Obamas irakiske kvaler

Efter ordre fra præsident Obama har amerikanske luftstyrker indledt en luftkampagne i det nordlige Irak, tre år efter USA ellers havde trukket sig fra landet. Obama har følt sig tvunget til at handle, men han understreger – kamptropper er ikke på vej tilbage til Irak

Tre år efter den amerikanske tilbagetrækning har amerikanske bombefly og droner hen over weekenden angrebet mål i Irak for at svække den Islamiske Stats fremrykning i området omkring Erbil. Historiens skygge burde ellers i forvejen have ligget tungt over denne weekend. Søndag var det nemlig 50-året for vedtagelsen af Tonkin-Bugt Resolutionen, præsident Johnsons juridiske grundlag for udvidelsen af USA’s engagement i Vietnam. Men en tungere skygge skulle altså lægge sig over weekenden.
Nu er det store spørgsmål, hvornår vil Obama standse amerikanske kampmissioner over Irak?

Et spørgsmål om ambitioner
Begrundelsen for at begynde at bombe i Irak, var ifølge Obama at man ville standse en potentiel humanitær katastrofe i det nordlige Irak. En anden del af begrundelsen er også at beskytte amerikansk militært personel som i øjeblikket befinder sig i Erbil.

Obama har selv udtalt at operationen nok kommer til at tage mere end et par uger. Men hvor længe er der ikke nogen der på nuværende tidspunkt kan sige.
For hvornår er det nok. Hvornår mener man fra amerikansk side, at man har opfyldt sin mission, og dermed kan tage hjem. Det kommer meget an på, hvor ambitiøs en plan Obama har.

Den mest nærliggende målsætning for hvornår man vil stoppe operationerne ville være, når man har sikret de civile som er blevet fordrevet til Mount Sinjar nær byen Erbil. Disse civile har præsenteret Obama med den mest umiddelbare problemstilling i forhold til at intervenere. For at undgå at disse tusinder af civile skulle miste livet, har man valgt at begynde at bombe den Islamiske Stat i området. Når disse er sikret, kunne Obama vælge at sige, at man nu vil stoppe kampmissioner i større omfang og kun fortsætte i det omfang disse civile igen kommer i fare. Dette virker til at være den mest sandsynlige målsætning.

En mere ambitiøs målsætning ville være at hjælpe med at drive IS tilbage og hjælpe den irakiske regering med at tilbageerobre områder, snarere end holde IS tilbage som virker til at være målsætningen lige nu. Der er rigtig mange som har opfordret Obama til aktivt at deltage i nedkæmpelse af IS. Dette er dog ikke umiddelbart den mest sandsynlige mulighed.

Bekæmpelse af IS
Der er nemlig flere problemer i forhold til en aktiv amerikansk deltagelse i bekæmpelsen af IS, og tilbageerobringen af territorier som IS i øjeblikket kontrollerer.
For det første har Obama understreget at man ikke vil risikere at agere luftvåben for det shiamuslimske flertal, rettet mod det sunnimuslimske mindretal i det nordlige Irak. Den irakiske regering, i øjeblikket domineret af shiamuslimer, skal være mere åben over for at sikre mindretals rettigheder i landet, før man fra amerikansk side vil gøre mere. Der skal vises politisk forsoning, ellers vil et amerikansk engagement ikke løse situationen, men blot lægge en midlertidig dæmper på situationen, som dermed kan eksplodere igen så snart USA trækker sig.

Så Obamas eget krav om politisk forsoning er første faktor som tæller imod et større og længere amerikansk engagement i landet.
Hvis den politiske forsoning skulle vise sig, er der dog yderligere problemer. For Obama har understreget, at amerikanske kamptropper ikke er på vej tilbage til Irak. Dermed har han så godt som udelukket brugen af amerikanske landstyrker, og dermed begrænses mulighederne for intervention. For en amerikansk luftkampagne mod IS vil dermed kræve, at den irakiske hær tager initiativet på landjorden, noget som kan tage lang tid set i betragtning af hvor uorganiseret, den irakiske hær har opført sig den seneste tid mod IS. Man vil derfor skulle vente på, at irakerne får organiseret sig, og derefter koordinere en amerikansk luftkampagne med irakiske landoperationer. Det kan lykkes – det så man i Libyen hvor man koordinere med oprørere på jorden. Men spørgsmålet er, om der er politisk tålmodighed til en sådan kampagne, eller om amerikanerne blot vil se det som en konsolidering af et regime, som ikke fungerer og derfor trække stikket inden.

Sidste og langt mere omfattende er problemet med hvor langt man skal gå, for at kunne sige at man har besejret IS. Hvis USA vælger at støtte den irakiske regering som resultat af tegn på politisk forsoning, og får koordineret luft- og landkampagner, så vil problemet være om det er nok. Den Islamiske Stat er nemlig ikke kun et irakisk problem. Man skal huske på at gruppen oprindeligt kom fra Syrien og derfra begyndte at rykke ind i Irak. En total nedkæmpelse af IS vil derfor enten kræve en forfølgelse af IS ind i Syrien – højst usandsynlig – eller en total sikring af grænsen mellem de to lande. En opgave som også virker meget stor for det irakiske militær.

Der er altså flere ting som taler for at det amerikanske engagement vil holde sig til en begrænset kampagne rettet mod at forhindre et folkedrab i det nordlige Irak. Et større engagement vil kræve langt større amerikansk involvering, og det vil være svært at definere en succesfuld slutstatus.

Tilbage til Irak
Man er altså endnu en gang ved at kaste bomber over Irak, tre år efter man troede at Irak var blevet endnu et kapitel i amerikansk militærhistorie. For en præsident som gjorde det til en hjørnesten i sin præsidentkampagne i 2008 og senere sin politik over for Mellemøsten, at man skulle ud af Irak, giver dette anledning til frustration.
Det er derfor det er så vigtigt for Obama at understrege at amerikanske soldater ikke er på vej tilbage til Irak, og få defineret hvad man vil opnå.

Når man ser på de kampfly som har fløjet kampmissioner over Irak, er der da også en historisk ironi over det. De første bomber som blev smidt over Irak, blev smidt af F/A-18 Hornet fly fra hangarskibet USS George H. W. Bush, opkaldt efter den første amerikanske præsident som stod i spidsen for kampoperationer mod Irak.

På nuværende tidspunkt har USA hangarskibet USS George H. W. Bush med ca. 50 kampfly og yderligere fly af forskellige typer liggende i den Persiske Golf, støttet af diverse krigsskibe som kunne sende missiler ind over Irak. Ud over hangarskibsgruppen har man også et amfibieskib fra det amerikanske Marinekorps liggende, med 2000 marinesoldater ombord, med egne kampfly og helikoptere til at kunne støtte eventuelle operationer. Disse styrker er hvad Obama trækker på i disse dage til at kunne udføre missionerne i det nordlige Irak. Obamas forhåbning er at han ikke behøver engagere flere styrker, og at han kan trække de nuværende styrker væk inden for en overskuelig fremtid. For hvis der er noget Obama ikke vil, så er det tilbage til Irak!