Obama satte ikke USA’s position i Mellemøsten over styr

Skuffelse og frustration dominerer i de bedømmelser, Obama får for sin indsats på det udenrigspolitiske område. Det gælder især Mellemøsten. Her kunne Obama ikke leve op til de store forventninger, som han skabte med sin Cairotale i 2009, hvor han indvarslede en ”ny begyndelse” baseret på gensidig respekt mellem Vesten og den muslimske verden. De forventninger kunne ingen imidlertid have indfriet. Obamas resultater i Mellemøsten adskiller sig ikke markant fra hans forgængeres.

Skrevet af Peter Viggo Jakobsen lektor ved Forsvarsakademiet og Professor (deltid) ved Center for War Studies på Syddansk Universitet

Obamas kritikere tillægger ham hovedansvaret for den forfærdelige udvikling i Syrien, ISILs opstigen og den generelle destabilisering af regionen. Det ville USA aldrig have tilladt i ”gamle dage”, lyder argumentet. Obamas tøven i forhold til militær indgriben og manglende lederskab ses som en væsentlig del af forklaringen på den negative udvikling i Mellemøsten.

Der er tre problemer med denne kritik. Den første er en mangel på historisk indsigt. USA har aldrig været i stand til at styre udviklingen i Mellemøsten. Regionen har været kendetegnet af krig og ustabilitet siden starten af 1900-tallet, og ustabiliteten fortsatte efter USA påtog sig en stormagtsrolle i regionen i 1956, hvor USA tvang Israel, Frankrig og Storbritannien standse deres intervention i Egypten og acceptere nationaliseringen af Suezkanalen.

USA var efterfølgende ude af stand til at forhindre den lange række af krige, der fulgte, Seks-dagskrigen mellem Israel og de arabiske lande, krigen mellem Egypten og Israel i 1973, revolutionen i Iran og den efterfølgende besættelse af den amerikanske ambassade, krigen mellem Irak og Iran, der varede i otte år og kostede over en million mennesker livet, borgerkrigen i Libanon, og Iraks annektering af Kuwait i 1990 – som USA dog sørgede for at bringe til ophør ved at smide Irak ud igen. USA havde heller ikke stor succes med at skabe fred mellem Israel og palæstinenserne selv om flere præsidenter brugte mange ressourcer på projektet i løbet af 1980erne og 1990erne.

Den konflikt i Mellemøsten, som minder mest om den nuværende i Syrien, er Libanonkonflikten (1975-1990). Her støttede en række eksterne aktører (Syrien, Israel, Iran og USA) forskellige interne parter, der kæmpede om magten. Denne konflikt viste USA sig ligeledes ude af stand til at håndtere. Forsøg på at mægle mislykkedes, Israel iværksatte en invasion i 1982 uden at informere USA og indsættelsen af en fredsbevarende styrke med amerikansk deltagelse gik helt galt. Et angreb udført af selvmordsbombere 23. oktober 1983 kostede 241 amerikanske soldater livet, og 4. december skød syriske styrker to amerikanske kampfly ned. Det hele endte med, at USA gav op og trak sine styrker ud i februar det følgende år.

Kritikken af Obama er for det andet urimelig, fordi den ignorerer, at Obama fik en atomaftale på plads med Iran. Selv hvis den mislykkes, vil denne aftale udskyde det tidspunkt, hvor Iran kan fremstille atomvåben – hvis det da ellers er det, præstestyret ønsker. Han har også gjort det, som hans forgængere traditionelt er blevet kritiseret hårdt for ikke at gøre: nemlig at kritisere Israel og Saudi Arabien. Forholdet mellem USA og disse to lande har været det køligste i mands minde præcis, fordi Obama har været usædvanlig kritisk overfor disse to allierede.

Endelig bygger kritikken af Obamas manglende vilje til at gribe militært ind overfor Assad regimet i Syrien på den yderst tvivlsomme antagelse, at det kunne have gjort en afgørende forskel, hvis USA havde interveneret på et tidligt tidspunkt, eller hvis Obama havde bombet det syriske regime i 2013 som straf for dets anvendelse af kemiske våben.

Det er svært at se at tidlig indgriben ville have gjort en forskel, fordi der aldrig var en samlet troværdig oppositionshær at støtte i Syrien. Der er ingen belæg for at hævde, at den Frie Syriske Hær kunne have skabt stabilitet i Syrien, såfremt USA havde bidraget til at vælte regimet på et tidligt tidspunkt ved at ødelægge det syriske luftvåben og levere luftstøtte til oprørerne på samme måde, som USA/NATO gjorde i Libyen 2011. Regimets fald ville have udløst en kamp om regeringsmagten præcis, som det skete i Libyen. Den ville bare været blevet meget værre, fordi parterne i Syrien ville have fået hjælp af Iran, Saudi Arabien, Tyrkiet m.fl. der hver især ville have støttet de grupper, som de ville have til at styre (dele af) det fremtidige Syrien.

Hvad ville der være sket, hvis Obama ikke i sidste øjeblik havde afblæst det bombeangreb, han havde truet med at udføre i kølvandet på det giftangreb som det syriske regime udførte i august 2013? Amerikanske og franske missiler ville have regnet ned over Syrien og ødelagt våbenlagre og lignende faste mål. Derefter ville russerne have overtalt regimet til at udlevere sine kemiske våben til FN præcis som det senere skete. Det ville ikke have ændret krigens gang, fordi de syriske parter og deres eksterne støtter stadig ikke kunne enes om noget som helst, og fordi hverken USA eller nogen andre vestlige lande ønskede at sende soldater ind på landjorden for at tvinge parterne til at holde op med at slås.

Problemet i Syrien var aldrig, at Obama ikke turde bruge militær magt. Han har brugt masser af militær magt i sin embedsperiode. Han satte 50.000 ekstra amerikanske soldater ind i Afghanistan i 2010, han banede vejen for NATOs krig i Libyen i 2011, og amerikanske specialstyrker og luftmagt er i dag engageret i terrorbekæmpelse over store dele af Afrika og i Afghanistan, samt den omfattende kampagne mod ISIL i Irak og Syrien. Problemet i Syrien er, at det er svært, at se hvordan amerikansk brug af militær magt kan understøtte en acceptabel politisk løsning, uden at det militære engagement bliver så omfattende, at det ikke står mål med resultatet. Fraværet af troværdige landstyrker har gjort det umuligt at intervenere med luftmagt og specialstyrker på en måde der kunne påvirke krigens gang afgørende. At Obama ikke har ønsket at sende amerikanske soldater ind på jorden i Syrien kan man ikke fortænke ham i. Det ville være endt lige så godt, som det gjorde i Afghanistan og Irak.

Samlet set har Obama ikke været markant dårligere end sine forgængere. USA har aldrig været almægtig, hverken i Mellemøsten eller andre steder.

Peter Viggo Jakobsen er lektor ved Forsvarsakademiet og Professor (deltid) ved Center for War Studies på Syddansk Universitet. Han forsker, formidler og underviser i militær magtanvendelse og konflikthåndtering.