Obama og kongres-limboen

I den forgange uge har man set præsident Obamas repræsentanter spendere enorme mængder tid i Kongressen. Formålet? At få Kongressen til at sanktionere Obamas planlagte angreb mod mål i Syrien. Dette er den nyeste akt i den kamp som siden Forfatningens tilblivelse har foregået mellem præsidenten og Kongressen om, hvem der har ret til at sende USA’s soldater i krig.

Det var et imponerende syn, da Præsident Obama havde sendt sine repræsentanter til Kongressen i sidste uge for at argumentere og overbevise de folkevalgte om rigtigheden i at udføre militære angreb mod Syrien. Bag bordet sad udenrigsminister John Kerry, forsvarsminister Chuck Hagel og forsvarschef General Martin Dempsey. Det viser blot, hvor meget præsident Obama ønsker at få det her igennem.
Men hvad er pointen med denne kur som Obama-administrationen har gang i på Capitol Hill?

Obamas skiftende mening
Præsident Obama har gerne villet have Kongressen til at levere en resolution, som kan give et juridisk fundament for det muligt forestående angreb mod Syrien. Dette til trods for, at hans egen historik på området, samt lovgivningen, giver ham lov, hvis operationen bliver som det indikeres i flere medier af kilder i administrationen.
Efter Vietnam-krigen gennemførte Kongressen den såkaldte War Powers Act for at hale præsidentens magt ind, efter at man mente præsidenten havde taget sin magt for langt i engagementet i Vietnam – mere om det senere.

Ifølge War Powers Act må præsidenten sende amerikanske styrker i kamp i op til 90 dage uden at spørge Kongressen om lov. Hvis operationen varer længere, skal Kongressen spørges.
Planen som lige nu er fremme går ud på en tre dages luftkampagne, altså vel indenfor de 90 dage, præsident Obama reelt har lov til at bruge militær magt. Alligevel ønsker Obama en resolution fra Kongressen.

Dette er dobbelt overraskende, da præsident Obama ikke følte behov for en resolution fra Kongressen, da han engagerede amerikanske styrker til Libyen i 2011. Dette blev gjort med argumentet, at der ikke var tale om kamphandlinger, og derfor behøvede han ikke spørge Kongressen, selv om operationerne i Libyen tog mere end de tilladte 90 dage. Hvordan Libyen var mindre kamphandling end de tre dage der ses frem til mod Syrien, kan være interessant at få svar på senere hen.
Dermed mente mange at præsident Obama trak sin præsidentielle autoritet til problematiske længder, på et område som er meget ømt på grund af erfaringerne i Vietnam.

Grænsen for kamp er åbenbart meget flydende
Præsident Obama er dog ikke den første præsident som tager lidt let på behovet for resolutioner fra Kongressen. Siden slutningen af Den Kolde Krig har to præsidenter trukket det så langt, at de ikke har spurgt Kongressen inden de engagerede amerikanske soldater.
Da Bill Clinton engagerede luftstyrker på Balkan undlod han at spørge Kongressen om lov, med det argument at det ikke var tale om reelle kamphandlinger. Et argument som man måske kunne få et andet svar på fra landjorden og for så vidt også fra de piloter som fløj missionerne. Men da der ifølge Clinton-administrationen ikke var tale om reelle kamphandlinger, var det ikke nødvendigt at spørge Kongressen, da deres autoritet først træder i kraft når der er tale om kamphandlinger.
Så fra tilfælde hvor præsidenten har engageret amerikanske soldater til operationer for først derefter at spørge Kongressen om lov, var diskussionen nu nået et punkt hvor præsidenten helt undlod at spørge.

