Nixon og Kissinger: de ufrivillige menneskerettighedsforkæmpere

Richard Nixon og Henry Kissinger førte en udenrigspolitik stærkt styret af magtpolitik og realisme. Alle internationale konflikter blev set som brikker i et skakspil mellem vest og øst, hvor hensynet til magtbalancen i den kolde krig trumfede alle andre hensyn – med Vietnam-krigen som det mest fremtrædende eksempel. Alligevel kom to de kold-krigere ufrivilligt til at spille en fremtrædende rolle i fremvæksten af menneskerettigheder i amerikansk udenrigspolitik.

Navnet Richard Nixon får de fleste til at tænke på Watergate-skandalen, Vietnam-krigen, magtmisbrug og uheldige udtryk som “I’m not a crook”. Overtrædelserne af de præsidentielle beføjelser var så alvorlige, at man taler om ‘the imperial presidency’. Nixon fremstår da også om nogen som symbolet på det, der af mange i hans samtid, blev opfattet som USA’s moralske syndefald. Nixons udenrigsminister Henry Kissinger fremstår ligeledes som en benhård realist, der om nogen personificerer prioriteringen af realpolitiske hensyn over idealistiske værdier. Det er derfor et af de større ironiske paradokser i amerikansk historie, at netop Nixon og Kissinger skulle komme til at medvirke til en uforudset og overraskende eksplosion af opmærksomhed omkring menneskerettigheder i USA’s internationale relationer.

Traumet fra Vietnam
Afslutningen på Vietnam-krigen i januar 1973, åbnede op for en mere omfattende kritik af amerikansk udenrigspolitik. I årene forinden havde krigsmodstandere og fredsdemonstranter været mange og højtråbende, men krigen havde samtidigt lagt et låg på en mere generel kritik af USA’s rolle i verden. Da en begejstret Nixon den 23. januar 1973 kunne erklære, at USA’s engagement i Vietnam var forbi, var han lykkeligt uvidende om den dør der blev åbnet for en gennemgribende kritik af hans (og senere præsidenters) hensyn til menneskerettigheder i USA’s udenrigspolitik.

Vietnam udgjorde et alvorligt nationalt traume for USA. De fleste amerikanere spurgte sig selv hvordan det kunne være gået til at USA kunne have begået så uhyrlige overgreb på den vietnamesiske befolkning. Det var et udbredt behov for selvransagelse. Men frem for alt ønskede folk at glemme krigen og den skam den var forbundet med, og i stedet finde en måde at føle national stolthed på igen. Det var i dette mentale klima, at menneskerettigheder dukkede op som et uventet middel til at genskabe den nationale selvforståelse af USA som et land, der kæmpede det godes kamp.

Pinochet til magten i Chile
Ansporet af ønsket om at genrejse USA’s moral og et ønske om at begrænse en egenrådig præsident, begyndte liberale demokrater i 1973 at kritisere USA’s alliancer med højreorienterede diktaturer. Det mest profilerede og fremtrædende eksempel på denne nye kritik var et angreb på Nixons politik overfor Chile. Den 11. september 1973 kom General Augusto Pinochet til magten gennem et blodigt kup på den demokratisk valgte præsident Salvador Allende. Allende var en international kendt og vellidt politiker. Kuppet medførte derfor et ramaskrig i den amerikanske offentlighed, hvor politikere, medier og almindelige borgere stod i kø for at fordømme det voldelige kup og den omfattende tortur der fulgte. Liberale demokrater forlangte handling og begyndte at undersøge omstændighederne for kuppet og ikke mindst Nixon administrationens støtte til Pinochet på trods at regimets alvorlige overgreb på den chilenske befolkning. I Nixons og ikke mindst Kissingers øjne var Pinochet-regimet en bedre allieret i den kolde krig. Man foretrak ganske enkelt et højreorienteret diktatur, der var venligsindet overfor USA fremfor en venstreorienteret demokrati, der muligvis var mere venligt stemt overfor Sovjetunionen. Nixon fortsatte derfor sin økonomiske og moralske støtte til Pinochet-regimet, hvilket blev genstand for en lang og indædt fejde mellem liberale kongresmedlemmer og Nixon administrationen. Allerede i samtiden var der spekulationer om at CIA havde spillet en aktiv rolle i selve kuppet mod Allende, men man fandt ikke endegyldige beviser herfor. Senere har flere historikere argumenteret for at CIA aktivt undergravede Allende-regeringen og spillede en afgørende rolle i Pinochets magtovertagelse. Den store medieopmærksomhed omkring kuppet i Chile var med til at øge den offentlige interesse for menneskerettigheder og styrke et krav om et opgør med Kissingers benhårde kold krigs tankegang, der havde været så afgørende for USA’s katastrofale Vietnam-mareridt.

Menneskerettigheder som national genrejsning
En række liberale demokrater førte an i kampen for at udskifte Nixon og Kissingers realpolitik med en mere moralsk funderet udenrigspolitik centreret omkring respekt for menneskerettigheder.
Senatorer som Edward Kennedy og Kongresmedlemmer som Donald Fraser, Tom Harkin, og Dante Fascell holdt i årene efter 1973 en lang række høringer, der satte fokus på USA’s samarbejde med brutale regimer. Høringerne var udtryk for et opgør med USA’s kold krigs strategi om at støtte venligtsindede diktaturer og bekæmpe venstreorienterede demokratier som man frygtede ville være mere loyale overfor Moskva.

Høringerne blev fulgt op af lovgiving, der søgte at tvinge præsidenten til at forholde sig til menneskerettigheder i USA’s udenrigspolitik. Lovgivning som ‘Section 32’ til the Foreign Assistance Act of 1973, der bandt udviklingsbistand til overholdelse af menneskerettighederne. En lang række opfølgende lovgiving i de følgende år forstærkede og udbyggede forbuddene om at give militær og økonomisk assistance til undertrykkende regimer, og pålagde præsidenten en række forpligtigelser i forhold til at dokumentere og sikre det. Resultatet blev, at Kongressen gav sig selv en række værktøjer til at begrænse præsidentens udenrigspolitiske handlerum og dermed rykkede magtbalancen mellem de to institutioner. Gennem hele forløbet stod Kissinger stejlt på, at menneskerettigheder ikke havde nogen plads i udenrigspolitik, og at man ikke ville risikere gode forhold til allierede ved at kritisere disses overtrædelser af menneskerettighederne. Men Kissingers indædte modstand affødte blot endnu stærkere pres fra Kongressen. En mere kompromissøgende tilgang ville formentlig have kunnet dæmpet Kongressens krav, men Kissinger valgte at udvise åbenlys foragt og manglende samarbejdsvilje. Svaret fra Kongressen blev en strøm af lovgivning, der tvang armen om på ryggen af først Nixon og siden Ford, der fik deres udenrigspolitiske råderum betydeligt begrænset og ikke mindst begyndte en institutionalisering af menneskerettigheder i det udenrigspolitiske bureaukrati. Derved blev Kissinger ufrivilligt en vigtig faktor for menneskerettighedernes indtog i amerikansk politik.

Kritik af USA’s samarbejde med regimer, der overtrådte menneskerettighederne havde to store fordele for de medlemmer af Kongressen, der fremførte den. For det første gjorde den det muligt at kritisere udenlandske overgreb frem for at rette blikket indad ovenpå Vietnam-krigen. For det andet viste menneskerettigheder sig at være et fortrinligt redskab til at begrænse præsidentens magt og give Kongressen en større rolle i amerikansk udenrigspolitik. Nixon og Kissinger spillede (også her) rollen som skurke til perfektion, og de kan dermed tilskrives en ikke ubetydelig del af æren for den begyndende menneskerettighedsrevolution i USA i 1970’erne, der ville kulminere med Jimmy Carters indsættelse i som præsident i 1977.