det medfører at værre hændelser undgås.

Som regel kræver brugen af ’necessity defense’ at man utvetydigt kan bevise, at det ville have været værre, hvis loven ikke var blevet brudt. Ud fra denne almindelige opfattelse virkede det temmelig usandsynligt, at forsvaret for O’hara og Ward ville kunne påberåbe sig ’necessity defense’. Ikke desto mindre blev anklagerne for få dage siden droppet. Med begrundelsen at aktivisterne udøvede ’necessity defense’.

På trods af at det grænser til det umulige, så er det altså lykkedes for de to aktivister og deres forsvarer, at få overbevist den offentlige anklager, Sam Sutter, om, at aktionen mod kulkraftværket ikke bør straffes. Men det er i virkeligheden ikke udelukkende forsvarernes fortjeneste. Hvis ’necessity defense’ skal kunne bruges, kræver det en hvis portion sympati fra anklageren. Og det er præcis det Sutter udtrykte i sin udtalelse foran retsbygningen forleden i forbindelse med frifindelsen. Sympati.

Helt klar i spyttet sagde Sam Sutter efter frifindelsen, at klimaforandringer er en af de vigtigste og største udfordringer Bristol County og resten af verden står overfor. Han forklarede desuden, at han rent juridisk set sagtens kunne have afvist ’necessity defense’, men at klimaforandringer er en stor global krise. Sympatien for klimaaktivisterne blev endnu tydeligere, da Sam Sutter på mødet med pressen afslutningsvis med et stort smil sagde, at han helt sikkert vil deltage i den store klimamarch i New York City den 21. september. Dermed er det tydeligvis den offentlige anklagers personlige holdning til klimaaktivisme og klimaforandringer, som skinner igennem i frifindelsen.

Frifindelse ses som vigtig sejr i aktivisternes lejr
Klimaaktivister fra hele USA må have haft svært ved at tro deres egne ører, da frifindelsen blev offentlig. I de fleste andre tilfælde ender klimaaktioner i arrestationer og ganske lange fængselsstraffe. Klimaaktivisters håb er nu, at der skabes præcedens til at lempe de ellers hårde straffe, som de er vant til. At Sam Sutters forståelse for klimaaktivisternes sag bliver en trend i retskredse andre steder i USA. At offentlige anklagere tør fortolke loven i klimaaktivisters favør. Man kan til dels forstå denne naive optimisme. For på trods af at O’Hara og Ward begge har fået krav om betaling af $2000, så må frifindelsen betegnes som en sejr for dem. Og for klimaaktivisme i USA. Men at der med frifindelsen ligefrem ligger en generel amerikansk lempelse for strafudmålingen til klima- og miljøaktivister og venter, er højst usandsynligt. Selv Sam Sutter har afvist, at sagen vil skabe præcedens i Bristol County, og nægter at lignende aktioner i fremtiden ikke vil blive straffet.

Men mon ikke klimaaktivister ser Bristol County som et fristed alligevel. Sam Sutters sympati for klimaaktivisme forsvinder nok ikke op i den blå luft, og han er nok mere tilbøjelig til at udmåle en kort straf til klimaaktivister end man er andre steder i USA. Der er nemlig store regionale forskelle på strafudmålinger i sager om klimaaktivisme. Sympatien for klimaaktivister ligger eksempelvis på et meget lille sted i Utah. Her kostede det en aktivist små to år i fængsel at forstyrre en olie- og gas auktion. I Bristol County koster det $2000.

Selvom klimaaktivister håber på, at sympatien for deres sag spredes henover USA, så sker det ganske enkelt ikke. Slet ikke i et omfang, som betyder, at aktivister nærmest får carte blanche a la Bristol County til at udføre aktioner på privat grund mod privatejede virksomheder. Bristol County er muligvis det eneste sted i USA, hvor der sympati for klimaaktivisme, og antipati for virksomheder, der ufrivilligt agerer målskive for klimaaktivister. Efter Sam Sutters frifindelse af O’Hara og Ward lader Bristol County til at være stedet, hvor klimaaktivister skal søge hen, hvis de vil bryde loven i kampen for klimaet. Og samtidig slippe billigt.

Written By

Tue Sander Hansen er bachelor i amerikanske studier og engelsk fra CBS med speciale i forholdet mellem lokal statslig og føderal klimapolitik i USA, samt master i globale studier fra RUC med speciale i global klimapolitik. Redaktør på antologien ‘Klimakrisen’, der udkom i maj 2015. Tue styrer ‘Klimapanelet’ og er tilknyttet Kongressen.com som klimaanalytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen