Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Æslet & Elefanten

Nu kigger alle mod midtvejsvalget

Kongressen ligger brak, politikerne kan ikke finde ud af at samarbejde og befolkningens tillid er i bund.  Æslet og Elefanten diskuterer, hvorfor det er sådan – begge er enige om, at midtvejsvalget næste år, vil sparke nyt liv i ’The Hill’

Republikanere og demokrater slås så det fløjter dagen lang i Kongressen. Samarbejde er der intet af, det handler om at obstruere og være imod frem for at samarbejde og skabe fremadrettede løsninger på mange af de problemer, USA står med. Amerikanerne følger forundrede med på sidelinjen, kun lidt mere end hver tiende amerikaner – 12 procent – synes, at politikerne på ’The Hill’ gør et godt stykke arbejde og Obamas personlige popularitet går kun en vej – nedad. Men hvorfor kan de to partier ikke finde ud af at være uenige og have deres meningsforskelle, men dog alligevel samarbejde om de udfordringer og problemer USA står over for – som er ens for alle, uanset om man er republikaner eller demokrat. Det diskuterer Casper Strunge og David Miller i denne måneds ‘Æslet & Elefanten’.

Casper: ”Et af problemerne er, at republikanerne ikke rigtig har nogen folkelige sager, de kan slå sig op på. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke gør meget mere ud af, at understrege, at de har nogen andre holdninger end demokraterne og at de vil noget andet i stedet for at fokusere så meget på bare at være imod. McCain har bevæget sig ud af en lidt mere visionær bane, men generelt ser det ud som om begge parter sukker efter et politisk projekt.”

David: ”Det er umuligt at komme igennem med noget. Tag immigrationsreformen og den del af den, der handler om bøsser og lesbiske mulighed for at få en partner med til USA. Obama kan ikke komme igennem med det. Tag sundhedsreformen. Se, hvor besværligt, det var.

Casper: ”Og våbensagen…”

David: ”Det er en helt utrolig sag.”

Casper: ”Obama undervurderede, hvad han kunne møde af modstand.”

David: ”Sagen viser et kæmpe misforhold mellem politikerne og befolkningen. Efter det med baggrundskontrollen blev stemt ned kørte David Letterman i et par måneder efter noget han kaldte ’stooge of the night’, noget i retning af aftenens fjols – en senator – det kunne være en demokrat eller en republikaner, der havde stemt imod. Det er jo også helt vanvittigt at tænke sig, at for eksempel den demokratiske senator fra Montana stemte imod selv om 90 procent af borgerne i Montana er for baggrundskontrol. Så virker hele systemet korrupt.”

Casper: ”Men hvorfor mobiliserede Obama ikke de republikanere der var for aftalen?”

David: ”Husk Christie-sagen. Den republikanske New Jersey guvernør, som efter Sandy katastrofen omfavnede Obama. Det er der masser af republikanere der ikke har glemt. Mange mener, at Christie forærede Obama sejren og republikanerne skal ikke nyde noget af, at vise deres støtte til Obama. Og det ved Obama godt.”

Casper: ”Men han kunne jo have forudsagt, at det ville gå, som det gik.”

David: ”Jo, men lad os se, hvad der sker ved midtvejsvalget i 2014 for de senatorer, der stemte imod. Mange vil ikke blive genvalgt.”

Casper: ”Det er klart, at Tea Party folkene agerer på en meget egoistisk måde. De ved godt, hvordan det politiske system fungerer, men de er blevet valgt på folks politikerlede og de stiller sig beredvilligt op og siger, at ’Washington stinks’. Det er hele deres koncept. Jeg ser det som et billede på samfundet – også i Danmark. Man har nogle partier der er idealistiske på en egoistisk måde. Man har for eksempel nogle patrioter, der kalder sig liberalister, men de er egentlig nyliberalister helt uden værdier. Det vil sige, at man ikke længere er patriotisk og ikke længere behøve at kæmpe for noget. Vælgerne stemmer på patriotismen, men de får lige det modsatte.”

David: ”Præcis. Det er også min pointe. Der er ikke mulighed for samarbejde og man opnår ingen resultater. Det er sjovt at tænke sig, at der er nogen der bliver valgt ind på at sige, at intet i Washington fungerer, hvor efter de selv leverer beviset på deres påstand.”

Casper: ”Republikanernes store svaghed er, at de mangler folk på den visionære bane. Chris Christie har nogle visioner og nogle ideer til, hvor partiet skal bevæge sig hen. Tea Party er jo kun stærke, fordi andre er svage, men hvis Christie kan erobre banen, så har Tea Party ikke meget at byde på.”

David: ”Det er klart. Han er et af de stærkeste bud på en republikansk kandidat.”

Casper: ”Helt klart, og han vil virkelig kunne matche Hillary. Hun bliver af mange betragtet som en hård nyser og lidt kold i det, mens han er noget mere rund i det og har en følelsesmæssigt approach til mange ting. På den måde er der byttet rundt på stereotyperne, på den måde, vi er vant til opfatte mandlige og kvindelige kandidater.”

David: ”Ja, og Hillary vil være blevet 69 til den tid, mens Christie er begyndt at tabe sig, og det er vigtigt, for ellers vil amerikanerne være bekymrede for om hans helbred kan holde. Men skal man sige noget dårligt bom Christie, så kan alle huske, hvordan han på republikanernes konvent tordnede mod Obama, og to måneder senere vendte han om, fordi han havde brug for Obamas støtte efter Sandys hærgen. Det har jeg det svært med.”

Casper: ”Det er vilkårene.”

David: ”Jo, men jeg synes bare, at han godt kunne være mere ægte som menneske. Vise, at han tror på det, han rent faktisk tror på.”

Er de store tabere ikke den folkelige tillid til det demokratiske system?

David: ”Det afgørende punkt bliver midtvejsvalget næste år. Derefter vil alle kigge frem mod 2016. det vil skabe en ny dynamik i systemet.”

Casper: ”Og det, der kommer til at ændre meget. Republikanerne skal køre nogen i stilling, og jeg tror at republikanerne har lært meget efter det forrige valg. Vælgerne er også ved at være trætte af de evindelige kampe. Christie har det hele.”

David: ”Ja, det var godt, han ikke stillede op i 2012.”

David S. Miller er grundlægger og tidligere formand for Democrats Abroad i Danmark og aktiv Obama-støtte. Skriver fast den demokratiske del af analysen ’Æslet & Elefanten’ på Kongressen.com

Casper Strunge er konservativ folketingskandidat og var senest med til at føre valgkamp for Mitt Romney og Republikanerne i 2012. Skriver fast den republikanske del af analysen ’Æslet & Elefanten’ på Kongressen.com

Written By

Jens Aagaard er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Dækkede i knap ti år dansk politik for Ekstra Bladet og var derefter ansat på Søndagsavisen, hvor han blandt andet dækkede dansk politik og skrev interviews og portræthistorier. Udgav i januar 2013 den anmelderroste bog ‘Da Spin Erobrede Danmark’ sammen med Anders Agner Pedersen og var blandt bidragyderne til antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’. Tilknyttet Kongressen.com som portrætskribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen