Nixon in China – verdenspolitik som scenekunst

Richard Nixon har været på besøg hos Det Kongelige Teater i form af operaen ”Nixon in China”. Forestillingen fremstiller en af præsident Nixons største udenrigspolitiske successer med åbningen af forholdet mellem USA og Kina i 1972. Samspillet mellem de to statsoverhoveder Nixon og Mao på scenen, fanger dog også det aktive spil for galleriet, der lå bag begivenheden.

Shakespeares gamle citat om at verden er en scene, hvor alle må spille deres rolle, dukker hurtigt frem i takt med, at Det Kongelige Teaters opsætning af ”Nixon in China” udspiller sig. Operaen skildrer bl.a. mødet mellem Nixon og Mao, to mænd på toppen af magtens tinder og repræsentanter fra vidt forskellige samfund. De er dog også to skrøbelige ældre herrer, der er bevidste om den store historiske strøm, de prøver at navigere sig igennem og ikke mindst påvirke i forhold til eftertidens dom. Det er netop derfor, at denne opsætning er værd at dykke ned i, for at blive mindet om det iscenesatte i denne type verdensbegivenheder, hvor kontrasten mellem de historiske billeder og personerne på dem træder frem.

Øst møder vest
Operaen beskæftiger sig i stor stil med mødet mellem kulturer, hvor øst og vest har en noget forskelligartet måde at tale politik. Maos sprogblomster både morer og forvirrer den mere direkte amerikanske præsident Nixon, der gerne vil i gang med forhandlingerne. Til gengæld formår Mao at løfte blikket fra forhandlingsbordet og pointerer bl.a. undervejs, at Nixons ”silent majority” måske i virkeligheden skal ses som det tavse flertal fra graven, der dømmer de levendes beslutninger.

Hvad der dog også venter på Nixon, er pressens dom på hjemmefronten. Med bordtennisspillere, og mere hemmeligt sikkerhedsrådgiveren Henry Kissinger, som fortrop i 1971 var turen til Kina for præsidenten i 1972 nøje planlagt fra Nixon-administrationens side, hvor pressen og derved amerikanerne kunne følge de forskellige begivenheder på turen tæt. Det vises også i forestillingen med gennemgang af presseklip og avisoverskrifter hjemmefra undervejs, mens der på bagtæppet af arkivkasser vises store udgaver af de møder, vi ser udspille på scenen nedenunder. Historien bærer mange ekkoer med sig.

Ugen, der forandrede verden
Besøget i Kina i februar 1972 var i den grad en visuel begivenhed. Hvor Trumps møde med Kim Jong-un var fokuseret på netop mødet, så inkluderede Nixons besøg i Kina også festbanketter, teaterforestillinger, besøg på fabrikker og en tur i Zoo for at se på pandaer. Her spillede Nixons kone, Pat, også en vigtig rolle iført elegant pelshue og rød jakke. Det vises også i operaen, hvor scenen er omgivet af et enormt arkiv, hvor en hør af historikere går til værks med at få dokumenteret begivenheden i takt med at den finder sted.

Nixon selv beskrev mødet som en åbning af forholdet mellem de to nationer. Hensigten internt i administrationen var bl.a. at drive en kile imellem de to store kommunistiske nationer, Kina og Sovjetunionen, samt skabe en dialog omkring konflikten i Vietnam med Kina. USA søgte manøvrerum på verdensscenen, og den mente man at kunne skaffe ved at lade en amerikansk præsident sætte fod i Folkerepublikken.

Nixons mest kendte ord om besøget blev efterfølgende hans udtalelse, at det var “the week that changed the world”. Mødet i sig selv udløste primært nogle tilkendegivelser i et fælles ”kommuniké”, men det var et væsentligt startskud på at bygge bro mellem de to indtil da afskårne samfund.

Historien som en beskidt so
I virkelighedens verden har en højtstående amerikansk rådgiver, der var til stede under mødet mellem Mao og Nixon netop beskrevet den forvirrende dialog, der indfandt sig undervejs, hvor Mao ikke syntes at være interesseret i at diskutere konkrete politiske tiltag. Den gamle statsleders spredte tanker omkring Kinas rolle i verden begyndte dog at falde på plads hos amerikanerne efter mødet. Denne forståelsesproces er også på plads i operaen, hvor Mao rigtig nok taler mere underfundigt end diplomatisk – godt hjulpet på vej af formanden for Kinas statsråd Chou En-lai:

Mao: In the dark/ all diplomats are gray.
Chou: Or gris/ when their work takes them to Paris.

Både amerikanerne og kineserne ved at historien bruser omkring mødet, og at det er en afgørende tid de har sammen. Parterne er dog ikke lige ærbødige omkring dette:

Nixon: History is our mother, / we best do her honor in this way.
Mao: History is a dirty sow: if we by chance escape her maw /she overlies us.

Besøgets betydning for verden
Det lykkedes USA at få skabt et mere åbent forhold til Kina, og Kina fik åbnet sin økonomi i forhold til den vestlige kapitalisme. At det var Nixon som blev den første amerikanske præsident til at besøge Kina skyldtes bl.a. at hans baggrund som stærk antikommunist netop gjorde, at han kunne tage til landet uden at der kunne sås det mindste tvivl om hans intentioner og ståsted i forhold til amerikanske interesser. Han var en mand, der søgte fred med en fjende, som han tidligere havde kæmpet hårdt imod. Stort set alle senere amerikanske præsidenter har været på tur til Kina. Det gælder også Donald Trump, der i dag tordner mod noget af den samhandel, der blev det endelige resultatet fra Nixons tur tilbage i 1970erne.

Selv verdensledere arkiveres i sidste ende
Operaens tolkning af mødets eftermæle er mere personligt. Hvor de medvirkende politikere mod slutningen bliver ligeså bevidste om deres egen ungdom, som den uvisse fremtid de står foran efter mødet. De store billeder, som er blevet skabt ved begivenheden, står på scenens bagtæppe og i kontrast til de små, usikre mennesker foran dem. Magtmænd er stadig mennesker, når det kommer til stykket, og det er ikke altid de kan kontrollere, hvad der står tilbage af deres store bedrifter. I slutningen pakkes alle dokumenterne væk og personerne ligeså, om end i en lidt større kasse. Det hele sættes på lager. Selvom historien måske ikke ruller ind over én som en ond so, så kan den stadig rulle én langt væk inde i arkivet. På plads, det kommer man i hvert fald.