Når liberal porno er en konservativ gyser

Det ender ofte med en liberal, venstreorienteret fantasi når L.A møder D.C.. Og demokraternes drømme har det med at være de konservatives dystopi.

“You can all get you fat asses out of my white house,” siger Præsidenten, højt og med patos, men uden at råbe. Præsident Josiah Bartlet behøver ikke råbe, han har nemlig altid ret. Også i dette tilfælde, hvor han sender en gruppe reaktionære og antisemitiske præster på porten efter et kort møde.

Dramaet udspiller sig i første afsnit af serien The West Wing, der blev sendt i 1999, og stilen er dermed lagt. Demokraterne, de gode, har genvundet magten, og nu skal der ryddes op efter Republikanerne, de onde. Og sådan fortsætter det i syv sæsoner. Demokratiske mærkesager er på plakaten i afsnit efter afsnit. Republikanere, i al deres reaktionære, våbenelskende og anti-choice rabiate stråleglans, dukker op som ænder i et skydetelt, og præsident Bartlet rammer aldrig ved siden af.

The West Wing blev et hade-objekt for republikaner og ugens højdepunkt for demokrater. Og som så meget anden underholdning prædikes der for de omvendte i serien, som var på skærmen fra 1999 og frem til 14 maj 2006, hvor sidste afsnit blev sent. Det er ’liberal porn’, demokraternes våde drømme, når en intelligent økonomi professor med en Nobel pris på hylden og et hjerte af guld, rykker ind i det hvide hus. Præsident Josiah Bartlet, spillet af Martin Sheen, er omgivet af intelligente, hurtigt-talende og voldsomt dedikerede medarbejde, uden noget synderligt søvnbehov. Og sammen gør de verden til et bedre sted, fra kontorerne i Det Hvide Hus.

Politik på bundlinjen
Hollywoods filmbranche er en magtfuld instans alene på grund af økonomien i underholdningsbranchen og den indflydelse filmbyen har derigennem. De store spillere i Hollywood har også indflydelse I Washington. Og den indflydelse gælder i høj grad også for tv-mediet, og serier som The West Wing. Det er ikke noget nyt at bruge tv-underholdning til at formidle politiske værdier. Hollywood har siden starten af 1970’erne været en demokratisk bastion. Men det betyder ikke nødvendigvis, at der bliver ført værdikamp.

”Efter min mening er Hollywood hverken blå eller rød, men grøn – drevet af profit. Den ’corporate contro’. der er med filmindustrien, betyder at de fleste instruktører og producenter ikke kan tillade sig at pushe en bestemt politisk holdning på bekostning af bundlinjen,” fortæller Daniel P. Franklin, forfatter til bogen ’Politics and Film’.

Til gengæld har særligt skuespilleren, der, med enkelte undtagelser, har støttet demokraterne en del indflydelse. Også fordi de fleste amerikanere interessere sig mere for filmstjerner end for politikere. Der bliver lyttet, når stjerner på venstrefløjen af Hollywood, som George Clooney, Emily Watson eller Angelina Jolie har en mærkesag. Alligevel har der historisk været en tendens til at Hollywoods republikanere har haft større succes i politik. Det gælder Clint Eastwood, Sonny Bono, Arnold Schwarzenegger, Fred Thompson og naturligvis Ronald Reagan, så selv om det ser ud som om film-hovedstaden er en demokratisk højborg, har også de republikanske spillere en del indflydelse. Det fokus, der til tider er på Hollywood demokratisk bias, kan end dog være udtryk for republikansk modangreb.

”Vi ved meget mere om George Clooneys politiske aktiviteter end vi gør om Koch brødrene, og de har langt mere indflydelse,” siger Daniel P. Franklin.

Generation West-Wing
The West Wing blev et globalt fænomen. Den havde en sexet idealisme, der gjorde kål på Washingtons støvede image, og inspirerede ungdommen til at forfølge en karriere i statens tjeneste. Og så gav den sit verdenspublikum et kig ind i amerikansk politiks fedtede og fascinerende maskinrum. Man taler ligefrem om at der er forgik en Sorkinization – efter seriens skaber Aaron Sorkin. Han frabeder sig dog den politiske indflydelse hans serie har haft.

”Jeg har ingen politisk baggrund eller politisk agenda. Jeg har ikke rigtig politiske holdninger, og har ret nemt ved at lade mig overbevise om andre menneskers synspunkter,” fortalte han i 2012 i et interview med The New York Times. Den politiske apati til trods har Sorkin doneret store summer til demokratiske politiske kampagner. Og hans knap så populære serie ’The Newsroom’ er mindst ligeså politisk ladet. Den fik dog aldrig samme fanebase som The West Wing og kører pt. på sin tredje og sidste sæson.

Der er delte meninger om Hollywoods reelle politiske indflydelse, fordi det ganske enkelt er vanskeligt at måle. Men en indikator er at West Wings fiktive præsident Josiah Bartlet i 2004 vandt en jordskredsejr over Både George Bush og John Kerry i en undersøgelse.

”Vi ved, at der er en indflydelse, og at befolkningen ofte er fikserede på forskellige programmer og fiktive karakterer.” forklarer Professor i Amerikanske Studier på Manchester universitet, Ian Scott.

Han mener samtidig, at Hollywood har en langt mere konservativ side, end man skulle tro. Ikke med stort politisk ideologisk, men i den måde underholdningsbranchen arbejder økonomisk og institutionaliseret konservativt.

”Det har en kæmpe indflydelse på produktet. I næsten alle serier vil protagonisten have blandede ideologier. Og reagere på kriser meget mere logisk og progressivt end virkelighedens moderne politikere. Den radikalisme , som der er, er altid lagdelt med institutionelle, konservative værdier. Den liberale – konservative dikotomi er ikke så let at skelne , som det umiddelbart kan se ud til,” siger Ian Scoot.

