Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Obama rykker sig ikke ud af stedet

Amerikanernes opbakning til præsident Obama har været større end den er nu. Dog har 2014 som udgangspunkt været stabilt for Obama, uden det af den grund er særlig prangende. Endnu værre ser det dog ud i forhold til befolkningens tillid til Kongressen, der fortsat er historisk lav.

Præsident Obama har fuld fart på i disse dage. Med den store Asien-rundtur, spændingerne i Ukraine, en skrøbelig amerikansk økonomi og en fjendtlig kongres er der nok at tage sig til for lederen af den frie verden.
Men selv om præsident Obama utvivlsomt ligger sig i selen for hver dag at varetage sit job på bedste vis, så giver det ikke anledning til ret mange klap på skulderen fra den amerikanske befolkning. I hvert fald ikke fra andre end dem, der hele tiden har gjort det.

Nye tal fra RealClearPolitics viser nemlig, at præsident Obamas approval ratings mere eller mindre er frosset fast. Således har hele 2014 været forbavsende stabilt, sammenlignet med især den sidste halvdel af 2013, der bød på store udsving i befolkningens opbakning til præsidenten.
Status for Obama efter en tredjedel af 2014 er overstået, at 44 procent af amerikanerne synes han gør et godt stykke arbejde, mens 52 procent synes det modsatte.
Det er imidlertid ikke kun præsidentens approval ratings, der er frosset fast de seneste måneder. Det samme gør sig gældende for både befolkningens tillid til Kongressen og deres opfattelse af, hvorvidt USA som nation er på rette spor.

På det gale spor
For at starte med Kongressen, så er stabiliteten dog langt fra noget at prale med. Tværtimod må den aktuelle tillid til de folkevalgte på Capitol Hill betegnes som noget i retning af jævnt elendig. Således er det kun 14,2 procent af amerikanerne, der synes, Boehner, Pelosi og kolleger kan være deres indsats bekendt. Omvendt mener hele 77,6 procent, at der er plads til forbedringer. Nøjagtig som det har været tilfældet gennem hele 2014.
Også i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt USA er på rette eller gale spor som nation, er tallene frosset fast. 29 procent af amerikanerne mener i øjeblikket, at deres land er på rette vej, mens 61,3 procent synes det modsatte.

Svagt stigende opbakning til Obamacare
Der er med andre ord ikke meget at råbe hurra over, hverken for præsident Obama eller hans kolleger på Capitol Hill. Eneste lille lyspunkt for Obama i ellers trængte tider er, at opbakningen til sundhedsreformen er steget et par enkelte procent i løbet af de sidste par måneder. Lige nu synes 41,3 procent af amerikanerne således, at Obamacare er en god ide. Når Obama dog nok alligevel holder igen med de spontane jubelbrøl, er det fordi der fortsat er 52,7 procent af amerikanerne, der har svært ved at se fidusen i The Affordable Care Act.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen