”Nixon splittede Amerika og vidste, hvad han gjorde”

Det er muligt, at mange primært tænker på Watergate, når tankerne falder på Richard Nixon. Men i virkeligheden burde han få mindst lige så meget kritik for at splitte det amerikanske samfund. En splittelse, som fortsat præger USA i dag, vurderer en af verdens førende Nixon-eksperter.

Af Pernille Bruun Nielsen og Anders Agner Pedersen

Der er masser af kritisere Richard Nixon for. Watergate, hans omfattende magtmisbrug og måden hvorpå han ødelagde amerikanernes tillid til det politiske system. Men på et centralt område har Nixon ikke fået så meget kritik, som han burde. Dette er i forhold til den splittelse af det amerikanske samfund, som han systematisk igangsatte i forbindelse med 1968-valgkampen. Og hvis konsekvenser amerikanerne fortsat lever med den dag i dag.

Således lyder vurderingen fra Rick Perlstein, en af verdens førende Nixon-eksperter og forfatter til den anmelderroste ’Nixonland’. En bog, hvis titel henviser til det samfund, Nixon skabte: Et samfund præget af splid, mistillid og stridigheder, og hvor folk enten var for eller imod ham. Et samfund der blev så opdelt, at det senere blev defineret i klare røde og blå lejre.

Til august er Rick Perlstein aktuel med en ny bog med titlen ’The Invisible Bridge: The Fall of Nixon and the Rise of Reagan’, som udkommer i forbindelse med at der er gået 40 år siden Nixons fald som præsident. Bogen fortsætter fortællingen om det samfund, Nixon efterlod, og som det især blev Ronald Reagans lod at udvikle og præge i 1980’erne.
I dette eksklusive interview med Kongressen.com fortæller Rick Perlstein, hvordan ’Nixonland’ har udviklet sig fra den gang og frem til i dag. Og hvorfor det måske er den mest alvorlige og kritisable arv, Nixon har efterladt Amerika.

Vil du sige, at ‘Nixonland’ nu er nået det endelige lavpunkt, eller kan splittelsen i det amerikanske samfund blive endnu værre?
“Jeg tror desværre, at det er lige vel optimistisk at tale om, at vi er nået til afslutningen endnu.”

Tror du, at det bliver endnu værre?
“Ja, det tror jeg godt, at det kan blive. Og jeg mener, at det er med til at ødelægge den politiske kultur i Amerika.”

Nixon plejede at sige, at en valgkamp handlede om at bejle til fløjene, når man ville vinde primærvalgkampen, og at det derefter handlede om at vende sig mod midten, når man skulle vinde den samlede valgkamp herefter. Er det fortsat tilfældet, eller har udviklingen som følge af ‘Nixonland’ gjort, at det nu i stedet handler om at mobilisere fløjene, hvis man vil vinde?
“Det gælder stadig om at vende sig mod midten, når du vil vinde den samlede præsidentvalgkamp, men der er kommet flere måder at gøre dette på. Der er kommet flere strenge at spille på end tidligere. Og en valgkamp rummer flere aspekter nu endnu tidligere. Der er flere ting at tage højde for. Men der er ingen tvivl om, at ideologi spiller en meget vigtig rolle i dag, hvis du vil føre en succesfuld valgkamp.”

Hvor bevidst var Nixon om, hvad han gjorde i forhold til at splitte det amerikanske samfund? Anså han det for værende noget midlertidigt, der var nødvendigt for at han kunne få magten, eller var han godt klar over, at det ville have nogle langvarige, negative konsekvenser?
“Nej, han vidste godt, hvad han gjorde. Han var meget selvbevidst og meget klar i mælet over for folk omkring ham om, hvad det var, han gjorde. Før Watergate-skandalen startede, talte han sågar om det, han kaldte hans ‘new majority’ som noget mere permanent og ikke bare noget midlertidigt. Han vidste, hvad han ville, og hvad han gjorde. Han drømte om at ændre partiet på en måde, som gjorde det muligt for dem at forblive ved magten. Hans plan var at køre den tidligere guvernør i Texas, John Connelly, i stilling som sin afløser ved præsidentvalget i 1976. Så ja, han havde helt sikkert langsigtede planer, for hvordan det skulle føres ud i livet. Men det gik ikke helt, som han havde planlagt.”

På hvilken måde ser du en sammenhæng i forhold til de ting, der skete under Nixons embede og så den rolle, Tea Party bevægelsen spiller i nutidens Republikanske Parti?
“Der er ingen tvivl om, at der er en sammenhæng. Nixon var meget optaget af de ideologiske strømninger fra partiets konservative fløj. Og så kan man så sige, at nogle af de ting han gjorde, eksempelvis opblødningen af forholdet til Kina, kunne betragtes som midtsøgende, men han formåede ikke bare at overleve rent politisk. Han formåede samtidig at bevare det meste af partiets opbakning. Hvilket ikke var nogen helt let øvelse. Men han lykkedes med det, fordi han hyrede en mindre gruppe senatorer, som kunne stå for at manipulere en del af partiet til sin egen fordel. Men samtidig så forstod han også, at der var et stort behov for den enkelte republikaner for at have kontrol over sit eget liv og være herre i eget hus. Og i denne sammenhæng lever Nixons retorik i særdeleshed. Det sker jævnligt, at man hører udtalelser fra eksempelvis Sarah Palin eller Ted Cruz, som lige så vel kunne have været noget, Nixon ville have sagt.”

Nu hvor det ligger fast, at ‘Nixonland’ fortsat eksisterer den dag i dag, tror du så nogensinde, at det slutter, eller vil ‘Nixonland’ forblive en del af amerikansk politik fremadrettet?
“Jeg tror ikke, at ‘Nixonland’ nogensinde slutter. Det vil kræve nogle omfattende reformer af måden, hvorpå det amerikanske demokrati er struktureret. For så længe ’big business’ har så stor indflydelse, og penge spiller så stor en rolle, som det er tilfældet i amerikansk politik, så skaber det helt automatisk en ubalance. Derudover så længe at konservative mærkesager kan promoveres med tilstrækkelig tilslutning fra befolkningen, og så længe demokraterne giver igen med samme mønt, så vil der hele tiden appelleres til usikkerheden hos vælgerne. Og dermed bidrages der til en fortsat splittelse.”

Watergate er blevet det, alle kender Nixon for. Men det lyder på dig, som om det, Nixon burde få mindst lige så meget kritik for er ‘Nixonland’, på grund af de omfattende konsekvenser, det har haft og fortsat har for det amerikanske samfund?
“Man må i hvert fald konstatere, at splittelsen i det amerikanske samfund fortsat er der. Og at det, der fortsat er den centrale del af den republikanske base er i syden, mens dele af den demokratiske base er i det nordlige USA – især kosmopolitterne i de store byer. Hvilket har været bemærkelsesværdigt stabilt i mange år efterhånden. Helt tilbage fra tilblivelsen af ‘Nixonland’ og sådan vil det formentlig forblive i mange år fremover.”