Nyt Arktisfokus handler om kystvagtsopgaver

Danmarks interesser i Arktis vil blive det store buzzword i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske debat i de kommende år. Men bag de store ord vil meget forblive det samme. Forsvarets militære tyngde vil ikke flytte mod nord – i stedet vil fokus ligge på lavpraktiske løsninger og internationalt samarbejde om kystvagtsopgaver.

Af Jon Rahbek-Clemmensen, adjunkt, SDU

Arktis er det nye sort i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det mener både udenrigsminister Kristian Jensen og hans forgænger, de Radikales Martin Lidegaard. Det mener snart alle kommentatorer, ministre og forsvarsordførere, der sjældent lader chancen for at fremhæve det høje nord som det nye tyngdepunkt for det danske diplomati og forsvar. Det mener Peter Taksøe-Jensen, den udenrigspolitiske udreder, der snart kommer med sin vurdering af dansk udenrigspolitik. Det mener forsvarsministeriet, der endelig barsler med sin længe ventede analyse af forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktis.* De to rapporter vil gøre det høje nord til omdrejningspunktet i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske debat i den næste tid.

Og der er mange grunde til at få Arktis på dagsordenen. Klimaforandringerne åbner en skatkiste af nye muligheder i regionen – bl.a. skibsfart, olie- og gas-udvinding, minedrift, fiskeri og turisme – og nye muligheder betyder større krav til det danske forsvar, der fungerer som kystvagt i de grønlandske have, og for det danske diplomati. Samtidig er forholdet mellem Danmark og Grønland præget af konstante spændinger og de danske ministerier står på bagbenene for at undgå nye kontroverser og for at vise Nuuk at Grønland får noget ud af at blive i Rigsfællesskabet.

Desuden passer Arktis fint ind i mange forskellige agendaer og det er derfor politisk smart for politikere og embedsmænd at se mod nord. Grønland er jo en del af Rigsfællesskabet, så et fokus på Arktis vil hue de der synes, at man skal fokusere mere på danske interesser og truslen fra Rusland og mindre på stabilisering i de varme lande. Samtidig har Danmark, som en af de kun fem kyststater, stor indflydelse i regionen og man kan altså her gøre en reel forskel i verdenspolitikken – hvilket lyder godt for de der stadig synes at det er vigtigt at Danmark gør verden til et bedre sted. Der er altså noget for både realister og idealister.

Der er dog tre grunde til at tro, at de store ord ikke vil betyde at en stor militær oprustning med nye krigsskibe og kampfly mod nord. For det første vil det være dyrt at investere i nye Arktisegnede kapabiliteter og det vil enten kræve flere penge til forsvaret (hvilket nok vil være svært at sælge i en tid, hvor der spares på børn og ældre i kommunerne) eller strategiske valg på bekostning af andre interesser (f.eks. Danmarks deltagelse i internationale operationer i bl.a. Irak). Der har ikke været optakt til en større strategisk reorientering i dansk udenrigspolitik. Selv Peter Taksøe-Jensen, der gjort et øget fokus på Danmarks snævre interesser til sit mantra, mener stadig, at Danmark skal spille en rolle i internationale operationer.

For det andet er hovedaksen i Danmarks Arktisstrategi, at man kan og bør samarbejde med Rusland i det høje nord. Danmark har gjort sig umage for at udbygge alle former for samarbejde med Rusland i regionen og for at undgå at sende krigeriske signaler, der kunne blive misforstået i Moskva (den eneste undtagelse er det danske kontinentalsokkelkrav fra december 2014, som var større end iagttagere havde forventet). Den danske strategi har været succesfuld – Arktis har været præget af en usædvanlig grad af fredeligt samarbejde, som i det store hele er fortsat, selv efter Ukrainekrisen. Det ville være i modstrid med denne strategi, hvis Danmark pludselig begyndte at opruste i det høje nord.

For det tredje vil flere danske militærkapaciteter ikke gøre en stor forskel i Arktis. Forsvarets vigtigste udfordring i Grønland er de stor afstande, der gør det svært at hævde Rigsfællesskabets suverænitet og foretage søredning og fiskeriinspektion. Flere skibe vil selvfølgelig gøre en lille forskel, men de vil forslå som en skrædder i helvede på grund af de enorme afstande. I stedet vil det give mere mening at tænke i nye løsninger, som typisk er mere civilt orienterede. Et satellitsamarbejde med Canada, forsøg med arktiske droner og nye regler for skibsfart vil hjælpe forsvaret med at få et overblik over trafikken omkring Grønland og gøre det muligt at reagere hurtigt, hvis der sker en ulykke.

Det vigtigste resultat af Danmarks nye fokus på Arktis vil derfor være noget så usexet som regulering, internationalt samarbejde og søredningskapaciteter – kombineret med satellitter og droner. Der vil sikkert også blive en symbolsk forøgelse af de danske militære kapaciteter i det høje nord – f.eks. et fjerde Knud Rasmussen patruljefartøj eller en permanent flykapacitet i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) – men hovedvægten vil ligge på lavpraktiske og fredelige løsninger, der er billige, ufarlige og effektive i forhold til de reelle udfordringer.

* For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg var involveret i en del af forsvarsministeriets analysearbejde i 2014. Jeg kender ikke de endelige konklusioner for dette arbejde og denne artikel repræsenterer på ingen måde forsvarsministeriets holdning.

Jon Rahbek-Clemmensen er adjunkt i statskundskab på Syddansk Universitet, hvor han også er tilknyttet Center for War Studies. Han er p.t. i gang med et forskningsprojekt om Arktis og Ukrainekrisen, der er støttet af Carlsbergfondet.