Obama bliver nødt til at genskabe momentum i udenrigspolitikken

2014 var et udenrigspolitiske rædselsår for præsident Obama. Et år hvor han kunne se sine ambitioner forsvinde om at føre USA ud af tilstanden af konstant krig. I løbet af det forgangne år fremstod præsidenten ubeslutsom og langsom i sine reaktioner på begivenheder i Mellemøsten og Europa. 2015 skal være året hvor Obama genvinder den udenrigspolitiske agenda.

Hvert fjerde år udgiver det Hvide Hus en såkaldt National Security Strategy, et dokument hvori administrationen redegør for ambitionerne for amerikansk udenrigspolitik, og hvordan man har tænkt sig at opnå disse ambitioner. Det forklares hvordan man har tænkt sig at håndtere forskellige tematiske problemstillinger, såsom ”spredning af atomvåben” eller ”terrorisme”. På den anden side redegøres der også for, hvordan man har tænkt sig at håndtere klodens regioner og specifikke nationer.

Præsident Obama har én gang tidligere i sin tid som præsident udgivet en National Security Strategy. Det gjorde han tilbage i 2010. Den gode elev vil nu bemærke, at hvis den seneste kom i 2010, og dokumentet gerne skal komme hvert fjerde år, så mangler Obama-administrationen stadig at udgive en National Security Strategy.
Da Obama stillede op mod Mitt Romney i præsidentvalget i 2012 dominerede han den udenrigspolitiske debat. Sidenhen er det gået den gale vej for Obama.
Den manglende National Security Strategy er et godt eksempel på, hvordan Obama er nødt til at kæmpe det kommende år for at genvinde momentum i den amerikanske udenrigspolitik.

Obamas problemer med udenrigspolitik
Den manglende udgivelse af en National Security Strategy er som sådan ikke en katastrofe. Der er ikke tale om noget lovbrud, men snarere løftebrud. Men den manglende udgivelse er alligevel interessant, for den er symptomatisk, for den måde Obama har haft problemer med udenrigspolitik.

Adspurgt i efteråret om hvorfor dokumentet stadig ikke forelå, gav en talsmand for Obama-administrationen et svar, som illustrerer problemet. Svaret var nemlig, at det ville have været lige meget, hvis man havde udgivet dokumentet til tiden (i løbet af årets tre første måneder), for hvis man havde gjort det, så havde man fået hug for at have misset Islamisk Stats opståen og Ruslands annektering af Krim. Så det var jo lige meget, at den ikke var kommet, for den var alligevel forældet allerede.

Det er selvfølgelig en gyldig pointe, at den ville have misset Islamisk Stat og Krim, men processen viser også den meget analytiske måde, som Obama leder sin udenrigspolitik. Når præsident Obama skal tage en beslutning om udenrigspolitik er han berømt og berygtet for en meget akademisk tilgang, og at ville vurdere alle aspekter af beslutningen. På den ene side kan man sige det bestemt ikke er et dårligt træk, at lederen af verdens mægtigste militære magt tænker sig om, inden han beslutter sig. Men på den anden side så har det også været en hæmsko for Obama, at han skal have så mange perspektiver belyst, før han kan tage en beslutning eller lægge en strategi.
I dette tilfælde virker det til, at man ikke har fået lavet en ny National Security Strategy, for ”tænk på alle de ting vi muligvis ikke har overvejet som vi kan blive ramt af”.

Eftertænksomhed kan være godt, men for meget kan hæmme en beslutningsproces i en sådan grad, at systemet bliver handlingslammet. Det har i løbet af 2014 virket til at Obamas proces har været et problem, fordi presset når at stige eller begivenhederne udvikle sig til en sådan grad, at han må handle.

National Security Strategy
Nu må man jo ikke tro, at så snart en National Security Strategy er udgivet, så vil administrationen finde den frem hver gang der skal tages en beslutning, for at se ”hvad mener vi om det her”.
Dokumentet er interessant, fordi det viser de overordnede tanker bag amerikansk udenrigspolitik, og hvad administrationen ser som fremtidens udfordringer.

