Det er til at se – Danmark er godt i gang med at blive efterladt på alle områder af et stærkt frembrusende Norge i nord. Der er skruet op for alle aktiviteter, særligt med store investeringer og operationer ved militæret. Som NATO-allieret og forpost til Rusland i nord har landet også en yderst strategisk vigtighed for USA, og har ageret vært for de største øvelser siden Den Kolde Krig. Kort sagt, Norge sætter handling bag ord ved vigtigheden af Arktis.
Indenfor alle områder har Norge cementeret sin interesse i Arktis. Norges udenrigsminister, Ine Maria Eriksen Søreide, har udtalt at Arktis ikke bare er en prioritering inden for udenrigspolitik, men den højst prioriterede af alle. Dette understreges ved den Norske regerings fremmøde ved den årlige Arctic Frontiers-konference i Tromsø. Konferencen er finansieret af den norske stat og ledes af den norske arktiske ambassadør. Over 2.000 forskere, diplomater, forretningsinteresser, og politikere kommer fra hele verden for at deltage. Her var den danske repræsentation ikke til at se. Det var den norske dog som stillede med en række af regeringsfolk, og der blev gang på gang lagt fokus på hvordan Norge mener Arktis bør forvaltes. Udover støtte til konferencer, har Norge kraftigt investeret i forskning og uddannelse inden for det arktiske område. Universitetet i Tromsø, det arktiske universitet, er den største enkeltmodtager af polarforskningsmidler og en af de væsentligste aktører inden for den polare forskningsverden. Derudover findes der University Center in Svalbard, også kendt som UNIS, hvor også verdenskendte danske forskere holder til. Disse og lignede initiativer og bevillinger står dermed i skarp kontrast til Danmarks forskningsstøtte og de små tre millioner til et udefineret grønlandsk forskningsprojekt som finansloven fra i år kom med.
Disse store investeringer giver dog god mening for Norge. Omkring 10%, lige under 400.000, af landets befolkning bor nord for polarcirklen, den største procentdel sammenlignet med andre arktiske nationer. Derudover findes næsten halvdelen af det lange land i den polare omegn. Når man så kigger på dette og dertil husker på at Rusland er en tæt nabo, kan det nok ikke undre at Norge inden for de seneste år har investeret kraftigt i deres militære forsvar.
Dette har betydet meget særligt for USA som i lang tid ellers har beklaget sig over deres allieredes støtte på området. Hos Norge har de dog fundet et land som ikke bare skruer op for militæret, men også holder flere og flere øvelser med NATO-styrkerne og samarbejdet som fokus. Selvom deres militær ikke er særligt stort, så har de konstant aktivitet og er NATOs de facto ører og øjne i det høje nord.
Af alle NATO-nationer har Norge nok den mest proaktive når det kommer til Arktis. Rusland er lige for døren og har ikke de seneste år holdt sig hverken stille eller stuerene. Norge kan derfor mærke den store skygge over sit land. Øen Svalbard er særligt en torn i øjet på russernes ambitioner i Arktis og har også stor betydning for nordmændene da der tæt ved er store fiskebestande. Dertil ser Norge den arktiske region som en ubeskyttet flanke i NATOs forsvar. Russerne har siden 2008 patruljeret tæt ved Svalbards grænser og dette gør nordmændene særligt usikre.
I Bodø nord for polarcirklen finder man den største jagerflybase i Nordeuropa. Her går F-16 jagerflyene fra NATOs Quick Reaction Force (QRF) på vingerne flere gange om dagen for at identificere russiske militærfly nær den norske kyst og bede dem vende om. Dette var dagligdag under Den Kolde Krig, hvor 5-600 sovjetiske fly hver år afprøvede og udfordrede NATO-beredskabet i Norge. I efterkrigstiden faldt besøgene til små fem om året, men er nu siden 2000 steget igen og gik fra 32 i 2017 til hele 100 i 2018. De norske F-16 fly er i luften på under 15 minutter, er standby 24/7, og stopper enhver russisk flyver i området.
Det er tydeligt at russerne igen skubber spændingerne op i Arktis. Ved mange tilfælde simulerer russerne angreb på det norske territorie, dog kun i internationalt luftrum. Som den norske generalstab har udtalt, så er det sådanset ikke forbudt men dog et udtryk for godt naboskab. I takt med den øgede russiske aggression og oprustning har Norge genetableret flere baser og øget tilstedeværelsen på mange andre. Vigtigst er at mange års nedskæringer er afløst af markante investeringer i mandskab og materiel, som signalerer til Rusland at Norge tager deres og NATOs forsvar alvorligt.
Det skal dog påpeges at den officielle norske sikkerhedsstrategi lægger stærkt fokus på det samarbejde og den stabilitet som har eksisteret siden slutningen på Den Kolde Krig, og at det er deres overordnede mål at det fortsat forholder sig stabilt. Det betyder dog ikke at nordmændene er hverken blinde eller dumme når det kommer til et mere aggressivt Rusland. Landet kan dog ikke effektivt blive forsvaret uden sine NATO-allierede, og i denne forbindelse er der et større fokus på samarbejde. Dette kunne bl.a. ses ved sidste års NATO-øvelse, Trident Juncture, som blev afholdt i Norge og involverede mere end 50,000 deltagere og over 10,000 militærmaskiner fra 31 nationer.
Udenrigsminister Søreide tager imod de USA-ledte NATO-styrker med åbne arme, og har udtalt at selvom NATOs arbejde i f.eks. Afghanistan er vigtigt, så har de kunne mærke at andre områder såsom territorialforsvaret har været lidt glemt. Trident Juncture øvelsen var derfor en klar markering fra NATO til Rusland om at der nu er andre boller på suppen. Det var også første gang i over 30 år en amerikansk hangarskibsgruppe var i det arktiske farvand. På denne måde gør amerikanerne Norges vigtighed klar, samtidig med at de påskønner de militære investeringer og den russiske overvågning som Norge har styrket.
Heller ikke når det gælder olie står nordmændene stille. I begyndelsen af året offentliggjorde det norske petroleumsdirektorat deres prognose for 2019. Man anslog at der var omkring 4.000 millioner kubikmeter råolie, primært i Barentshavet, som ville kunne sikre norske olie- og gasproduktion i mange år frem. Adskillige oliebrønde er blevet bygget over de seneste år, og dertil er mange nye produktionslicenser blevet uddelt. Ud over olien, er en række af vigtige metaller blevet observeret på havbunden.
Den store aktivitet inden for olieområdet har dog skabt en del protester, særligt fra den yngre generation og det norske oppositionsparti, Arbeiderpartiet, som ikke er enige med den retning regeringen er gået med ift. ny olie- og gasudvinding i Arktis og som ikke vil have olieudvinding nær Lofoten. Dette kom som en overraskelse for de norske olieselskaber som er afhængige af en vis forudsigelighed, grundet de store investeringer disse operationer kræver. Beslutningen fra Arbeiderpartiet kommer i kølvandet på en række initiativer som skal skabe en mere grøn dagsorden, heriblandt at investere mere af oliefonden i vedvarende energi.
Norge står overfor en masse udfordringer i Arktis over de næste år. Balancen mellem udvinding af råstoffer i Barentshavet og vejen mod et grønnere land er et ømt punkt som ikke lige med det samme har nogen løsning, for Norge har brug for pengene og de materialer der kan hentes. Militært findes der heller ingen kære mor for Rusland er godt i gang med at markere sig i regionen og ynder at prikke til deres norske nabo. For at Norge skal kunne tages seriøst og respekteres, kræver det en kraftig investering i deres militære kapaciteter, noget der absolut ikke er billigt. På forskningspunktet er Norge dog meget langt fremme og deres kontinuerlige investeringer i denne sektor er uundværlig ikke kun for dem. Som nogle af de fremmeste i verden inden for polarforskning, sidder de med meget viden der kun bliver vigtigere som Arktis åbner sig.
Meget står på spil i denne forandringens tid i Arktis, men Norge har vist de både har forstået vigtigheden af langsigtede investeringer i området og om hvilken kritisk rolle Arktis vil have i fremtiden. Dette er noget Danmark kunne lære meget af, for bag ord kræves der handling og vi er for tiden fattige med begge.
