Obama: Forandring i dur og mol

Præsident Obama lovede forandringer, men har haft svært ved at leve op til sine betagende løfter. Spørgsmålet er, hvor skylden skal placeres. Det spørgsmål diskuterede en række eksperter ved Kongressen.coms store debat på Christiansborg mandag formiddag.

I anledningen af at det er præcis fem år siden, at Barack Obama svor sin første præsidentielle ed foran The Mall i Washington, inviterede Kongressen.com mandag formiddag til et stort debatmøde i Fællessalen på Christiansborg.

Mens vinden susede gennem det gamle slots utætte vinduer, øste en håndfuld danske eksperter ud af deres viden og vurderede den amerikanske præsidents første fem år i embedet.

For Obama var blevet stemt ind på forandring – på et løfte om at ændre et skrantende Washington, hvor særinteresser vejede tungere end den almindelige borgers velbefindende.

Hvordan er det så gået? De fleste blandt publikum, der talte alt fra pensionister til gymnasieelever, var formentlig kommet for at få svar på det spørgsmål.

Dysfunktion i centrum
Svaret er desværre ikke så let lige at skrue ned på to linjer. Som så meget andet handler det om, hvilke briller man tager på, og hvilken vinkel man anskuer tingene fra. Det blev meget tydeligt under dagens debat, der centrerede sig om alt fra den stormfulde udrulning af sundhedsreform til Tea Partys opblomstring og den transatlantiske frihandelsaftale.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, åbnede debatten med en velkomsttale, hvor han trods en række forbehold fik gjort klart, at Obama var noget af det bedste, man kunne håbe, der kunne komme ud af et så dysfunktionelt system som det amerikanske. For den danske politiker havde tydeligvis ikke megen fidus til et samfund, hvor penge og gerrymandering styrer slagets gang.

Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, fortsatte i samme spor. Indenrigspolitisk var der gennemført en række store aftaler, som man måtte give Obama et skulderklap for at stå bag: Ikke mindst den økonomiske hjælpepakke.

At det ikke var blevet til mere, var ikke nødvendigvis Obamas skyld. Her var Bjerre-Poulsen på linje med Lykketoft. Den splittede kongres har gjort så meget for at modarbejde den siddende præsident, at det nærmest er urimeligt at sammenligne ham med forgængerne. Betingelserne for at lave politiske resultater er markant anderledes.

”Han er måske særligt hårdt ramt – det er blevet en republikansk besættelse ikke at give Obama sejre,” sagde Niels Bjerre-Poulsen, der var irriteret over, at de resultater, præsidenten trods alt har skabt, ofte bliver negligeret.

Et af de steder, hvor Obama har formået at skabe store resultater, skal findes i det udenrigspolitiske luftlag. Det forklarede direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab og USA-analytiker, Michael Ehrenreich, der lagde vægt på det kursskifte, der er sket under præsidentens ledelse. Her har stormagten bevæget sig væk fra et fokus på militærmagt og satset mere på diplomati, hvilket Ehrenreich eksemplificerede med troppernes hjemsendelse fra Afghanistan og præsidentens initiativ til at få forhandlinger om frihandelsaftalen med Europa i gang.

Manglede erfaring
Mindre rosenrødt så det ud fra Ulrik Bies vinkel. Cheføkonomen i Nykredit lagde i sit oplæg vægt på, at Obama havde prædiket at ville stå for en ekspansiv finanspolitik med fokus på stimulering af det amerikanske forbrug.

”Det går i den rigtige retning, men det er nok ikke Obamas skyld…” sagde Ulrik Bie og pointerede, at den private sektor klarer sig godt, men at den føderale stat som sådan har svigtet. Ifølge Ulrik Bie nytter det ikke noget at love guld og grønne skove, hvis man godt ved, at det aldrig bliver muligt at gennemføre.

”Præsidenten bestemmer jo ikke selv – og det er vigtigt at huske på,” sagde Bie og pegede på, at Obama burde have gennemført mere, da han havde flertallet i Kongressen før midtvejsvalget i 2010.

”Alt det Obama gerne ville, det har han ikke været i stand til at gennemføre. Om det skyldes ham selv, hans modstandere eller en kombination af flere ting, kan man diskutere. Jeg hælder mest til det sidste.”

Analytiker Mette Nøhr Claushøj var enig i, at man ikke kun skal give Kongressen og republikanerne skylden for de manglende resultater. Hun fokuserede i sit oplæg på, at Obama også selv bærer et stort ansvar.

”Obama er et eksempel på, at det er en ulempe at have en kandidat, der ikke har erfaring,” sagde Claushøj og pointerede, at vicepræsident Joe Biden ofte er blevet sendt til The Hill for at forhandle aftaler hjem med republikanerne i Senatet.

”Obama er god til at appellere til idealer, men han duer ikke til at sælge kompromisser. Han er god til at tale til mennesker, men ikke god til at tale med dem.”

Selv om panelet var uenige om, hvilke parametre man skal vurdere den siddende præsident ud fra, var de dog enige om, at én ting får stor betydning for Obamas eftermæle:
Sundhedsreformen.

Første lakmustest bliver midtvejsvalget, der kan vende op og ned på tingenes tilstand.
Som Niels Bjerre-Poulsen formulerede:

”Han vil for eftertiden blive vurderet allermest på Obamacare. Det er det, begge partier sætter deres lid til ved midtvejsvalg.”

Du kan læse meget mere om Obamas første fem år på præsidentposten i antologien ’Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, der netop er udkommet som e-bog.