Nixon charmerede sig gennem bambustæppet

Diplomatiet var på overarbejde, da Nixon og Mao fandt hinanden gennem en forsinket bordtennisspiller og ændrede verden. Og banede samtidig vejen for Nixons største triumf som amerikansk præsident, nemlig opblødningen af forholdet mellem USA og Kina

Tæt fulgt af rullende smalfilmskameraer begiver Præsident Nixon sig op ad de høje trin til den kinesiske mur. Det er en klar, kold dag, og en smilende præsident iført en varm skindfrakke med pelskrave lader blikket vandre langs murens bølgende gang henover bjerge og langt ud i horisonten. Det er februar og året er 1972.

”Jeg tror man må konkludere, at dette er en stor mur, og den må være bygget af et stort folk,” siger Richard Nixon til de medrejsende journalister.

Nixon er på en diplomatisk rejse, som både ændrer verden, og markerer højdepunktet i hans egen tid som præsident.

Kommunistjægeren der åbnede bambustæppet
Men hvordan gik det til, at en notorisk antikommunistisk republikaner blev den første amerikanske leder til at besøge det kommunistiske Kina, efter linjen mellem Washington og Beijing havde været kortsluttet i over 20 år.

Netop det faktum, at ingen ved sine fulde fem ville beskylde Nixon for at være blød overfor kommunismen spiller en stor rolle. Nixon havde sit bagland i orden, og ligesom man siger, at der skal en socialdemokrat til at lave hårde reformer, så skulle der også en kommunistjæger til at åbne bambustæppet ind til Maos røde rige.

Samtid er det selvfølgelig af afgørende betydning, at historiske brydninger havde banet vejen for dette møde. Lyndon Johnson havde dog allerede i 1960’erne pønset på at åbne Kina. Så den store forskel må siges at være, at Nixon greb chancen og dirigerede Air Force One vestover, forbi Hawaii, Guam, og Shanghai før flyveren landede i Capital Airport i Beijing premierminister Zhou Enlai kunne byde præsident parret velkommen.

Stalins død
Optakten til mødet skal ses i forhold til krisen i forholdet mellem Kina og Sovjet. Efter Stalins død i 1953 gik det galt. Mao roste i 1956 Stalin for kort efter at høre Khrushchev komme med en sønderlemmende kritik af sin forgænger. Noget der var aldeles utænkeligt i Kina.

Maos Kina og Khrushchevs Sovjet Union faldt stadig længere væk fra hinanden. Khrushchev skar i støtten til Kina, og kineserne frygtede sovjetiske angreb. Det kommunistiske venskab var for længst dødt, da der i 1969 var grænsetræfninger mellem de to store kommunistiske stater.

USSR’s hær var enorm, og Kina havde brug for en ny allieret. Pludselig var de kapitalistiske djævle knap så dæmoniske. I USA ville man samtidig hellere end gerne rykke den folkerige republik længere væk fra Moskva.

Ud fra devisen – min fjendes fjende er min ven – opstod der sød musik, men en kærlighedsaffære mellem koldkrigsfjender indledes ikke med bombastiske tilnærmelser og bramfri erklæringer. I flere år cirklede kineserne og amerikanerne for hinanden, men paranoide ledere fangede ikke de små invitationer.

Bordtennisdiplomati
Mao prøvede at sende et signal til USA gennem forfatteren Edgar Snow, men amerikanerne så ham som en kommunistisk vendekåbe og bed ikke på. I 1970 kom der endeligt et bedre ping pong mellem de to nationer.

Den amerikansk bordtennisspiller Glenn Cowan kom for sent til sin bus efter en turnering i Japan. Kineserne tilbød ham dog et lift. Da han stod af bussen var journalisterne klar og en spurgte Cowan om han kunne tænke sig at besøge Kina. ”Selvfølgelig,” lød svaret, og her var åbningen.

De kinesiske udenrigsmyndigheder afslog i første omgang tanken, men Mao så en chance, og i april 1971 besøgte de amerikanske bordtennisspillere Kina og lagde bolden op til Nixon, som selv var klar til det næste skridt i en usædvanlig stilfuld diplomatiske tango.

Home run trods mislykkede mål
Helt objektivt var der tre mål for Nixons tur. Man skulle sikre en fredelig afslutning på krisen om Taiwan og Vietnamkrigen samt svække USSRs kommunistiske dominans. Her peger kritikere på, at alle tre mål mislykkedes.

Spørgsmålet om Taiwan er stadig uafklaret. Vietnam blev kort efter taget af Ho Chi Mins kommunister og USSRs kollaps kom først noget senere og handlede mere om indenrigspolitik og armod.

Alligevel står turen tilbage som en enestående succes. Nixon havde åbnet bambustæppet en smule og selvom Kina første åbnede endeligt op for amerikanerne i 1978, så var det i denne februar-uge, at kimen til USA og Kinas fremtidige forhold blev lagt. Det var i denne uge Nixon høstede sin største sejr, og sikrede at han for eftertiden måske bliver husket som mere end en ”Crook”.

Farvelbanket
Allerede få timer efter ankomsten til Beijing kulminerer turen. Præsident Nixon bliver kaldt i audiens hos den store rorgænger, Mao ham selv. Nixon skynder sig ud af døren med sine nærmeste medhjælpere, mens resten af delegationen venter tilbage på hotellet uden nogen idé om, hvad det er der foregår. Et par timer senere vender Nixon tilbage, efter det eneste møde de havde på denne tur, men et møde der fascinerede den amerikanske leder.

Otte dage senere sad Nixon til farvelbanket i Shanghai med få timer igen før Air Force One igen svæver hjem til USA. Zhou Enlai og Nixon sidder ved siden af hinanden. De hygger, smiler og snakker mens retterne strømmer ind.

Hele turen har været spækket med fremvisninger af ikoniske billedstærke oplevelser, som besøget ved muren, Den Forbudte By, akrobatik shows.

Nixon havde fokus på tv, som han mener bedst kunne fange skønheden og mystikken i dette fjerne land, samtid med, at han på den måde kunne sende en hilsen til den skrevne presse, som han ikke nærede nogen større kærlighed til.

En flirt i februar
Turen var en lang dans på roser. Der var skåltaler, der røg i æteren i både kinesiske og amerikanske stuer. Der blev også udformet et kommuniké, som nedfældede nogle af stridspunkterne mellem de to lande. Men det var ikke det overordnede. Turen her var designet som en uge lang flirt, mellem to stater som alt for længe havde dæmoniseret hinanden, men som havde mere at vinde ved et venskab.

For Nixon selv, var det også en fantastisk platform til at sælge sig selv, som den store verdensleder, der nok var hård, men som samlede modstandere og skabte et sikrere verden til glæde for alle.

”Det var ugen, som ændrede verden, eftersom det, vi har sagt i kommunikéet ikke er nær så vigtigt, som hvad vi vil gøre i de kommende år for at bygge bro over de 16.000 miles og 22 års fjendskab, som har adskilt os indtil nu. Og hvad vi har udtalt i dag er, at vi vil bygge den bro.” lød ordene fra Nixon, før han vendte triumferende hjem fra en diplomatisk opdagelsesrejse.