Obama og hans forsvarsministre

I går trådte USA’s forsvarsminister Chuck Hagel tilbage under stor mediebevågenhed. Problemet for Hagel har i bund og grund været, at verden ikke har artet sig som forventet, da han kom til. Hagel skulle have været forsvarsminister for en overgangsperiode, hvor man havde trukket sig ud af konflikter og kunne fokusere på langsigtede udfordringer. Det skete bare ikke.

I det seneste stykke tid har der været stigende pres på den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel. I en tid hvor USA er engageret i en ny krig i Irak, og hvor Ruslands fremfærd i Østeuropa kræver en øget amerikansk tilstedeværelse i Østeuropa, har Obamas forsvarsminister været bemærkelsesværdigt tilbageholdende. Det offentlige ansigt fra Pentagon har været forsvarschefen, general Martin Dempsey, snarere end Hagel.
Presset kulminerede i går eftermiddags dansk tid, hvor Obama annoncerede, at Hagel havde valgt at trække sig som forsvarsminister.

Kritikken af Hagel har kørt på, at han ikke har været god til at håndtere de kriser, som er opstået rundt om i verden, og som Pentagon har en central rolle i håndteringen af. Reelt er det samme kritik som rettes mod Hagel som rettes mod Obama. Han er for tilbageholdende og ikke tydelig nok i sine udmeldinger overfor Rusland og Islamisk Stat.
Men hvor man ikke kan skifte Obama ud, så har Obama mulighed for at skifte ud i sit sikkerhedspolitiske team. Det blev gjort i går.

En markant anderledes situation end beregnet
Det helt store problem med en udskiftning på forsvarsministerposten er, at Obama allerede er på sin tredje forsvarsminister. Man kan sige, at hver forsvarsminister har haft sin rolle i en bestemt kontekst. Hagel har bare været så uheldig, at den kontekst han blev udvalgt til at håndtere, ikke har materialiseret sig.

Valget af Chuck Hagel til at efterfølge Leon Panetta kom bag på en del, men gav på sin vis god mening. Hagel kommer fra det republikanske parti, og gav dermed et tværpolitisk snit til Obamas administration, men det var hans holdninger til udenrigspolitik, som gjorde ham oplagt til jobbet som forsvarsminister.

Den kontekst som det var planen Hagel skulle være forsvarsminister i, var en tid hvor USA skulle afslutte sin mission i Afghanistan efter i 2011 at have afsluttet missionen i Irak. Fokus skulle lægges på langsigtede udfordringer i Asien, og USA skulle holdes ude af nye konflikter, som kunne lede til længerevarende engagementer. Til det var Hagel yderst passende. Hagel er realist, og mener derfor at USA’s globale engagement bør begrænses til operationer som er centrale for nationale interesser.

Derfor var han et udmærket match til at føre den nye mere tilbageholdende sikkerhedspolitik ud i livet, således at det amerikanske forsvar kunne komme sig oven på mere end et årtis konflikt og implementere omfattende økonomiske nedskæringer.
Situationen er dog ændret radikalt det seneste års tid. Rusland har annekteret Krim-halvøen, og spiller en stor rolle i de kampe, som foregår i det østlige Ukraine.

Borgerkrigen i Syrien har spredt sig ind i Irak med udbredelsen af Islamisk Stat, som har formået at lukrere på den udbredte utilfredshed, som eksisterer blandt landets sunni-muslimer. Den kaotiske situation i landet har ligefrem ledt til, at Obama har måttet engagere amerikanske styrker til kampen mod Islamisk Stat for at standse deres fremrykning – ikke lige den kontekst Hagel blev udvalgt til at lede Pentagon igennem.

En post med stor udskiftning
Man kan sige at Hagels to forgængere fik den kontekst, de blev valgt til at regere i.
Robert Gates blev bedt om at blive på posten som forsvarsminister, efter Obama afløste Bush i det Hvide Hus. Pointen med den beslutning var, at der skulle være kontinuitet i Pentagon, fordi USA stadig var engageret i to krige. Gates havde ført Pentagon gennem en ændring af strategien i Irak, og presset Pentagon til at foretage ændringer for at tilpasse sig situationen i Irak. Obama ville sikre, at Pentagon kunne koncentrere sig om at føre de to krige, man havde gang i, i stedet for også at skulle fokusere på en ny forsvarsminister, og de forandringer som en sådan udskiftning fører med sig. På den måde kan man se Robert Gates som Obamas ”krigsminister”.

Da Gates trak sig tilbage i januar 2011, overtog Leon Panetta posten som forsvarsminister. Panetta kom fra posten som CIA-direktør, men hvis man skal søge efter en forklaring på valget af ham, skal man nok se på hans tid som en central figur i Clintons administration. Panetta spillede i 1990’erne en central rolle i, at Clinton opnåede at få overskud på de amerikanske statsbudgetter.