Problemerne med at formulere et sådan dokument med overordnede tanker om udenrigspolitik, er symptomatisk for Obamas måde at føre udenrigspolitik på. Ud over den mere langsommelige analytiske tilgang, så er den ad hoc måde, som Obama-administrationen har håndteret udenrigspolitiske kriser svær at formulere i et strategidokument. ”Det problem tager vi når det kommer” er ikke det mest oplagte at skrive i administrationens strategidokument, men sådan har administrationen håndteret kriser hidtil. Det arabiske forår, krisen med Rusland og Islamisk Stats opståen har været håndteret ad hoc. Det havde selvfølgelig været svært, hvis ikke helt umuligt at formulere et strategidokument, som tog højde for den udvikling, men en klarere bagvedlæggende strategi for amerikansk udenrigspolitik kunne være ønskværdig.

Den National Security Strategy som udkom i 2010 havde et klart fokus – håndtere nedtrapningen af USA’s engagement i Irak, og begyndelsen på vejen ud af Afghanistan. Den udfordring der er med at formulere en National Security Strategy anno 2014 (2015) er, at man skal formulere en strategi for et USA som aktør i en verden i forandring. Nye stormagter er på vej frem, USA skal forsøge at bevare sin status som supermagt og ledende internationale stilling, fortsatte økonomiske udfordringer i USA, samtidig med at man skal kunne håndtere kriser som måtte opstå, som f.eks. Islamisk Stat eller det Arabiske Forår. En enorm opgave. Men det er grundvilkåret for en amerikansk præsident, og Obama må i det kommende år forsøge at genvinde momentum og lederskab i amerikansk udenrigspolitik.

Udfordringerne anno 2015
Den første udfordring som Obama står overfor i det nye år, og et andet eksempel på hans problemer med at formulere klare strategiske målsætninger er kampen mod Islamisk Stat.
I den sidste del af 2014 svirrede rygter om en revision af USA’s strategi i kampen mod Islamisk Stat, en proces som nok er blevet forsinket af Obamas (nødvendige) udskiftning af forsvarsminister Chuck Hagel.
Man skal have indarbejdet, hvorledes man kan støtte kampen mod Assad-regimet i Syrien, ved siden af at støtte moderate oprørsgruppers kamp mod Islamisk Stat. Hidtil har man kun fokuseret på at støtte de moderate grupper til at bekæmpe Islamisk Stat, men man har nu fra amerikansk side indset, at man er nødt til at håndtere Assad-regimet også. Ligeledes skal man fortsætte uddannelsen af irakiske og kurdiske styrker, en opgave som Danmark også deltager i som del af koalitionen.

Men det er jo ikke fordi Islamisk Stat er den eneste udfordring, som Obama står overfor i 2015. Hans administration skal fortsætte forhandlingerne med Iran om landets atomprogram, for at forhindre at Iran får kapaciteter til at udvikle atomvåben. Forhandlingerne med Iran har været kritiseret for at være udtryk for eftergivenhed over for styret i Tehran, og Obama skal bruge det kommende år på at vise nogle fremskridt i forhandlingerne. Det der taler for Obamas måde at håndtere Iran, er at de sanktioner som USA og vesten har pålagt Iran ser ud til at have haft en stor effekt, og mange mener, at de har drevet præstestyret til forhandlingsbordet.

Problemerne i Mellemøsten skal dog håndteres samtidig med at Obama skal håndtere Putin og Ruslands fremfærd i Østeuropa. Her skal Obama fortsat vise støtte til de østeuropæiske allierede, og agere en central del af det sanktionsprogram, som er pålagt Rusland efter annekteringen af Krim.

Det er kort sagt mange af de ting, som opstod i løbet af 2014, som vil komme til at dominere Obamas udenrigspolitiske agenda for 2015. Men det er helt essentielt for ham at genvinde momentum og vise mere lederskab og styring i udenrigspolitikken, end han har gjort i det seneste år. På den måde kan han supplere de indenrigspolitiske fremskridt, som Obama unægtelig har opnået med udenrigspolitiske point og måske skabe sig et eftermæle, som præsidenten som ledte USA i overgangsperioden fra post-11.september konflikterne til en ny tid.