Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Nyt pro-Trump forum kan få indflydelse på den politiske diskurs i USA

Donald Trump-støtter har længe haft en underside på det populære sociale medie Reddit – kendt under navnet r/The_Donald – men efter i længere tid at have følt sig censureret på siden, har en række medlemmer startet deres eget forum, hvor reglerne er betydeligt færre. Den finte kan ende med at højredreje Trumps supportere yderligere.

På det sociale medie Reddit, der mest af alt fungerer som et slags debatforum, har Trump-tilhængere i lang tid haft undersiden r/The_Donald, hvor de har debatteret emner relateret til Trump samt delt blandt andet memes, der støtter præsidenten.

Undersiden blev skabt i 2015 i forbindelse med offentliggørelsen af Trumps præsidentkampagne, og i november 2019 havde siden mere end 770.000 subscribers. Dermed er det en af de mest aktive undersider på Reddit.

Siden er bl.a. også kendt for en lang række politiske konspirationsteorier, der enten er opstået på siden, eller som er blevet heftigt debatteret derinde, ligesom mange posts omhandler indhold, der både er racistisk, antisemitisk, misogynt og islamofobisk.

Alligevel har flere medlemmer følt, at moderatorer på Reddit den seneste tid har slået for hårdt ned på debatterne på siden, bl.a. omkring hvad der har været tilladt at dele, og de er derfor gået sammen og har oprettet deres eget forum – Thedonald.win – hvor de kan debattere pro-Trump indhold uden at blive, hvad de mener er, censureret.

Og det kan på sigt få betydning for højrefløjens syn på både præsidenten og ikke mindst den politiske debat i USA.

Fra sociale medier til virkelighed
Undersiden til Reddit, r/The_Donald, har flere gange været i mediernes spalter på grund af både konspirationsteorier delt på siden samt blandt andet karantæne til flere medlemmer efter, hvad Reddit selv har betegnet som ”gentagne dårlig opførsel”.

En af de mest famøse sager omtalt i både amerikanske og udenlandske medier er pizzagate-sagen. Sagen omhandler en konspirationsteori om, hvorvidt tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton sammen med øvrige prominente demokrater styrede et pædofilt netværk via et pizzaria i USA’s hovedstad, Washington D.C.

Historien blev spredt af en Trump kampagne-medarbejder via sociale medier, og på r/The_Donald tog medlemmerne teorien til sig og debatterede den. Det hele resulterede i, at en ung mand d. 4. december 2016 gik ind på pizzariaet Comet Ping Pong, hvor han åbnede ild med et automatvåben.

Ingen kom noget til, men sagen viser om nogen, hvor let en fjer bliver til en høne på sociale medier, og hvordan disse også har betydning for den politiske udvikling og diskurs.

Anonymitet og færre regler skubber til grænserne
På det nye forum TheDonald.win er der knap så mange regler og moderering som på Reddits underside. Det er da også en af de ting, mange medlemmer nævner og glæder sig over i posts, hvis man går ind på sitet.

Fordi de fleste medlemmer af det nye TheDonald.win poster som anonyme af frygt for eksempelvis at miste deres jobs, hvis deres holdninger bliver koblet sammen med deres person, er medlemmerne også løbende med til at skubbe til grænserne for, hvad der er okay at poste på det nye forum.

Som internetbrugere har vi en tendens til at tage grænserne lidt længere, når vi sidder bag en skærm og gemmer os.

For det første hviler brugerne i anonymiteten, for det andet handler de fleste af os på internettet i det, der i fagsprog betegnes som ”hot actions” – altså, uden den store betænkningstid og modsat ”cold actions”, hvor man har større overvejsler med i sin adfærd.

Det er lettere at smide et like, upvote en post eller skrive en kontroversiel kommentar, når man gemmer sig bag en skærm og et anonymt brugernavn.

Og når det hele samtidigt foregår på et forum, hvor reglerne er lempede yderligere, vil grænserne for, hvor langt brugerne vil gå, også på sigt blive prøvet yderligere.

Hvorvidt det hele finder vej til selve Trump-lejren, vil tiden vise, men r/The_Donald er i hvert fald bekendt med overleveringen til præsidentens stab.

Donald Trump har f.eks. således tidligere tweetet en video med sig selv, hvor han wrestler mod den amerikanske wrestler Vince McMahon, der har fået et CNN-logo over ansigtet.

Ifølge flere amerikanske medier som New York Times, The Washington Post og NBC News opstod videoen på r/The_Donald fire dage, før præsidenten selv tweetede den. Donald Trump har dog selv afvist, at videoen skulle være kommet herfra.

Uanset hvad er det næppe sidste gang, vi hører noget til det nye pro-Trump forum.

Katrine Villarreal Villumsen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og cand.mag. i Amerikanske Studier fra samme sted. Hun har tidligere boet, studeret og arbejdet i Californien, været ansat på Berlingske og i DR Nyheder, og er nu selvstændig og specialiserer sig i at rådgive medier, organisationer og virksomheder i at præstere bedre på sociale medier. Hun underviser desuden i sociale medier i både Danmark og i Norge, ligesom hun har deltaget i en lang række foredrag, oplæg og konferencer om emnet. Tilknyttet Kongressen.com som SoMe-analytiker. Tlf. 3160 5020 E-mail: katrinevillumsen@gmail.com

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen