Nixon og Kennedy-komplekset

I de tre præsidentvalg, Richard Nixon var kandidat, spillede familien Kennedy en rolle. Først Jack Kennedy i 1960, Bobby i 1968 og i 1972 skulle Ted Kennedy have været den demokratiske kandidat. Helt frem til sin død, kunne navnet Kennedy få det til at løbe koldt ned af ryggen på Nixon – af flere grunde

Richard Nixon tabte ikke præsidentvalget i 1960. I hvert fald ikke ifølge Nixon selv. Ganske vist blev John F. Kennedy præsident, men det var ikke fordi Nixon havde tabt, men fordi han havde stjålet sejren. Og derfor kunne der i Nixons optik ikke tales om et rigtigt nederlag.
Præsidentvalget mellem Richard Nixon og John F. Kennedy var historisk tæt. Den siddende vicepræsident og den unge senator fra Massachusetts gav hinanden kamp til stregen, og på valgdagen var det blot 0,17 procent af stemmerne der sikrede Kennedy den smalleste sejr i amerikansk historie.
Nixon var dog ikke meget for at anerkende nederlaget, da han blev orienteret om, at de to afgørende delstater, Texas og Illinois, begge var tippet til Kennedys side. Med en lille margin, men det var for så vidt ligegyldigt. Begge delstaters valgmænd gik til Kennedy, der dermed krydsede den magiske grænse på 270 valgmænd og lade sig hylde som vinder af valget. Men især i Illinois var der noget, der ikke var som det skulle være, mente Nixon og hans folk. Resultatet var ikke helt fint i kanten, og var kun gået Kennedys vej takket være hjælp fra mafiaen, mente Nixon.
Hverken han eller andre fra hans stab kunne bevise noget, og måtte langt op af formiddagen den 9. november 1960 erkende, at slaget var tabt. Og at det ikke blev i denne omgang at Nixon gik fra vicepræsident til præsident. I stedet måtte Nixon, sammen med præsident Eisenhower, se til fra første række, da John F. Kennedy på en kold januardag i 1961 blev taget i ed som amerikansk præsident.
Nixon havde svært ved at skulle sin begrænsede sympati for den nye præsident og hans familie. En familie, der, ifølge Nixon, havde snydt og bedraget sig til magten.

Endnu en Kennedy tager kampen op
Efter en kortvarig pause fra politik i kølvandet på først valgnederlaget og efterfølgende et kikset forsøg på at blive guvernør i Californien, vendte Nixon tilbage til den politiske arena i 1968. Lyndon B. Johnson havde overtaget præsidentembedet efter JFK’s død den 22. november 1963, og havde muligheden for at søge en sidste valgperiode, såfremt han ønskede det. Nixon anså 1968-valget som et valg, der var til at vinde. Johnson var en pryglet præsident, som følge af krigen i Vietnam, som gik stadig dårligere. Og som gjorde, at Johnsons store indenrigspolitiske bedrifter med ‘The Great Society’ blegnede i takt med at de amerikanske tropper begav sig dybere ind i den vietnamesiske jungle.
Derfor forventede Nixon at hans modstander ville være en svækket udgave af Lyndon Johnson, da han den 1. februar 1968 meddelte sit præsidentkandidatur. Men sådan gik det imidlertid ikke, til Nixons stor overraskelse og kortvarige bekymring. For knap halvanden måned efter, nærmere bestemt den 16. marts, trådte en ny mand ind på scenen. Og fremkaldte større mængder koldsved på såvel Nixons som Johnsons pande.

