Obama efterlader blandet aftryk på uddannelsespolitikken

Barack Obamas målsætning da han tiltrådte var klar: USA skulle være verdens førende nation i forhold til, hvor stor en del af befolkningen, der havde en college grad. Og i det hele taget skulle uddannelsessektoren have et løft. Sådan er det ikke helt gået.

Ekkoet fra Obamas velkendte ”Yes We Can” slogan fra 2008-valgkampen havde knapt lagt sig før den nyvalgte præsident i starten af 2009 erklærede USA skulle være et land af college-dimittender og en nation, der i 2020 skulle være verdens førende når det gjaldt andelen af befolkningen med en college-grad. Med så ambitiøse mål slog Obama uddannelsestonen klart an straks efter at han var blevet taget i ed som præsident. I valgkampen havde Obama også lovet en reform af K-12 undervisningen samt at gøre det muligt for alle amerikanere at komme på college. Efter fem år som præsident har Barack Obama haft blandet succes med at gennemføre den ellers meget ambitiøse uddannelsespolitik.

Selvom der stadig er seks år til 2020, så tyder tallene på at målet om at blive verdens førende, når det gælder college-dimittender ikke bliver nået. Obamas ambition om at USA skal have verdens bedst uddannet befolkning ser heller ikke umiddelbart ud til at blive til virkelighed lige foreløbig. Godt nok viser de seneste tal fra OECD at USA er nummer fire i verden hvad angår videregående uddannelser. 42 procent af den amerikanske befolkning således en videregående uddannelse. Så umiddelbart kunne det se ud til at USA ikke er langt fra at nå målet, men bag tallene gemmer der sig en bekymrende udvikling. En stor del af forklaringen på at USA ligger så flot placeret på OECD’s liste skyldes at andelen af befolkningen over 45 år med en videregående uddannelse er meget høj, mens det omvendte er tilfældet, når det gælder amerikanere under 45 år. Det virker derfor mere sandsynligt at USA vil komme til at indtage en lavere placering på ranglisterne i de kommende år. Problemet er nemlig, at på trods af Obamas ambitioner, så er han afhængig af en lang række forskellige forhold i både USA og resten af verden.

Skal Obama lykkes med at øge andelen af college-uddannede borgere skal de ”ekstra” collegeelever typisk findes blandt økonomisk svagere grupper i samfundet, som ikke har råd til at betale uddannelsesafgifterne.

På dette område har Obama reformeret studielåns programmerne og har lykkedes med at holde renterne på studielånene nede, hvilket et stykke af vejen har gjort college mere tilgængeligt for den fattigere del af befolkningen. Desuden har han øget udgifterne til de såkaldte Pell-Grants, som er et statstilskud til elever med finansielle behov. På den anden side stiger uddannelsesafgifterne dog langt mere end indkomsterne, og i forsøget på at holde studielånsrenten lav på kort sigt har Obama-administrationen gjort det vanskeligere for private långivere at blande sig på studielåns markedet. Det betyder nu, at de statsgaranterede maximumsrenter bliver fordoblet så snart den nuværende Pell-Grant-aftale udløber.

Højt på dagsordenen stod som sagt også en reform af K-12 undervisningen (børnehave til og med high school), ved blandt andet at reformere No Child Left Behind (NCLB), styrke matematik- og naturfagsundervisningen og forbedre en række støtteprogrammer for svage elever. Alt sammen initiativer der skal forbedre den tidlige undervisning og forberede eleverne til at blive gode college-elever.

Obamas indsats på K-12 undervisningen ser ud til at være på vej til at lykkes. Noget af det første administrationen fik gennemført var en reform af NCLB men samtidig fik de også vedtaget Race to the Top (R2T) programmet som skal fremme konkurrence og uddannelsespolitisk innovation mellem staterne og som belønner stater for blandt andet at overholde bestemte årlige performance-standarder, opbygge datamateriale til senere evalueringer og vende udviklingen for de dårligste skoler. Implementeringen af R2T har mødt kritik fra flere sider for at bruge upålidelige målinger og for at pålægge føderal kontrol med uddannelsessystemet, men programmet ser dog ud til at have held med at få delstaterne til at reformere deres K-12 undervisning. Loven blev vedtaget i juli 2009, og efter de første to faser af programmet er det kun Alaska, North Dakota, Texas og Vermont, der ikke har sendt ansøgninger om støtte fra programmet, og i flere stater har R2T konkret påvirket beslutningstagerne til at reformere dele af K-12 undervisningen. Man kan være for eller i mod selve indholdet i programmet, men fra et politisk synspunkt har Obama gjort et godt stykke arbejde indtil videre.

Læs hele Hans Dahl-Nielsens kapitel om Obamas uddannelsespolitik i antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, der netop er udkommet på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof.