Ny True Detective-sæson skuffende fra start

Anden sæson af sidste års måske mest omtalte tv-serie, True Detective, har meget at leve op til. Første sæson blev rost til skyerne og Emmy-nomineret. Men alt tyder på, at anden sæson ikke lever op til første sæsons storhed.

True Detectives første sæson tog verden med storm. Den havde det hele: nytænkning, dybde, mystik og a-liste Hollywoodskuespillere, der gav deres livs præstation. Det visuelle bagtæppe illustrerede hovedrollernes indre kaos og gjorde serien til den måske smukkeste tv-serie til dato.

I første sæson er Rust og Marty, de to detektiver spillet af Woody Harrelson og Matthew McConaughey på sporet af en seriemorder i Louisiana, mens de samtidig kæmper med deres indre dæmoner. Rusts enetaler om eksistentialisme blandet med lidt vrøvl og en knivspids mytiske henvisning blev hurtigt legendariske, og efter at man havde vænnet sig til monologerne, blev de pludselig meningsfyldte. Seere over hele verden havde travlt med at løse den mytiske gåde, som serien lagde op til, og det skuffede derfor mange efter sidste afsnit, at gåden aldrig var del at plottet.

Visuelt mindblowing
Manden bag serien, Nic Pizzolatto, fik enorm ros for første sæson, men fik også en del kritik med på vejen. For godt nok var dybden i seriens to hovedroller noget af det bedste man havde set på tv nogensinde, men resten af holdet var overfladiske karakterer. Serien var med til at skyde både Harrelson og McConaughey helt til tops i Hollywood, og hjalp sammen med blandt andet Dallas Buyers Club McConaughey med at komme væk fra de lettere roller i romantiske komedier, som hidtil havde været hans kendemærke. Både Nic Pizzolatto, instruktøren Cary Joji Fukunaga, Woody Harrelson og Matthew McConaughey blev efterfølgende Emmy-nominerede, men kun Fukunaga vandt selve prisen.

Dertil tilsat en visuelt mindblowing første sæson har forventningerne til anden sæson været på bristepunktet. Men eksperter, bloggere og andre interesserede har været temmelig enige om, at Pizzolatto på ingen måde ville kunne leve op til første sæson. Han har valgt et lige så overraskende cast som sidste år, men alligevel sås der tvivl om anden sæsons formåen. For hvordan skulle Vince Vaughn, Rachel McAdams og Colin Farrell kunne leve op til Harrelson og McConaughey? Og det tilmed i en helt ny historie, der foregår på den modsatte kyst i Californien, hvor Pizzolatto ikke har intim kendskab til folkesjælen og landskabet, som han havde det med Louisiana og Golfkysten?

Efter første afsnit af første sæson var jeg ikke videre imponeret. Rusts monologer var kedelige og intetsigende og det var svært at finde ud af, hvor fortællingen ville hen. Men lige pludselig skete det. Karaktererne fangede mig, Pizzolatto fik skabt en følelse af nært fællesskab mellem mig og hovedrollerne (det var nok mest undertegnede, der følte et fællesskab med Hollywoodstjernerne), og jeg faldt i spåner over det hårde landskab, som jeg kendte så godt fra min tid i området. Jeg var faldet for True Detective, for de splittede karakterer, for portrættet af landskabet som var smukt i sit fordærv og for de sørgelige menneskeskæbner i fortællingen.

Det unikke ved første sæson var blandt andet portrættet af landskabet og området, som sjældent fokuseres på i Hollywood, og som de fleste udlændinge ikke kender til. Når man flytter historien til det ofte (over) portrætterede Californien, kan den så holde højden? Og dybden?

Byen, hvor politiet er alkoholikere med korruptionstendenser
Nic Pizzolatto har forsøgt at være lydhør over for kritikere, og gruppen af hovedrolleindehavere er udvidet til fire, spillet af Vince Vaughn som mafiaboss og Rachel McAdams, Colin Farrell og Taylor Kitsch som politibetjente, der ligesom i første sæson kæmper med indre dæmoner og balancerer på randen af personlig tragedie. Og så har han endda gjort en kvinde til en del af omdrejningspunktet, noget som han fik kritik for at han ikke havde gjort i første sæson. Problemet bliver bare, at den skrøbelige maskulinitet, som Pizzolatto er så dygtig til at portrættere, ikke så nemt gemmes af vejen. Dermed bliver McAdams en maskulin kvinde, der som betjent er rå, hård og opfører sig som en mand. Næppe et succesfuld portræt af en nuanceret, moderne kvinde.

Den nye sæson har meget til fælles med den første uden at gentage den. Personlige problemer og indre dæmoner bliver omdrejningspunktet i en detektivfortælling, som efter første afsnit ikke nødvendigvis gør seeren klogere på, hvor fortællingen vil hen. Anden sæson er om muligt endnu barskere, med blod, manglende øjne og personlige tragedier nok til et helt liv og mere. Serien efterlader et indtryk af, at politiet i Californien i byen Vinci alle er alkoholikere med personlige traumer, et dystert sind og korruptionstendenser. Pizzolattos evne til at portrættere kontrasterne skinner igennem, da han mesterligt formår at gøre Vince Vaughns karakter som mafiaboss til den mest sympatiske efter første afsnit, vel og mærke sammenlignet med tre politibetjente.

Som forudsætningsløs seer, der ikke har set første sæson og ikke som undertegnede har læst alt om den, samt forventningerne til denne, er det svært at følge med i første afsnit. Vi mangler at blive taget i hånden. Den opgave håber vi, at Pizzolatto tager på sig i resten af sæsonen.

Colin Farrell opsummerer det meget godt, da hans halvpsykopatiske karakter besvarer spørgsmålet: “What the f… is Vinci?” – “A city, supposedly”.

Mette Laursen skrev kapitlet om True Detective i bogen Fiktionens Magt, der udkom i april 2015.