Amerikansk udenrigspolitik er som en supertanker – det er svært at skifte kurs. Ved skift af præsident plejer de store linjer i USA’s forhold til verden at være uforandret. Det største forskel ligger i, hvilke udenrigspolitiske redskaber præsidenten vælger at bruge. Her er Obama kendetegnet ved mindre villighed til at bruge større militær interventioner end Bush 43.. Med indførelsen af en liberal IP-teoretisk inspireret begreb – smart power- ønskede Obama-administrationen at signalere, at de vil vælge blødere og hårdere udenrigspolitiske redskaber som passer til situationen i sted for at kun begrænse sig til de hårdere redskaber.
Skrevet af Derek Beach, Professor i Statskundskab, Aarhus Universitet
Under Præsident Obama har de store linjer i USA’s forhold til verden været stort set uforandret i forhold til Bush-administrationen. Lidt populært kan man sige, at amerikansk udenrigspolitik er som en supertanker; det er svært at skifte kurs. En præsident kan satse lidt mere på forskellige lande/regioner, eller mere på økonomiske eller sikkerhedspolitiske relationer, og i krisesituationer vælge at gå i krig eller ej. Men i det store hele har der ikke været store forskel på den amerikanske kurs ift Vesteuropa (stærk fokus på NATO samt ønsket om tættere økonomisk samarbejde med EU), Latinamerika (satsning på frihandel), og Asien (balancering mod Kina) i de sidste tyve år.
Ift Vesteuropa har USA under Obama fortsat arbejdet for at gøre NATO mere relevant som sikkerhedspolitisk forum til at tackle nogle af de nye trusler (f.eks. terrorisme), og har forsøgt at forstærke det transatlantiske økonomiske forhold igennem frihandelsaftaler med EU (TTIP). Der har været diplomatiske åbninger mod Kuba, men ellers har Obama’s udenrigspolitik ift Latinamerika ikke været afgørende forskelligt fra sin forgænger, dog har der været en større fokus på diplomati og multilateralisme i sted for en mere militaristisk, narko-fokuseret politik. Overordnet har USA’s politik i Asien været at fastholde de eksisterende allierede og bygge nye alliancer for at balancere mod Kina’s stigende magt, samtidig med at man samarbejde med Kina om regionale sikkerhedsproblemer såsom Nordkorea som vi også kendt under Bush-administrationen.
Der er naturligvis forskel som relatere sig til partiforskellene mellem præsidenterne – f.eks. Obama har forsøgt at arbejde for forpligtende klima-aftaler – men ellers ligger de største forskel med Obama og Bush 43 i, hvilke udenrigspolitiske redskaber de har været villig til at bruge (og ikke bruge). I international politik-teoretiske termer, har de redskaber Obama været villig til at bruge ligget mere i en liberal forståelse af verden, med fokus på diplomati og multilaterlaisme. Særligt har Obama været kendetegnet ved mindre villighed til at bruge større militær interventioner som kunne medføre længervarende engagement i komplekse konfliktsituationer såsom Syrien.
Her er begrebet ’smart power’ kernen i at forstå Obama’s udenrigspolitisk strategi. Opfundet af IP-teoretikere som Joseph Nye, begrebet kom til at præge de demokratiske udenrigspolitiske eksperter der gik ind i Obama’s administration. Smart power henviser til det helt basal ide om, at man burde nøje vælge udenrigspolitisk redskaber som passer til en givet situation. F.eks at man vælger blødere (public diplomacy, dialog og forhandlinger) og hårdere (sanktioner og militær angreb) udenrigspolitiske redskaber efter den situation man står overfor i sted for kun at vælge enten bløde eller hårde redskaber.
Smart power-begrebet kan ses i forbindelse med Obama’s mislykkede forsøg på at genoprette forholdet til Rusland (’Russian reset’) og i landene i Mellemøsten (Cairo-talen). Ift Rusland blev der satset meget på diplomati i en situation, hvor mange republikanere skreg på at anvende langt hårdere militær redskaber (f.eks. McCain). Obama’s forsøg på at bruge en afbalanceret kombination af blødere og hårdere redskaber er også tydeligt ift Iran, hvor den USA-ledet gruppe af stormagter brugte hårde multilaterale økonomiske sanktioner til at bløde Iran op til forhandlingerne om deres atomprogram.
