Californiens vælgere identificerer sig i ringere grad med de etablerede partier Republikanerne og Demokraterne. Et nyt parti, Common Sense Party, vil repræsentere de ikke-repræsenterede ved at forsøge at tale sig ind i det tomrum demokraterne og republikanerne efterlader sig. Spørgsmålet er bare, om partiet nogensinde vil få reel politisk indflydelse, mener kritikere
Problemerne i Californien er legio: Det er for svært at finde en bolig til en fornuftig pris. Vandforsyningen er utilstrækkelig. Der bliver set stort på miljømæssige spørgsmål. Universiteter, gader og parker har ikke i tilstrækkelig grad fået tilført penge til vedligeholdelse. Millioner af californiere mangler basal adgang til sundhedsvæsenet.
Ifølge det nystartede parti Common Sense Party er der problemer nok at tage fat på i staten Californien. Og flere endnu listes op i en lind strøm, hvis man besøger partiets hjemmeside.
Common Sense Party er dugfriske. Deres første formelle forsamling blev holdt så sent som i juli. Partiet vil forsøge at gøre op med både demokraternes og republikanernes politik. ”Vi vil give et alternativ for skuffede demokratiske og republikanske vælgere, såvel som for dem der allerede er registreret som partipolitiske uafhængige,” siger Quentin Kopp, der er en af medstifterne, til San Francisco Chronicle.
Partiets politik er uden ideologisk forankring, og et principprogram forelægger endnu ikke. Politikken skal fastlægges af partiets medlemmer, efterhånden som de kommer til. De forsøger på den måde at appellere til både tidligere demokratiske og republikanske vælgere. Ambitionen er at blive et officielt parti til næste år i juli.
Formanden og medgrundlægger af Common Sense Party, den tidligere republikaner, der også har siddet i Kongressen, Tom Campbell, mener ikke, at Republikanere og Demokraterne har gjort nok for Californien. De har været for optaget af at bekæmpe hinanden, så de ikke har kunnet koncentreret sig om at føre fornuftig politik i den store stat på vestkysten, lyder hans dom. Det er således det nye partis berettigelse, mener Campbell.
Common Sense Party baserer ifølge eget udsagn politik ”på fakta og ikke på fordomme,” hvilket er en slet skjult hentydning til de etablerede partier. Selv om partiet som nævnt ikke har et decideret partiprogram endnu, men kun har identificeret tidens problemer, definerer de sig selv i modsætning til de to etablerede partier, Demokraterne og Republikanerne. ”Vi skal fokusere på borgere i Californien fremfor karrierepolitikere,” skriver de på deres hjemmeside.
Demokraternes dominans
Demokraterne har siddet tungt på tronen i begge kamre, underhuset (the state assembly) og senatet (upper house), der begge huses i California State Capitol i byen Sacramento i Californien. Sådan har det været siden 1970 med undtagelse i 1995-96. Det kommer Common Sense Party nok ikke til at ændre på. Det ændrer dog ikke ved, at Californien har et stigende antal vælgere, der ikke identificerer sig med Republikanerne eller Demokraterne. Debbie Benry, der er næstforkvinde i det nye parti, siger til lokalstationen i San Diego, Kusi News, at Common Sense jagter andele i de 28 procent af stemmerne, hvilket svarer til 5,6 millioner vælgere i Californien, der i øjeblikket er registreret som ”No party preference voters”. De vælgere ønsker ikke at stemme på de to etablerede partier og er dermed ikke repræsenteret i The State Capital. Når deres interesser ikke får en stemme, bliver kvaliteten af de demokratiske processer komprimeret lyder kritikken. Dem der stemmer på Demokraterne og Republikanerne, er i højere grad ældre, hvidere, rigere og mere uddannede. Dermed er vælgerne ikke repræsenteret i The State Capitol. Trods det store potentiale er Debbie Benry realistisk og erkender, at det bliver et langt træk, der ikke er vundet på en eftermiddag.
Usandsynligt, at tredje parti vil få plads i California State Capitol
Det er urealistisk at tro, at Common Sense Party med et kan gøre en politisk forskel. Det mener to tredjedele af de adspurgte politiske eksperter i en undersøgelse California Target Book, der blandt andet undersøger vælgeradfærd, har foretaget. De udvalgte respondenter blev bedt om at tage stilling til, om det var sandsynligt, at et tredje parti ville være en realitet inden 2025. Og ingen siger, at det er meget sandsynligt. ”Hvis der er noget, demokrater og republikanere er enige om, så er det, at ingen andre politiske partier skal blive en realitet.” Det siger Darry Sragow, der offentliggjorde undersøgelsen. Det er således paradoksalt, at eks-republikaneren Tom Campbell, der nu er formand i Common Sense Party skal forsøge at kæmpe imod det system, han selv har været del af i mange år.
Common Sense Party vil ikke stille op til præsidentvalget i 2020, men i stedet koncentrere sig om at drive politik på statsniveau i Californien, hvis de får pladser i et af kamrene. Men først skal der indsamles 65929 underskrifter fra vælgere, der vil stemme på dem, før de kan blive opstillet på stemmesedlerne. På nuværende tidspunkt har man indsamlet lidt over 10.000 underskrifter, så der er et godt stykke vej endnu.
Ifølge den politiske ekspert Tom Shepard, er det svært for nystartede partier at blive etableret, fordi det er svært at opbygge politisk infrastruktur og konkurrere med de etablerede partier. Men samtidig siger Shepard til Kusi News, at Common Sense Party er startet på et godt tidspunkt, hvor mange millioner vælgere i Californien er utilfredse med både Demokraterne og Republikanerne.
Partiet henviser selv til, at 61 procent af vælgerne i Californien mener, at der er behov for et tredje parti. Derudover mener 60 procent af de unge vælgere ikke, at topartisystemet er ideelt. Det viser en måling fra Public Policy Institute i Californien. Selv om Demokraterne har magten i begge kamre i California State Capitol, har de blot støtte fra 43 procent i staten. Det skyldes USA’s valgsystem, hvor et parti godt kan have absolut flertal, selv om de ikke har over 50 procent af stemmetallet i den pågældende stat. Og selv om demokraternes flertal synes sikkert nu, kan man aldrig vide sig sikker i politik: En tredjedel af både demokratiske og republikanske vælgere tilkendegiver, at deres tilknytning til deres parti ikke ”er særlig stærk.”
Noget kunne tyde på, at Common Sense Party kan udfylde et politisk tomrum blandt Californiens vælgere. Spørgsmålet er bare, om de vil stemme på The Common Sense Party, eller om der andre årsager til, at så mange er registreret som No preference party.