Nixons sydstatsrevolution

Som den første republikanske præsident sikrede Richard Nixon sig flertallet af de hvide stemmer i sydstaterne. Nixons strategi ændrede den amerikanske partipolitiske konstellation og udgør den dag i dag en permanent, central del af det Republikanske Partis identitet.

Selvom det langt fra blev til en overbevisende valgsejr i 1968, formåede den republikanske præsidentkandidat, Richard Nixon, at vinde stemmer fra nye, væsentlige stater i USA. Sydstatsstrategien gjorde det muligt for Nixon at vinde opbakning fra 5 sydstater, der tidligere havde været domineret af loyale demokrater. I 1972 vandt han dem alle. Dette viste sig at blive et historisk skift i den amerikanske partipolitiske magtbalance.

Inspirationen fra Goldwater
Richard Nixon var ikke manden bag sydstatsstrategien, men han var manden, som formåede at vinde præsidentvalgene med den. Som den første republikanske præsidentkandidat.
Et tidligere forsøg på at ændre den dominerende demokratiske sydstatspolitik, havde været afprøvet af republikanernes præsidentkandidat i 1964, Barry Goldwater.

Valget i 1964 var startskuddet til dén politiske omstrukturering, som amerikanerne lever med i dag, og dén omstrukturering som Nixon vandt præsidentvalgkampene med. Selvom Nixon senere prøvede at distancere sig fra Goldwaters politik, var det ikke desto mindre ham, som banede en del af vejen for Nixons succes 4 år senere. På trods at et stort nationalt valgnederlag, vandt Barry Goldwater 5 sydstater samt hans egen hjemstat, Arizona. Derudover kunne han glæde sig over, at have omvendt ikke mindre end 233 distrikter i syden – distrikter som før havde været uden for republikansk rækkevide.

Goldwater-erfaringen skulle vise sig at være vigtig inspiration for Richard Nixon og det Republikanske Parti. Den havde nemlig styrket det organisatoriske græsrodsarbejde i de tidligere demokratiske stater. Dette benarbejde åbnede langsomt op for dét 2-parti system, som republikanerne havde brug for, til at kunne markedsføre deres politiske synspunkter. Og Nixon var manden som kunne udnytte dette.

I modsætning til Goldwater bundede Nixons succes i, at han forstod at balancere de konservative og moderate kræfter i partiet. På den ene side anerkendte han, hvilken kurs partiet havde taget de foregående år. Den konservative fløj havde indvundet mere plads i det Republikanske Parti. Og de konservative kræfter var kommet for at blive. Men der var stadigvæk en stor moderat del, som også skulle plejes. Partiet havde derfor brug for en leder, der kunne omfavne de konservative fra syd såvel som de moderate fra nord.

”Law and order:” kodet raceretorik
I dag forbinder de fleste det Republikanske Parti med anti-føderalistiske, patriotiske, hvide mænd fra middel- eller overklassen, som sætter det individuelle menneske, forstadskerneværdier og kristendom i højsædet. Og der er også en klar grund til, at den republikanske identitet associeres med de hvide mænd. Begrundelsen findes nemlig i Richard Nixons præsidentielle æra.

Op igennem 1960’erne så præsidentkandidaten, Richard Nixon, hvad de begivenhedsrige år gjorde ved den amerikanske befolkning. Ikke mindst i sydstaterne. Splittelsen over ophævelsen af raceadskillelse havde brudt demokraternes solide greb om syden. Og Nixon udnyttede denne chance til at skabe hans republikanske flertal.

”Law and order” blev Richard Nixons gennemgående tema i begge præsidentvalgkampe. Han appellerede til de hvide stemmer, som mente, at demonstranter for borgerrettighedsbevægelserne var gået for vidt. Utrygheden i de amerikanske gader skulle elimineres. Overtrædelse af loven straffes. Men brugen af denne retorik havde også et underliggende budskab: Et budskab om race som gavnede Nixons sydstatsstrategi.

Sydstatspolitikere havde siden 1950’erne omtalt borgerrettighedsforkæmpere som lovovertrædere. I mange tilfælde med reel substans. Men denne sidestilling var ikke populær i det store USA. Og den havde hidtil ikke skabt vindende mandater i en præsidentvalgkamp. Nixon ville ændre denne realitet. For stemmerne i syden kunne ændre hans image som den tabende kandidat. Ved at kategorisere lovovertrædende demonstranter udelukkende som kriminelle, kunne Nixon tale om ”order” uden højt at nævne det følsomme spørgsmål om race. Men for majoriteten af ”white supremacists” i syden kunne Nixons ”law and order” også tolkes som kodet raceretorik. Således kunne Nixon opnå de nødvendige hvide mandater i syd uden at støde for mange moderate stemmer i nord. Med en kneben sejr i 1968 og en jordskredssejr i 1972 havde Nixon startet en ny republikansk tradition: Fremover skulle valgene vindes med de hvide mænds mandater.

”The silent majority”
Richard Nixon brugte også sin sydstatsstrategi til at bejle til ”the silent majority.” En majoritet som følte, at deres New Deal-demokratiske koalition havde vendt dem ryggen. De var overvældende fra den hvide arbejderklasse. Og op igennem 1960’erne og 1970’erne hev mange af disse amerikanere teltpælene op og flyttede til de blomstrende forstadsområder i syd- og sydveststaterne. De gjorde indtog i middelklassen. Og de var med til at ændre den økonomiske magtbalance i USA fra nordøst til sydvest. Nixon så et potentiale.

Med kampagneslogans rettet mod dette segment – et segment som følte sig distanceret fra krigen og regeringen som varetog de mange interesser fra studenteroprørene og borgerrettighedsbevægelserne til de etniske minoriteter og de dårligere stillet samfundslag- kunne Nixon erobre flere hvide mandater i syd. Og det gjorde han. Republikanerne havde gjort et solidt indtog i hjerterne hos den hvide amerikanske sydstatsbefolkning. Et indtog der ikke kun tippede den økonomiske, men også politiske magtbalance i USA.

Nixon gravede kløften dybere
Richard Nixon blev et ikon som manden der delte vandende i amerikansk politik. Han formåede succesfuldt at ændre stemmevanerne i de amerikanske sydstater. De ville fremover tilhøre det Republikanske Parti. Men det medførte også, at der blev en stærkere politisk polarisering i det amerikanske samfund end tidligere. Mellem dem, som identificerede sig med Nixons politik og dem som ikke kunne udstå det han stod for. Denne meget stærke partipolitiske opdeling holder stand den dag i dag. Nu referer vi bare til kræfterne som ”røde” og ”blå.” Takket være Nixon.