Obama ringer sidste omgang med klimaklokken

Barack Obama spiller sit sidste kort i et forsøg på at skabe bredere politisk tilslutning til sin klimapolitik. Visionen om at gøre USA’s energiproduktion mere bæredygtig og klimavenlig har endnu ikke mødt tilstrækkelig politisk opbakning. Nu spiller Obama så sidste klimakort – og det kan meget vel vise sig at være en trumf

Han vil så gerne have, at det skal lykkes. Han vil så gerne kunne sige, at han var manden, der gjorde USA grønnere. Og han vil forfærdelig gerne have, at det sker snarest muligt. For selv om præsident Obama både talte om vigtigheden af at gøre USA mere klimavenligt og understregede behovet for en grønnere national profil sin indsættelsestale i 2009 og gentog pointen i 2013, lader den grønne revolution vente på sig.
Og det piner Obama. For han kan, som så mange andre, godt se, at et problem ikke går væk, hvis bare man ignorerer det længe nok. Tværtimod rummer historien talrige eksempler på, at netop den indstilling blot gør problemet større og værre.

Men det er ikke nogen let sag, at få luft under klimavingerne i USA. Og det er ikke fordi, at der ude i de allermest hardcore prærieområder er folk, der konsekvent nægter at anerkende global opvarmning som en realitet. Lige som der er dem, der stædigt fastholder, at det var Guds vilje at det sydlige Manhattan stod under vand efter Hurricane Sandy for snart halvandet år siden.
Eller rettere: Det er også derfor. Men mest af alt er det fordi klimadagsordenen er svær at sælge rent politisk. For hvordan forklarer man vælgerne, at de investeringer, man laver lige nu, først for alvor vil give afkast om 50 år? Især i en tid, hvor nationen fattes midler og arbejdsløsheden fortsat er høj? Nej, det er ikke nogen helt let øvelse. Og kombineret med, at det meste klimalovgivning skal vedtages i Kongressen, der er så destruktiv som aldrig før, nej, så er det ikke nogen dans på roser at hedde Obama og være grøn kriger.

I stedet for at læne sig tilbage i sin lænestol i det ovale værelse og i et øjeblik af selvmedlidenhed nå frem til at så kan det også være lige meget med klimaet, har Obama nu samlet handsken op og giver klimadagsordenen et sidste skud.
Og det er ikke fordi der er mange muligheder tilbage at gøre brug af for den trængte præsident. For langt de fleste, har han for længst afprøvet, men uden held. Men vejen han nu går, kan vise sig at blive succesfuld. For nu er det slut med at søge kompromiser, for det fører alligevel ikke til noget. Næ, når de andre ikke magter opgaven, så må præsidenten jo selv tage affære.

Og det er netop hvad Obama har tænkt sig at gøre nu. Hvis der efter otte år med mig for bordenden ikke er sket en pind på klimafronten, så skal det ikke være fordi jeg ikke gjorde alt, hvad der stod i min magt, synes at være rationalet bag Obamas nye strategi.
I al sin enkelthed handler Obamas nye klimastrategi om at undgå at gøre brug af det, der kaldes ’Executive Order’.

I november sidste år udstedte Obama netop en sådan ’Executive Order’. Præsidenten benyttede hermed sine beføjelser til, uden om Kongressen, at få dele af sin klimapolitik igennem. Som resultat heraf blev ’Climate Hubs’ for nyligt præsenteret som nyt klimapolitisk initiativ. Tanken er at USA’s landbrug i højere og bedre grad skal informeres og vejledes om de udfordringer som landmændene står overfor som følge af klimaforandringerne. Men dette tiltag er kun en lille del af Obamas klimapolitiske vision. Det store spørgsmål er om Obamas klimapolitik nogensinde vil blive gennemført fuldt ud.

For generelt set har det helt store problem for Obama i klimapolitiske henseender været mangel på politisk opbakning. Og det er svært at skaffe den fornødne politiske tilslutning, når man er oppe imod en splittet Kongres, hvor det er den republikanske norm at være modstander imod alt hvad Obama foreslår. Derfor har han følt sig tvunget til at komme med en ny klimapolitisk strategi.

Indholdet er som sådan ikke nyt. Ligesom tidligere er meget fokus lagt an på at gøre USA uafhængig af andre landes energiproduktion. Og ligesom tidligere kobler Obama sin energipolitik til kampen mod klimaforandringer. De nye elementer er økonomisk vækst og jobskabelse. Den nye klimapolitiske strategi blev præsenteret i præsidentens seneste ’State of the Union Address’ hvor Obama stod foran Kongressen og sagde ’…vores energipolitik skaber arbejdspladser og fører til en renere, sikrere planet.’

Grøn vækst – et retorisk no-go
Præsidenten har, sagt med et poppet udtryk, fået øjnene op for ’grøn vækst’. Obamas tilgang er nu skiftet til i langt højere grad at handle om at skabe økonomisk vækst og nye amerikanske job som følge af øget produktion af alternativ og mere bæredygtig energi. Og på den måde at bekæmpe de klimatiske udfordringer som USA og resten af kloden står overfor.