John F. Kennedys lillebror, Bobby, meddelte nemlig, at han også var kandidat til præsidentposten. Og at han dermed udfordrede sin partifælle, Johnson. Men den kamp, havde Johnson ikke tænkt sig at tage. Tværtimod kastede han håndklædet i ringen blot to uger efter, og meddelte, at han ikke ønskede at genopstille som amerikansk præsident. Uanset om hans parti så måtte ønske det eller ej.
Begivenhedernes gang blev registreret af Nixon med stor bekymring. For selv om Bobby Kennedys præsidentvalgkamp ikke var en lang sejrsmarch, så frygtede Nixon alligevel udsigterne til at stå over for endnu en Kennedy ved et præsidentvalg. Det kunne meget hurtigt blive en af den slags situationer, hvor Nixon endnu mere end ellers lignede manden af i går, mens Bobby, i endnu højere grad end sin bror, ville ligne manden af i morgen.
Nixons bekymringer blev imidlertid aldrig til virkelighed, eftersom Bobby Kennedy på tragisk vis blev skudt og dræbt på Ambassador Hotel i Californien i begyndelsen af juni 1968. Samme aften, som han havde vundet det vigtige primærvalg i Californien og dermed taget et vigtigt skridt i retning af at vinde sit partis nominering.

Drabet på Bobby Kennedy rystede både Nixon og resten af Amerika. Og gjorde samtidig at kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat igen stod helt åben. Til slut endte Johnsons vicepræsident, Hubert Humphrey, med at vinde nomineringen og blev dermed Nixons modstander.
Nogen storsejr vandt Nixon ikke, men det lykkedes dog alligevel at besejre Humphrey, hvis politiske linje lå en smule for langt til venstre for midten til, at flere midtervælgere ønskede ham som præsident.

Frygten for Ted Kennedy
Hos Demokraterne blev nederlaget hurtigt analyseret og man nåede frem til, at man med den rette kandidat, ville have gode muligheder for at vælte Nixon. Og den rette mand hed Ted Kennedy. Og var yngste bror i trekløveret Jack, Bobby og Ted Kennedy. Flere demokrater havde allerede i 1968 forsøgt at få Ted til at overtage sin brors kampagne efter mordet, men uden held. Mordet på først Jack og herefter Bobby, sad dybt i Ted, der derfor afviste ideen.
Ideen om at være kandidat mod Nixon i 1972, viste sig imidlertid at være en noget anden sag for Ted Kennedy. Han meldte i sagens natur ikke noget ud i offentligheden, men internt i partiet var forventningen, at den yngste Kennedy-bror ville være partiets præsidentkandidat mod Nixon i 1972.
Nixon fik hurtigt nys om rygterne og var alt andet end begejstret over udsigten til igen igen igen at stå over for en Kennedy i en præsidentvalgkamp. I 1969 blev der dog sat en dramatisk stopper for Ted Kennedys præsidentplaner, da han kørte galt med sin bil på Chappaquiddick. Efter en fest, kørte Kennedy sin bil ud over en bro og endte i vandet. Ved sin side havde Kennedy en ung kvinde, der imidlertid ikke var hans hustru, men den unge Mary Jo Kopechne, der mistede livet ved ulykken. Ted Kennedy selv reddede sig i land, men enhver plan om præsidentposten blev i sandhed vanskeliggjort.
Helt udelukke muligheden for, at Kennedy stillede op i 1972 kunne Nixon imidlertid ikke. Hvilket pinte ham. Derfor tog han også noget ukonventionelle metoder i brug for at forberede sig. Stik imod loven, fik Nixon aflyttet Kennedy. I det hele taget var frygten for Ted Kennedys mulige præsidentkandidatur en vigtig faktor i, hvad der skulle ende med at blive Nixons fald, nemlig Watergate-skandalen.

De tre Kennedy-brødre kom altså til at spille en central rolle i Richard Nixons politiske liv. Ikke mindst i den del af det, hvor han var involveret i præsidentvalgkampe. Det lykkedes ham aldrig at besejre nogen af de tre brødre. Bobby blev dræbt, før han nåede at blive Nixons modstander. Teds ulykke endte med at udskyde hans præsidentplaner til længe efter Nixon var fortid. Og JFK, ja, i Nixons optik vandt han ikke. Men snød sig til sejren. Til Nixons store frustration.