Obama skal ikke nyde noget af Gaza

I løbet af sommeren har krig endnu en gang raset i Gaza-området, mellem Israel og Hamas. Denne sommers begivenheder har vist, hvordan USA’s forhold til Israel er mere kompliceret end før. Udenrigsminister John Kerry har rejst til regionen for aktivt at hjælpe til en løsning. Obama har holdt sig mere tilbageholdende.

Israel og Hamas har igen denne sommer fyldt de internationale nyheder, i skarp konkurrence med krisen i Ukraine. I denne omgang af konflikt har den amerikanske udenrigsminister John Kerry været meget aktiv i regionen for at finde en løsning på konflikten.

Problemet for Kerry er dog, at USA ikke har haft en særlig godt forhold til Israel under Obama-administrationen, samt en vigende rolle i regionen. Det gør det svært for Kerry at øve indflydelse bag kulisserne hos parterne. Noget som USA ellers traditionelt har kunnet.

Fra administrationens side virker det også til, at man har besluttet at lade Kerry køre showet i Mellemøsten, mens Obama har holdt sig i Washington. En nærliggende kalkulation virker til at være, at præsidenten simpelthen ikke har den politiske kapital der er nødvendig til at håndtere en situation, hvor der ikke umiddelbart er den store sandsynlighed for en udenrigspolitisk triumf.

En rodet affære
Det amerikanske engagement i den nuværende konflikt har på en måde været symptomatisk for USA’s engagement i regionen. Man har ikke helt vidst, hvad man skulle stille op med de udviklinger, som har fundet sted i regionen, mens Obama har været præsident. Det har også præget USA’s håndtering i denne omgang.

Meget hurtigt efter konfliktens udbrud kom den ægyptiske regering med et udspil til fred, og Kerry støttede det med det samme. For at lægge vægt bag sin støtte, annoncerede Kerry, at han ville rejse til regionen. Lidt efter denne meddelelse blev Kerrys rejse rykket til senere samme uge, for at give parterne tid til at tænke over forslaget.

Som alternativ til Ægyptens fredsforslag kom Qatar senere med endnu et forslag, som parterne kunne overveje. USA’s reaktion var, at man fortsat støttede Ægyptens forslag, og angiveligt var der udpræget irritation bag kulisserne over Qatars forslag, som man fra amerikansk side mente trak opmærksomhed væk fra det mere troværdige forslag fra Ægypten. Der skulle sågar have været en lille opsang til den lille golfstat fra den store allierede.
Det forhindrede dog ikke rygter i et par dage senere at sprede sig, om at USA nu pludselig støttede Qatars forslag, snarere end Ægyptens.

USA’s håndtering af konflikten mellem Israel og Hamas har altså til tider været svær at følge. Men det er som sagt meget symptomatisk for administrationens forhold til Mellemøsten, at man ikke helt ved, hvad ben man skal stå på. Man har nemlig i de seneste 5 år, måske ikke helt brændt broer, men hældt godt med tændvæske ud på visse broer i regionen.

Obamas forhold til Mellemøsten
Lige siden han blev præsident, har Obama haft et anstrengt forhold til Mellemøsten. Hans målsætning da han blev præsident, var at få USA ud af de to krige i Irak og Afghanistan, og lige så vel undgå at blive engageret i nye konflikter i regionen.

Derfor har man ofte set en meget hands-off tilgang til regionen, hvor USA’s respons ofte er blevet holdt på et politisk niveau, uden nogen former for militært svar i større eller mindre grad. Administrationens politik over for Mellemøsten har ofte virket som en meget ad hoc måde at gribe tingene an. Administrationens håndtering har ført til anstrengte forhold til flere af de ellers traditionelt tætte allierede i regionen.

Især håndteringen af det Arabisk Forår fik hældt tændvæske ud på diverse broer. F.eks. da Obama var ude og kræve den ægyptiske diktator Mubaraks afgang, fik det flere statsledere i regionen til at løfte øjnebrynene. Ægypten og Mubarak havde i mange år været en god ven af USA. Nu vendte USA pludselig ryggen til deres ven, baseret udelukkende på begivenhederne på Tahrir Pladsen i Cairo. Det huede ikke de andre ledere, hvis magt, ligesom Mubaraks, var baseret på militær magt, at de kunne risikere at miste USA’s opbakning så nemt. Den negative respons blandt de allierede i regionen fik da også USA til at skrue ned for kritikken af styrene i f.eks. Bahrain og Saudi Arabien. Men den mistro som opstod i sammenhæng med Mubaraks fald, er stadig noget som Obama må arbejde med.

Forholdet mellem Israel og Obama-administrationen har fra starten af været anstrengt, og især forholdet mellem den israelske premierminister, og Obama har været iskoldt fra begyndelsen. Det har derfor primært været forbindelser mellem militæret i Israel og USA, som har båret forholdet i lang tid. Den situation har John Kerry fået ændret på efter hans udnævnelse til udenrigsminister, hvor han har dyrket et tættere forhold til parterne i konflikten mellem Israel og Palæstina.

Dette anstrengte forhold til Mellemøsten og de store aktører i regionen har haft den betydning, at Obama-administrationen ikke har kunnet lægge pres på parterne i kraft af et derudover tæt forhold. Derfor har Obama-administrationens håndtering af Mellemøsten malet USA op i en krog, hvor handlemulighederne er begrænsede.

Regionale allierede må stå på egne ben
Efter i flere år at have observeret den distancerede amerikanske håndtering af Mellemøsten og tilnærmelse til Iran, har især Saudi Arabien taget konsekvensen. Sandsynligheden for en væbnet amerikansk intervention i regionen er meget lav efter mere end 10 års krig i Irak og Afghanistan. Det betyder at af flere regimer i regionen nu ikke længere kan forlade sig på, at USA vil hjælpe i nødsituationer, og det er noget som Saudi Arabien har taget til sig.

Regionen er i øjeblikket fanget i en konkurrence om regional dominans, og de to største parter er Saudi Arabien og Iran. De to lande fodrer allierede i borgerkrigen i Syrien, og der flyver også anklager om støtte til parterne i Irak. Denne kamp om dominans udkæmpes i øjeblikket som stedfortræderkrige, historisk set en måde for stormagter at bekrige hinanden uden en direkte konfrontation, som man ikke er sikker på hvor voldsomt kan eskalere. Det var især populært under den Kolde Krig hvor USA og Sovjetunionen bevæbnede stedfortrædere over hele verden for at bekæmpe støtter af modparten.
Den nye situation i Mellemøsten har ført flere ting med sig. Der skal angiveligt være hemmelige kontakter mellem Iran og Saudi Arabien for at etablere en fast kontakt mellem de to lande for at undgå eventuelle eskalationer.

Den distancerede håndtering af regionen har også betydet at Saudi Arabien har valgt at opruste militært. Denne oprustning har vist sig ved en 8% stigning i forsvarsudgifter fra 2012 til 2013, og dermed et samlet forsvarsbudget på $59,6 milliarder. Dermed er Saudi Arabien rykket op på en 4.plads over de lande i verden, som bruger mest på forsvaret –foran lande som Storbritannien og Frankrig.

At Saudi Arabien er begyndt at opruste, dyrke et tættere forhold til Iran og engagere sig i stedfortræderkrige er til dels et af den amerikanske politik over for regionen under Obama. Man stoler simpelthen ikke uden tøven på at USA nok skal stå klar. Det vi ser er altså et stormagtskampløb, som udspiller sig politisk og militært, både på slagmarkerne i Syrien og Irak, men også politisk.
Samme tendens kan i øvrigt observeres i flere golfstater som også ønsker at kunne stå på egne ben.

Hvorfor Kerry i Mellemøsten
Der er flere årsager til, at man har sendt John Kerry til Mellemøsten i denne omgang. For det første politiske grunde. Obama har ikke råd til endnu en udenrigspolitisk tabersag, som han personligt bliver blandet ind i. Ved at sende Kerry er det stadig administrationen der handler, men det er ikke i så vidt omfang Obama selv, som måtte blive ramt af, hvis parterne når en aftale som af Obamas modstandere i Washington kunne ses som dårlig.

Den anden årsag er, at Kerry i forvejen har arbejdet hårdt på at få en løsning på Israel-Palæstina konflikten, siden han blev udnævnt til udenrigsminister. Derfor er det naturligt at sende ham tilbage og kæmpe videre for en politisk løsning.
Men netop Kerrys store engagement i Mellemøsten har undret mange udenrigspolitiske observatører. Siden 2012 har en af hjørnestene i amerikansk udenrigspolitik været fokusskiftet til Asien. Da Hillary Clinton var udenrigsminister, rejste hun meget i regionen, og gjorde meget ud af skriftligt at formidle, hvad administrationen søgte i regionen.

I modsætning til Clintons fokus, så har Kerry i højere grad fokuseret på Mellemøsten. Mange kritikere har pointeret uhensigtsmæssigheden i, at den amerikanske udenrigsminister dermed virker til ikke at være bag det fokusskifte, som blev annonceret før han kom til. Ligeledes er der fare for, at regionale allierede i Asien vil se det som endnu et tegn på, at USA ikke er seriøse om deres fokusskifte.

Om kritikerne har ret i dette, vil tiden vise. Det sender helt klart et svagere signal i Asien, at Kerry har brugt så meget tid i Mellemøsten, og derfor sat tempoet ned i regionen i forhold til Clinton.
I den nuværende situation har det dog vist sig brugbart, at udenrigsministeren i forvejen arbejdede på Mellemøsten, i kraft af præsidentens svage status i regionen.

Det overordnede billede af Obama-administrationens håndtering af den nuværende konflikt har altså på mange måder lignet håndteringen af Mellemøsten siden 2009 – til tider tilfældig og med en arms længdes afstand.