Clintons efterfølger, George W. Bush, trak grænserne for hvor meget en præsident kunne tillade sig til nye grænser på mange områder. Men før krigene Irak og Afghanistan fulgte Bush den tradition som var begyndt efter 2.Verdenskrig for at præsidenten spørger Kongressen for en resolution der understøtter præsidentens beslutning. Under megen kontrovers, men stadig med stort flertal, vedtog Kongressen de resolutioner som Bush brugte som juridisk grundlag for at engagere amerikanske styrker i Afghanistan og Irak.
Men som allerede vist, så har præsident Obama, på dette område, trukket grænserne for præsidentens autoritet skridt videre end Bush. Ikke lige hvad hans idealistiske støtter havde forestillet sig da de stemte på ham i 2008.

En lang kamp om autoritet
Da den amerikanske forfatning blev skrevet tilbage i det 18.århundrede ønskede ”The Founding Fathers”, nationens fædre, at sikre at ingen del af folkestyret fik for stor magt. Derfor blev magten delt i Montesquieus tre dele: den udøvende, den lovgivende og den dømmende.

Man valgte som del af forfatningen at gøre USA’s præsident til øverstbefalende for de væbnede styrker, men gav retten til at erklære krig til Kongressen. Men hvor grænsen mellem anvendelsen af væbnede styrker og reel krigserklæring går, er blevet debateret lige siden, og præsidenter har siden 2. Verdenskrig trukket grænsen længere og længere ud.
For siden 2. Verdenskrig har USA ikke officielt erklæret krig mod de lande hvor de har ført krig. Der har været tale om såkaldte ”begrænsede krige” eller interventioner (enten af humanitære årsager eller af politiske årsager). Derfor har diskussionen raset om sådanne operationer falder ind under Kongressens autoritet til alene at kunne erklære krig, eller om de forholdt sig indenfor præsidentens autoritet over militæret.

Der har dog været tale om at præsidenterne har spurgt Kongressen om støtte til givne operationer, og Kongressen har i disse tilfælde leveret resolutioner som juridisk grundlag for operationer. Den mest kendte var Tonkin-Bugt Resolutionen der gav præsident Lyndon Johnson lov til at anvende alle nødvendige midler til at sikre Sydvietnam. Denne resolution åbnede døren til USA’s stigende engagement i Vietnam, der kulminerede med over 500.000 soldater deployeret i 1968.
Efter krigen gennemførte Kongressen den allerede nævnte War Powers Act for at dæmme præsidentens magt ind, men fordi loven blev skrevet så løst har War Powers Act ikke klart bidraget til at klarlægge rækkevidden af præsidentens autoritet. Det er stadig op til fortolkning – noget som Obama har været klar til.

What’s the point!?
Hvis præsident Obama har autoriteten i henhold til War Powers Act, og for resten ikke tidligere spurgte Kongressen, før han engagerede amerikanske styrker, hvad er så pointen med at spørge nu?
I Syrien er præsident Obama blevet malet op i et hjørne af sine egne udtalelser om ”røde linjer”, og han er nu nødt til at handle for ikke at miste for meget troværdighed internationalt.
Men fordi præsident Obama slet ikke har lyst til at skulle gøre noget i Syrien, og FN ikke lader til at levere et grundlag som USA kan bruge til at angribe, søger han legitimitet andet steds.

I Libyen havde han et FN mandat, det kommer ikke til at ske nu. Derfor ønsker præsident Obama at få Kongressen til at stille sig bag ham, og give udtryk for støtte til at angribe Syrien, for han har brug for det. Obama-administrationen har arbejdet hårdt på at undgå at blive draget ind i konflikten i Syrien.

Nu er man nødt til at gøre noget – og det kræver politisk opbakning på en eller anden måde. FN vil ikke levere, Storbritannien vil ikke stå bag operationen, så er der kun Kongressen tilbage.
Så ganske som FN er endt som et ønskværdigt legitimerende stempel for USA inden man starter operationer, ligeså vel er Kongressen efterhånden blevet et sådan stempel. Hvis præsidenten mener han har brug for det går han til Kongressen, ellers henviser han bare til Forfatningen, og siger at han har lov til det uden at spørge. Så denne proces er et spørgsmål om at dække sig ind så man kan dele ansvaret for dette upopulære og uønskede engagement, hvor end afgrænset det er.