Nixons tvivlsomme vej ud af Vietnam

Da Richard Nixon tog over i det Hvide Hus var USA dybt engageret i Vietnam-krigen. Nixon lovede det amerikanske folk en vej ud. At vejen ud medførte en udvidelse af krigen var dog ikke noget den amerikanske befolkning så forstående på.

Da Richard Nixon overtog embedet som præsident og Commander-in-Chief for de væbnede styrker var over en halv million amerikanske soldater engageret i krigen i Vietnam. Det virkede som en umulig opgave at få USA ud af den situation som man var blevet fanget i, men Nixon lovede det amerikanske folk at han havde en plan.
Det lykkedes da også Nixon at få USA ud af Vietnam, inden han blev fældet af Watergate. Det var dog ikke den lykkelige ”Yellow Brick Road” fra ”The Wizard of Oz” som førte USA ud af Vietnam. Indsatsen varede 5 år mere, og det blev gjort ved en eskalation af USA’s engagement og en massiv bombning af både Nordvietnam og Cambodja.

Amerikanerne kæmpede den forkerte krig
Da amerikanerne begyndte deres store militære engagement i Vietnam, og amerikaniserede krigen i 1965 begyndte man med det samme at føre krigen ud fra de idéer man havde om hvordan krige skulle være.
Man fokuserede på at få engageret de nordvietnamesiske modstandere og modstandsbevægelsen Viet Cong i store konventionelle slag, hvor man var sikker på at man var suveræne. Problemet var at Viet Cong og nordvietnameserne på det tidspunkt var udmærket klar over at man ikke havde en chance i konventionel krig mod vestlige styrker. Man havde drevet franskmændene ud af landet gennem en guerillakrig som kulminerede i det franske nederlag ved Dien Bien Phu (60-året for nederlaget var i går onsdag den 7.maj).
For at besejre amerikanerne forfulgte de samme strategi, og på den måde endte det med at amerikanerne, efter manges mening, udkæmpede den forkerte krig i landet.

Vietnameserne skulle selv løfte
En af de måder Nixon ville sørge for at USA kom ud af Vietnam-krigen var at de vietnamesiske styrker skulle erstatte amerikanske i diverse sikkerhedsoperationer. Det betød enten reelle kampoperationer eller sikringsopgaver som kunne frigive amerikanske styrker til at kunne trække dem helt ud af landet, eller bruge dem til offensive operationer.
Det var af stor symbolværdi for den amerikanske befolkning at vietnameserne kunne erstatte amerikanske soldater. Det skulle være et tegn på fremskridt, og at man rent faktisk havde nået noget i landet.
Der var dog en fejl i planen. Den måde man fra amerikansk side havde valgt at uddanne de sydvietnamesiske styrker var ikke egnet til den type krig man stod overfor. I stedet for at fokusere på at uddanne styrkerne til en guerillakrig som den man var engageret i, så uddannede man dem til at udkæmpe konventionel krig, altså klassisk stat mod stat med kampvogne og fodfolk.
Dermed havde USA fulgt den fejlslagne strategi op med at uddanne sine allierede til at udkæmpe den forkerte krig.

Nixon udvidede krigen for at afslutte den
En torn i øjet på amerikanerne havde i lang tid været den forsyningsvej som nordvietnameserne brugte gennem Cambodja til at forsyne oprørsbevægelsen Viet Cong.
Nixon valgte at udvide USA’s engagement i regionen ved at tillade en amerikansk landinvasion af Cambodja, suppleret af massive bombninger. De massive bombninger af Cambodja forblev en hemmelighed frem til 1972, hvor Kongressen fandt ud af det, og afholdt flere høringer om sagen.

Nixons idé med angrebene på Cambodja var at man skulle presse nordvietnameserne og Viet Cong helt i knæ hvorefter USA kunne sætte sig til forhandlingsbordet i en favorabel position.
Det samme var tanken bag de såkaldte ”Julebombninger” i december 1972 af Nordvietnam. Dette var en massiv bombekampagne, den største det amerikanske flyvevåben havde foretaget siden 2. Verdenskrig.
Amerikanske B-52 bombefly smed i sidste ende mere end 15.000 tons ammunition over Nordvietnam i perioden 18. – 29. december 1972.

Protester hjemme i USA
Bombningerne og invasionen af Cambodja førte til udbredte protester hjemme i USA især ved diverse universiteter. Der havde ellers været ret roligt i en længere periode, men disse nye offensive operationer i det sydøstlige Asien var for meget.
Nixons krig i Vietnam stred for meget mod de håb som den amerikanske befolkning havde haft da han i valgkampen i 1968 havde lovet dem at få afsluttet krigen i Vietnam så de amerikanske styrker kunne komme hjem. Man havde håbet på en tilbagetrækning fra Vietnam, men i stedet præsenterede Nixon befolkningen for et endnu større engagement, og folk havde svært ved at se hvordan det kunne få USA ud af en krig som befolkningen og Kongressen langt fra støttede.
Man begyndte at tale om at Nixon havde et alvorlig troværdighedsproblem – ikke sidste gang at Nixon skulle få det mærkat…
Problemet var bare, at den amerikanske befolkning var så desillusioneret i forhold til krigen i Vietnam, at det egentlig ikke var så overraskende for dem at endnu en præsident løj for dem.

En kontroversiel administration og en kontroversiel fred
Nixons ambition om at få afsluttet krigen i Vietnam blev nået i 1973 med Paris-aftalen. Dermed fik Nixon sin ”ærefulde” afslutning på USA’s militære engagement i Vietnam, og han kunne sætte tilbagetrækningen af soldaterne.
Vejen til denne tilbagetrækning bidrog til Vietnam-krigens kontroversielle status i verdenshistorien. Man bombede et tredjeverdens land, og mange mener at invasionen og bombningerne af Cambodja banede dermed vejen for Khmer Rouge regimet der udnyttede den kaotiske situation i landet som følge af USA’s invasion.

De øgede bombninger af Nordvietnam i december 1972 bidrog også til billedet af USA som en uregerlig stormagt som ikke skyede nogen midler for at opnå hvad man ville. Det var da også derfor at mange var utilfredse da Henry Kissinger fik Nobels Fredspris for hans deltagelse i udfærdigelsen af Paris-Aftalen, han havde jo samtidig stået bag Nixons eskalation af krigen.
Det kan godt være Nixons afslutning af krigen i Vietnam ikke var hvad mange i den amerikanske befolkning havde forventet – langt fra. Den succes som det var for Nixon-administrationen at få USA ud af Vietnam, kunne dog tælles blandt de store udenrigspolitiske succeser som administrationen opnåede. Men som med så mange andre ting som Nixon-administrationen var det ironisk nok den indenrigspolitiske Watergate-skandale som primært har sikret Nixon en plads i historiebøgerne.