Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Obama skal finde 800 milliarder dollars

En finanspolitisk bombe tikker under den amerikanske økonomi. Går den af, kan ikke alene USA men også resten af verden ryge ud i en ny, dyb recession. Men det ender formentlig med, at der findes en løsning, vurderer økonomiske analytikere

Af Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard

Når Barack Obama 20. januar bliver taget i ed til endnu en periode som præsident, er det med udsigten til en amerikansk økonomi, der er på nippet til at brage mod ’the fiscal cliff’ – en populær betegnelse for et meget upopulært scenarie, der træder i kraft i USA straks i det nye år, når en række skattelettelser udløber, og en række nedskæringer på det offentlige forbrug træder i kraft.

Skattestigninger og besparelser i det offentlige er en kras cocktail, og økonomer forventer, at Obama i første omgang skal ud og finde knap 800 milliarder dollars – hvoraf to tredjedele vil blive hentet hjem på skattestigninger. Lykkes det ikke for Obama og Kongressen at få styr på økonomien i fællesskab, kan det sende USA og resten af verden ud i en ny og dyb recession.

”Der er mere end en teoretisk mulighed for, at amerikanerne rammer ’klippen’,” siger Kim Fæster, Senioranalytiker i Makroøkonomi i Jyske bank.
”Men vi regner ikke med, det sker. Det skyldes simpelthen, at hvis USA bliver ramt, så sender det landet ud i en dyb recession. Det er ingen interesseret i.”

Hårde forhandlinger
Lige nu foregår der hårde og intense forhandlinger i Kongressen. En af mulighederne er, at et flertal bliver enige om at udskyde hovedparten af stramningerne til gengæld for en overordnet ramme for budgetstramninger på 3.000-4.000 milliarder dollars over de næste ti år. Kim Fæster mener dog, at det er mest sandsynligt, at det ender med en lille aftale på de 800 milliarder dollars.
”Politikerne vil sandsynligvis trække den så længe som muligt og formentlig først blive enige om en aftale kort før det nye år,” siger Kim Fæster Det er en vurdering, der deles af Ulrik Bie, Chefanalytiker i Nykredit.

”Der har været meget teatertorden, men der kommer en aftale inden jul. En aftale betyder, at man udsætter problemstillingen til næste år. Det er det, man bliver enige om. Man forlænger med et år,” siger han, og fortsætter:
”Amerikansk finanspolitik er jo hele tiden klemt af ’fiscal cliffs’. Denne gang er den bare lidt større end den plejer, men det her er sket før.”

Investorer er nervøse
Kim Fæster vurderer, at den største fare i virkeligheden er, at de amerikanske forbrugere og investorer bliver nervøse over udsigten til alvorlige problemer, at de skruer ned for forbrug og investeringer, så amerikanerne vil opleve et dyk i økonomien.
”Det svarer til, at du fik at vide, at du ville gå fem procent ned i løn om et par måneder. Så ville du måske også holde igen med at bruge penge,” siger han.

Ulrik Bie er delvist enig.
”Amerikanske forbrugere er fuldstændig blinde for alt andet end deres egen situation. Så længe pengene er på kontoen, så bliver de ved med at bruge dem. Men vi kan se, at amerikanske virksomheder er blevet tilbageholdende med investeringer.”

Written By

Jens Aagaard er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Dækkede i knap ti år dansk politik for Ekstra Bladet og var derefter ansat på Søndagsavisen, hvor han blandt andet dækkede dansk politik og skrev interviews og portræthistorier. Udgav i januar 2013 den anmelderroste bog ‘Da Spin Erobrede Danmark’ sammen med Anders Agner Pedersen og var blandt bidragyderne til antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’. Tilknyttet Kongressen.com som portrætskribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen