Nordkorea og kongressen

Når lederen af Nordkorea, Kim Jong-un, vælger at genoptage den gamle tradition med kongresser for kommunistpartiet, så er det ikke tilfældigt. Kim Jong-un cementerer sin magt og sidestiller sig med sin bedstefar, der har nærmest gudestatus i Nordkorea.

Af major Thomas Galasz Nielsen

Nordkorea har netop holdt sin 7. kongres. Det var samtidigt den første i 36 år, da kommunistpartiet ikke har afholdt kongresser siden den nuværende partileders, Kim Jong-un, bedstefar var ved magten. Og det er netop derfor, at Kim Jong-un, har valgt at genoptage kongresserne efter så mange års fravær. Herved skaber han en direkte forbindelse til skaberen af det nuværende Nordkorea og det nordkoreanske kommunistparti; en skaber, der nærmest har en guddommelig status i den nordkoreanske befolkning. Ikke fordi Kim Jong-un sidder usikkert på magten, tvært imod. Han cementerer den.

Efter mange udrensninger og stramninger sidder Kim Jong-un så sikkert på magten, at han nu kan ryste sig løs af sin faders skygge og sidestille sig selv med nationens grundlægger. Derfor var kongressen en vigtigt milepæl for Kim Jong-un, der med kongressen nærmest tvang hærledelsen i landet til troskab til hans lederskab og til at støtte hans ”byongjin”-politik (parallel udvikling), der fokuserer på økonomisk vækst og fastholdelse af et atomvåbenprogram. De to dele har Kim Jong-un nemlig haft svært ved at få accept fra i et land, hvor hæren er vant til at blive prioriteret. Med kongressens officielle godkendelse af en parallel udviklingspolitik får Kim Jong-un nu mulighed for at stække hærens indflydelse i landet og prioritere et politisk magtmiddel som atombomber. Samtidigt kan Kim Jong-un søge at udvikle landet inden for de rammer, han selv udstikker, hvilket ultimativt kan være på bekostning af hærens indflydelse, der ellers gennemsyrer det nordkoreanske samfund.

Hvad er så målet med den parallelle udviklingspolitik? Umiddelbart lyder en økonomisk vækst jo fornuftigt i et land, der er så forarmet som Nordkorea. Men problemet ligger i målet med den økonomiske vækst; Det er nemlig ikke at forbedre situationen for befolkningen, men for at holde Kim Jong-un ved magten. Dels ved at skabe et økonomisk råderum for den fattige stat til Kim Jong-uns egne prioriteringer, dels at fastholde og udbygge det meget dyre atomvåbenprogram, der reelt truer Nordkoreas økonomi. Ved at få kongressen til at godkende sit program, kan Kim Jong-un omprioritere inden for statsbudgettet og fastholde det, som giver den bedste effekt for fastholdelse af hans magt: Atomvåben.

Grunden til , at Kim Jong-un ser atomvåbenprogrammet som så vigtigt, er, at programmet skal være den primære kilde til at opnå tre effekter:

• Forøge sikkerheden imod trusler udefra,
• være et symbol på Nordkoreas høje teknologiske stade samt
• sikre egen overlevelse og handlefrihed internt i Nordkorea.

Effekterne er alle knyttet til overlevelse for kommunistpartiet – med Kim Jong-un i spidsen – hvad enten truslerne kommer udefra eller indefra.

I virkeligheden er Kim Jong-un ikke specielt truet udefra. Der er så store kræfter på spil i regionen, at selv et så specielt styre som kommunistpartiet i Nordkorea kan overleve i skyggen af den magtkamp, der finder sted mellem USA og Kina. De to store magter i området vil ikke lade den anden side få så meget som en tomme mere magt i området, og det holder faktisk situationen mellem Nord- og Sydkorea forholdsvis stabil, om end der er enkelte udbrud indimellem. Situationen er ganske lig den Kolde Krig i Europa. Kina støtter Nordkorea og USA støtter Sydkorea med det resultat, at de to stater har en grænse, hvor begge lande har deployeret det meste af sit militære isenkram til at forsvare sig mod den anden.

Vi skal derfor forstå Kim Jong-uns paralle udviklingspolitik som endnu en strategi, der stækker kræfter internt i Nordkorea, der kunne udgøre en opposition, ved at tale til befolkningen om Nordkoreas teknologiske fortrin – selv i forhold til Sydkorea, der ellers er en målestok for den almindelige nordkoreaner, hvis denne har bare lidt viden om omverdenen. Samtidigt vil enhver økonomisk udvikling – uanset størrelse – give Kim Jong-un en direkte forbindelse med befolkningen og – håber Kim Jong-un – en status som sin bedstefar og dermed sikre magten – og oven i købet også hans eftermæle på lang sigt som bedstefaderens ligemand.

Så Kim Jong-un har haft rigtigt mange gode grunde til at genstarte kommunistpartiets kongresser, hvor politikken bliver besluttet i baggrunden og kongressen brugt som et skuespil for folket. Det er strategisk kommunikation på højt plan. At det er kommet dertil for Kim Jong-un, er det ultimative bevis på, at hans magt nu er cementeret efter en lidt usikker start.

Thomas Galasz Nielsen er major ved Forsvarsakademiet. Er midlertidigt udlånt til Dansk Institut for Internationale Studier som militær analytiker og beskæftiger sig med oprørsbekæmpelse i Asien.