Det var hans rygte, som en dygtig talknuser, hvor man nok skal finde den største del af forklaringen for valget af ham som forsvarsminister. USA befandt sig i 2011 i dyb finansiel krise, og Pentagon forventedes at skulle bidrage til at skabe balance. Panetta skulle ordne Pentagons budgetter, så de var klar til fremtiden, og kunne bidrage til at bringe USA’s finanser i orden. At Kongressen gjorde hans liv mere besværligt ved vedtagelsen af Budget Control Act i slutningen af 2011, var der ikke nogen som kunne have forudset da Panetta sagde ja til jobbet. Med Budget Control Act tilføjede man yderligere nedskæringer for $500 mia. oven i de $485 mia., som allerede var planlagt,

Fra januar 2011 til januar 2013 stod Panetta i spidsen for Pentagon, og i den tid udarbejdede man en ny strategi for fremtidens amerikanske forsvar, den såkaldte Strategic Guidance som kom i 2012, og forsøgte at lægge budgetter som tog højde for fremtidens nedskæringer. Desuden arbejdede Panetta hårdt på at få indarbejdet, og sideløbende afskaffet, de ekstra automatiske nedskæringer, som blev pålagt af Budget Control Act.

Knap så frivillig udskiftning
Officielt har Hagel frivilligt valgt at trække sig som forsvarsminister. Men der har været så mange rygter og historier om utilfredshed og uenighed med Hagel, at det mest sandsynlige er, at Hagel er blevet bedt om at trække sig.
Forhåbningen for Obama vil være, at det kan skabe noget dynamik i den sikkerhedspolitiske kurs, og skabe ro omkring hvad USA vil, især med henblik på kampen mod Islamisk Stat.

Den ændrede sikkerhedssituation er selvfølgelig ikke noget, man kan klandre Hagel for, men for en præsident som i forvejen kritiseres massivt for en vag håndtering af sikkerhedspolitikken, så er det ikke smart med en forsvarsminister, som har været tæt på usynlig.

Det store spørgsmål er nu, hvem der skal efterfølge Chuck Hagel i spidsen for Pentagon.
Da Panetta skulle afløses, var der tre navne, som blev ved med at dukke op, og de dukker da også allerede op i amerikanske medier nu.

Ashton Carter, tidligere viceforsvarsminister fra oktober 2011 til december 2013, sad under både Panetta og Hagel. Han har været med til mange af de store beslutninger, som begge forsvarsministre stod overfor: Panettas kamp med budgetterne og en ny strategi, og ved siden af Hagel i dennes kamp for at føre USA videre fra Irak og Afghanistan.

Det andet navn er Michèle Flournoy som under Panetta var Under Secretary for Policy, reelt nummer tre i det politiske hierarki i Pentagon. Hun krediteres af mange for reelt at stå bag den meget omfattende og grundige strategi, som man fremlagde i januar 2012, og som skulle agere rettesnor for USA’s sikkerhedspolitik i mange år fremover, herunder det berømte ”Pivot to Asia”. Kort sagt et meget stærkt kort hvis det bliver hende.

Problemet med begge disse to er, at de angiveligt har været uvenner med Obama i forhold til USA’s tilbagetrækning fra Irak tilbage i december 2011. Her argumenterede de for en fortsat amerikansk tilstedeværelse i landet, mens Obama og hans rådgivere i det Hvide Hus ønskede en afslutning. Senere har dette vist sig at det havde været en god idé, hvis man havde fulgt Flournoy, Ashton og Panettas råd, så måske er det Flournoys vej ind i spidsen for Pentagon – bagklogskabens ulideligt klare lys.

Sidste navn som nævnes er det mange-årige demokratiske medlem af kongressen Jack Reed. Tilbage i 2010/11 blev han nævnt som en mulig afløser for Robert Gates, samt igen som afløser for Leon Panetta. Begge gange skulle han dog have udtrykt, at han ikke var interesseret, om det skyldes at han ikke blev spurgt eller netop blev spurgt, vides ikke.

Der er dog et navn, som kunne være interessant at kigge nærmere på som outsider. Den nuværende nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice kunne nemlig meget vel være et interessant bud. Hun har været del af Obama sikkerhedspolitiske team lige fra starten af hans præsidentperiode, og også været i spil som udenrigsminister. Hendes nuværende stilling som national sikkerhedsrådgiver gør, at hun er inde i det sikkerhedspolitiske område, og derfor er up to date på mange områder.

Det der taler imod hende, og som også talte imod hende som udenrigsminister, er modstanden mod hende fra republikanerne i Kongressen. Rice har spillet en hovedrolle i det opgør, som har stået på i flere år nu mellem Kongressen og det Hvide Hus om terrorangrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi den 11. september 2012. Her anklages Rice for bevidst at have vildledt Kongressen og offentligheden, og de mange angreb republikanerne i Kongressen rettede mod hende, førte til at hun trak sit navn som kandidat til udenrigsministerposten efter Hillary Clinton.

Det er helt klart noget, som taler mod Rice, at hun ikke vil kunne blive problemfrit godkendt af Senatet. Det vil blive en hård kamp hvis Obama skulle vælge hende.

Der er altså flere kandidater til posten, men ingen som ligger helt til højrebenet. Det eneste man kan sige er, at Obama har haft brug for ny energi på sit sikkerhedspolitiske team, og Hagel måtte gå pga. den meget svage position han har stået i gennem længere tid.

Den nye forsvarsminister kommer i hvert fald til at stå overfor en stor opgave. Et Rusland som fører sig frem i Østeuropa, en strategi for kampen mod Islamisk Stat som roder og potentielt enorme økonomiske udfordringer lurer lige om hjørnet når forhandlingerne om forsvarsbudgettet for 2016 begynder. Alt dette skal kombineres med en præsident, som har lave meningsmålinger, og som trænger til meget hjælp for at få gang i sikkerhedspolitikken igen.

Any takers?