Obama kaster Frankrig i armene på Putin

Frankrigs har kæmpet hårdt for at få løst konflikten i Syrien. Francois Hollande håbede at den aktivistisk udenrigspolitik ville skabe tætte bånd til USA, men han er blevet slemt skuffet. Til gengæld er der nu et stærkt makkerpar på vej mellem Frankrig og Rusland

5. juni 2009 klokken 21.13 landede Barack Obama i Orly lufthavnen i Paris for at deltage i højtidelighederne i anledning af 65 års dagen for D-dag i Normandiet den følgende dag. Air Force One satte hjulene på fransk jord kun fem måneder efter Obamas indsættelse som præsident, og selv om han ankom for at deltage i en planlagt ceremoni, så opfattede mange det alligevel som et klart signal om, at Obama ville videreføre de gode amerikansk-franske relationer, som var blevet grundlagt mellem Sarkozy og Bush.

Men franskmændene er blevet slemt skuffede. For selv om de har været særdeles aktive og en af de drivende kræfter i løsningen af konflikten af Syrien, så har USA ikke kvitteret ved at lukke dem ind i varmen som deres nye faste støtte i Europa. Vejen til det Hvide Hus burde ellers ligge helt åben efter at Storbritannien meget hurtigt besluttede, at de ikke ville engagere sig militært i Syrien og generelt virker som et land der er på vej ud af EU, og Tyskland, til trods for sine enorme økonomiske muskler, hverken kan eller vil tage ansvar, nå det gælder om at gribe til våben.

Stærk ved et tilfælde
”Fra fransk side har der ikke ligget en masterplan om, at hvis vi gør sådan og sådan så opstår der nogle muligheder og vi får positioneret os på en gunstig måde i forhold til amerikanerne. Men selvfølgelig har den franske regering analyseret på situationen efterhånden som den har udviklet sig og man har meget hurtigt set, at en af gevinsterne ved at føre en aktivistisk udenrigspolitik har været, at kunne tilkæmpe sig en stærkere rolle i Europa,” forklarer Henrik Prebensen, lektor i fransk politik og historie ved Københavns Universitet.

Foreløbig er Frankrig dog ikke stærkere end at man stadig slås med en særdeles anspændt økonomi, og er nødt til at se i øjnene, at man en rum tid endnu vil være en af vognene på det tyske diesellokomotiv der skal bane vej for vækst i økonomien.

Og på den udenrigspolitiske scene må franskmændene trods mange pæne ord fra amerikanerne se i øjnene, at USA dybest set ikke har brug for Frankrig på den lange bane. I den aktuelle konflikt har John Kerry scoret en masse point ved på formfuldendt fransk, at have fortalt hvor vigtig og stærk en partner, USA anser Frankrig for at være, og hans franske kollega, Laurent Fabius har svaret tilbage på engelsk. Men ud over at de gode relationer måske kan få en kommende frihandelsaftale mellem USA og EU til at glide lettere ned, så har signalerne fra USA længe været, at fokus skal flyttes fra Europa mod Stillehavs regionen, samtidig med at man gerne vil drosle kraftigt ned for sin tilstedeværelse i Mellemøsten. Krigene har slidt på økonomi, moral og personale og i en tid, hvor USA nærmer sig en situation, hvor stormagten næsten er selvforsynende med energi, så har amerikanerne ikke den store interesse i at være til stede i Mellemøsten.

Ruslands bløde bug
Det åbner til gengæld for en mulighed for, at Frankrig kan træde ind på den store scene og indtage den rolle som stormagt, der altid har ligget i den franske selvforståelse, mener Henrik Prebensen. Frankrig viste med indsatsen i Mali, at man godt kan føre an i udenrigspolitikken og når det samtidig giver nogle ekstra point til en trængt Francois Hollande på den indenrigspolitiske scene, så ligger det næsten lige for, at franskmændene tager over, hvor amerikanerne slipper i Mellemøsten. Historisk og traditionelt har Frankrig haft tætte relationer til Syrien, blandt andet på un dervisningsområdet med en lang række franske skoler i Syrien, i de arabisk talende lande i Nordafrika har Frankrig også traditionelt og historisk haft en stærk position. Det betyder ifølge Henrik Prebensen, at man i stedet for et stærkt fransk-amerikansk makkerpar vil se et stærkt fransk-russisk makkerpar i årene fremover. Frankrig og Rusland har altid haft tætte bånd – for eksempel forsøgte DeGaulle ihærdigt at knytte Frankrig og det daværende Sovjetunionen sammen for at udgøre en modvægt til den amerikanske dominans.

I den konkrete situation deler Frankrig og Rusland også interesser. Frankrig indtager en afgørende udenrigspolitisk position og Kaukasus grænser op til det uroplagede område. Russerne frygter at islamismen vil brede sig til Rusland via Kaukasus.
”Måske vil det vise sig, at Frankrig og Rusland kan finde hinanden og lave en plan sammen, for Rusland har en blød bug mod den arabiske verden,” siger Henrik Prebensen.