Mens det overordnet ’pivot to Asia’ som Obama-administrationen har stået for, hvor en del sikkerhedspolitisk og diplomatisk fokus flyttes væk fra Europa og Mellemøsten mod Asien, kan tolkes ud fra en magtpolitisk IP-teoretisk realisme perspektiv som et forsøg på at balancere mod den stigende kinesisk magt, kan smart power også fortælle os noget om, hvordan at Obama-administrationen har udført denne realpolitisk balancering. Her har der været tale om en nøje udvalgt dosering af forskellige magtmidler for at både klart signalere til Kina at de skal opføre sig ordentlig (f.eks. USA’s signaler med overflyvninger af havområder og øer som Kina har erklæret indenfor deres interessesfære), men også diplomati, dialog og økonomisk samarbejde igennem handel for at undgå en ny kold krig. Hvis jeg skulle pege på den største ‘succes’ ift Obama’s udenrigspolitik vil det være hans mesterlig afbalanceret politik ift Kina i en periode hvor det kunne have gået helt galt.
Der hvor forskellen på Bush 43. og Obama-administrationen kommer tydeligst til udtryk er dog i forhold til villighed til at bruge større militære interventioner, kendetegnet ved Obama’s slogan ‘Don’t do stupid shit’. Med det henviser han til lære fra Irak og Afghanistan, og behovet for at kun bruge større militære interventioner når vitale amerikanske interesser er på spil, der er en rimelig chance for succes, og når man har en klar ‘exit strategi’. På mange måder er det en gentagelse af den såkaldt ‘Powell-doktrin’ der var et produkt af USA’s post-Vietnam trauma og forsøget på at undgå at gå ind i konflikter hvor der ikke var en klar exit-strategi. ‘Don’t do stupid shit’ blev set mest tydeligt ift Obama-administrationens modvilje mod at anvende militære midler mod Syrien, selv når at Assad-regimet overtrådt Obamas ‘rød linje’ mht. brugen af kemiske våben i borgerkrigen. Efter grundig interne overvejelse, havde Obama svært ved at se at militær indgriben kunne føre til en lykkelig udgang for USA. Enten vil man bare kaste et par missiler af sted uden virkning, eller vil man blive tvunget til en stadig eskalerende militær indsats som kunne føre til en ny Irak-lignende eventyr i endnu en kompleks konfliktsituation i Mellemøsten.
Der har været meget debatteret, hvorvidt dette fravalg af militær indgriben skadede amerikansk troværdighed i verden. Men på mange måder var Obamas valg at undlade at gribe ind over ikke vitale amerikanske interesser noget som vi kendte under den kolde krig hos en del republikanske administrationen (mest tydeligt Eisenhower) under navnet ‘asymmetrisk inddæmning’. Ideen her var at man kun troværdigt kunne sige til Sovjet, at man var villig til at bruge krig (og i sidste instans selvudslettelse) for at beskytte amerikanske interesser kun når det drejede sig om vitale interesser såsom Berlin, Japan og andre ‘bastioner’ i verden. Overført til i dag er tankegangen, at gribe ind militært når man ikke har vitale interesser vil ikke være troværdigt da ens modstander vil være klar over, at USA ikke vil være motiveret for at investere de enorme militære kræfter over mange år der vil være nødvendigt at føre til en succesful løsning i en så komplekst konfliktsituationen som borgerkrigen i Syrien.
Som konklusion kan man sige, at der er meget der ikke har ændret sig udenrigspolitisk hos Obama. Det som har ændret sig er særligt den nøje dosering af udenrigspolitiske magtmidler, kendt under begrebet smart power. Mest synligt har været hans modvilje mod at bruge større militær interventioner for at undgå at lave ‘stupid shit’ ift hans forgænger – på mange måder en opdateret udgave af Powell-doktrinet, men med ekko af tidligere republikanske adminstrationers fokus på vitale interesser ift trusler og brug af militære magtmidler.
Derek Beach er professor i Statskundskab ved Århus Universitet. Han studere udenrigspolitik, eliteforhandlinger (særligt i EU), og valg (særligt EU folkeafstemninger). Han er forfatter til bogen ‘Analyzing Foreign Policy’ fra 2012.
You must be logged in to post a comment Login