Det ultimative mål i Obamas energipolitik er for selv de mest indædte politiske modstandere svær at være imod. Hvem vil ikke gerne have at USA går fra at være en energiimporterende nation til, måske en gang i fremtiden, at være energieksportør? Og USA er godt på vej i denne retning. Produktionen af olie har aldrig været større, og med den nye dreng i klassen, naturgas, så ser det ud til at målet kan indfries på et tidspunkt i en nær fremtid. Men Obama er klar over at alternativ og bæredygtig energi også er en stor del af løsningen. Især hvis det klimapolitiske mål om at reducere udledningen af CO2 samtidig også skal nås.

Leveringen af det klimapolitiske budskab kan vise sig afgørende for den politiske opbakning. Selvom tanken om grøn vækst helt klart er det nye element i Obamas klimapolitik, så vil Obama formentlig aldrig bruge ordene grøn vækst overfor Kongressen. Her vil mange, nok primært republikanere, anse det som fy-ord. Obamas bedste mulighed for at skaffe bredere politisk opbakning er præcis det, som han har gjort. Uden at bruge betegnelsen grøn vækst, så kobler han jobskabelse, økonomisk vækst, bæredygtig energi og grøn teknologi.

Det at Obama i høj grad tidligere forsøgte at bruge klimaforandringer til at skabe bred opbakning til sin energipolitik duede ikke. Det blev simpelthen ikke købt af Obamas kolleger i Washington. Obama har derfor skulle finde en ny tilgang i sit forsøg på at promovere ideen om at øge USA’s produktion af bæredygtig og grøn energi. Umiddelbart virker det som en god ide at Obama præsenterer sin klimapolitik på en ny måde uden at ændre den egentlige målsætning.

At forsøge at skabe konsensus omkring klimapolitiske spørgsmål kræver formentlig at Obama benytter en økonomisk vinkel, som de færreste politikere i Washington kan være uenige om. Der er nemlig ingen, uanset det politiske tilhørsforhold, der kan eller vil anfægte ønsket om at skabe flere amerikanske arbejdspladser. Dermed er et skrøbeligt fundament for større politisk opbakning på klimaområdet lagt.

Politisk modstand gør det svært
Med den nye måde at præsentere sin klimapolitik på er det tydeligt at Obama vil have større tilslutning i både Washington og i den amerikanske befolkning. Der er dog ingen tvivl om, at det bliver svært for Obama at skabe den tilslutning, som han ønsker. Både i Washington og i den amerikanske befolkning. Uanset hvilken kontekst han propper sin klimapolitik ind i. Der er nemlig stadig mange i USA, der ikke er overbevist om at kloden undergår betydelige klimaforandringer. Endnu mindre overbeviste er de om, at mennesket bærer en del af skylden. Samtidig er det mange amerikanske politikere som helt grundlæggende skal ændre opfattelse, før de i det hele taget ser et lighedstegn mellem jobskabelse, øget energiproduktion og reduktion af CO2. Herudover kan man diskutere, hvorvidt grøn energi vil skabe job, uden at det er på bekostning af andre arbejdspladser.

Selv med den nye måde at præsentere sin klimapolitik på, så står Obama med en mulig vinderhånd, der kan vise sig svær for ham at få i spil. For den politiske opbakning synes langt væk, og præsidenten er ikke kendt som en konfrontationens mand. I stedet må han betegnes som pragmatiker med stort P. Hvis han kan undgå det, så vil han ikke udstede flere ’Executive Orders’. Det er ganske enkelt ikke en vej han som udgangspunkt ønsker at gå. Obama har jo allerede bevist én gang, at han var villig til at gå imod politisk modstand og gennemføre klimapolitik uden Kongressens opbakning. Præsidenten vil ganske enkelt opnå politisk opbakning, ikke politisk konfrontation.

Man skal dog ikke underkende at Obamas sidste kort på hånden er et stærkt kort. Et kort som republikanerne får svært ved at trumfe. Det er som sagt svært at argumentere imod Obamas nye klimapolitiske vinkel. Stopklodsen kommer til endnu engang at være den generelle republikanske modvillighed. Netop derfor vil Obamas seneste forsøg på at skabe politisk tilslutning til sin klimapolitik fejle ligesom førhen. Det vil samtidig betyde at Obamas klimapolitiske vision sandsynligvis aldrig vil blive gennemført i højere grad end hans ’Executive Order’ fra november sidste år tillader.

Klimauret tikker og tiden arbejder ikke for Obama. Hvilket han også godt er klar over. Han kan ikke sidde på hænderne ret meget længere, hvis han vil nå at udrette noget på klimaet. Hvis ikke Obama vil stå tilbage uden klimapolitiske resultater, når hans tid som commander-in-chief slutter i januar 2017, så er det ved at være sidste udkald. For set i lyset af, at Obama i begge sine indsættelsestaler har talt om vigtigheden af en offensiv og progressiv klimapolitik, vil det i den grad være med til at skæmme hans præsidentielle eftermæle, hvis bundlinjen viser, at hans ord ikke blev fulgt op med konkret handling. Især fordi klimaet så langt fra vil være det eneste område, hvor det er tilfældet. Dog vil han med en vis rette kunne sige, at han har forsøgte alt, der stod i hans magt, men at den splittede Kongres gjorde det særdeles vanskeligt for ham at gøre mere for klimaet.