Måske er det en Hillary
En af de stærkere og mere markant politiske spillere i Hollywood er skuespilleren Morgan Freeman. Han er en af producenterne bag den nye satsning fra Tv-stationen CBS, TV-serien Madam Secretary, der havde premiere søndag den 21 september i USA. En serie, der ved første øjekast, mistænkeligt ligner en Hillary Clinton biografi. Hovedrollen er nyudnævnt udenrigsminister. En lyshåret, intelligent kvinde i buksedragt som med mod og handlekraft løser internationale konflikter. Andet afsnit bærer endog titlen “Benghazi”. Ligheden med deres hadeobjekt nr. 1 er ikke gået republikanerne forbi, og de er mildest talt ikke begejstrede.

“Det er ren Pro-Hillary propaganda! En time lang reklame for Hillary!” lyder dommen fra FOX-News.

Den konservative kommentator Myra Adams kalder CBS for det demokratiske partis forlængede arm, og taler om ”en venstreorienteret sammensværgelse i underholdningsbrancher, der tvinger Hillary ned i halsen på seerne”. Og det er ikke kun Madam Secretary. Også serien State of Affairs har kvindelige hovedpersoner. Og er derfor Hillary propaganda.

Kritikken bliver dog afvist af både CBS og Morgan Freeman, der dog har fortalt at idéen kom fra Benghazi-høringen, og den måde Hillary Clinton håndterede dem. Forhenværende udenrigsminister under Bill Clinton, Madeline Albright, har til gengæld fungeret som konsulent på serien, og dukkede sammen med skuespillerne op på den røde løber til en præmiere visning i Washington. Til premieren var også adskillelige Washington profiler, blandt andet Hillary Clintons tidligere personlige assistent.

Virkelighedens fiktion
I Netflix’ House of Cards manipulerer, afpresser og myrder den magtbegærlige Francis Underwood og hans iskolde kone Claire sig helt ind i det ovale værelse. Serien afspejler måske ikke virkelighedens Washington, men ligesom mange andre fiktive univers, der har politik om omdrejningspunkt, så inkorporere den lige præcis nok virkelighed til at få os til at tvivle. Hvad er fiktion og hvad er fakta? Findes Frank Underwood? Hvor beskidt er politik?

Og seriens skaber har ikke konstrueret sit shakespeareske Washington ud af den blå luft. Før han kastede sig over tv-dramatik, arbejdede han på en række politiske kampagner, blandt andet for Hillary Clinton. Måske derfor får House of Cards politiske dystopi ’The West Wing’ til at ligne ’My little Pony.’ Og det er langt fra første gang, der er jobskifte fra D.C. til Hollywood. Eller omvendt.

”Der rigtig mange, der skifter en karrierer i Hollywood ud men en i Washington, der forgår nærmest en symbiose af taleskrivere, politikere og rådgivere. Det forgår hele tiden,” siger Ian Scoot.

Efter to præsidentperioder overgiver Præsident Bartlet sædet til endnu en demokrat, den mexikansk-amerikanske Matt Santos. Han har vundet valget på trods af begrænset politisk erfaring og sin etnicitet og med store retoriske evner vundet Amerikas hjerter. Seriens forfatter og producer Eli Attie har senere fortalt, at Santos ganske rigtigt var baseret på en ung Barack Obama, flere år før valget i 2008. Med fiktions profeti opfyldt og en mørklødet mand i det hvide hus, er republikanerne bestemt ikke begejstrede for Sorkin og hans kompagnoner i Californiens solbeskinnede liberale paradis. Kunsten kopier virkeligheden og virkeligheden kopier kunsten. Grænserne mellem fiktion og virkelighed blandes. Eli Attie havde før The West Wing arbejdet som taleskriver for Al Gore, der tabte til Bush i 2000.

I House of Cards er Francis Underwood en skruppelløs politiker, udelukkende drevet af magtsyge, og tilsyneladende ikke med de store politiske idealer. Han er en forkvaklet demokrat, men republikanerne er alligevel endnu værre. Der mangler et modspil, til Hollywoods monogame forhold med Demokraterne. En scene hvor republikanerne kan tage den hvide hat på, og sælge deres budskab. Med udsigt til Hillary Clinton som vinder af præsidentvalget i ’16, og Madam President som potentiel kampagnestøtte, kunne man forvente, at der kom en Clint Eastwood produceret fiktion på banen. Men der er langt mellem de konservative TV-serier, og en politisk funderet mangler stadig på den ellers uendelige sendeflade i Guds eget land

For selv om TV prædiker for de omvendte, så er de ’konservative’ tv-programmer sjældent centreret om politik. Det er krimi programmer som NCSI eller reality-tv som ’Duck Dynasty,’ der fanger de konservative vælgere.

Politiske vampyrer
Fiktionen behøver dog ikke handle om politik for at være politisk. Det klare værdigrundlag med demokraterne som ’the good guys’ er en gennemgående præmis i rigtig mange TV-serier. Der er undtagelser som NCSI eller 24, eller for den sags skyld The Cosby Show, men de store succeser, der hiver Emmy’s og Gloden Globes hjem er stadig serier som vampyr-dramaet True Blood. I den bloddryppende serie, der i øjeblikket kører på sidste sæson hos altid lystige HBO, finder man både karikaturer over religiøse TV-prædikanter fra virkelighedens mega kirker, rædsomme FOX-News kloner og politiske blodsugere, der i mistænkelig grad ligner kendte figurer i elefanternes lejr. I sommer trådte serien lidt ekstra på speederen, da et republikansk blodbad udfoldede sig til en Ted Cruz fundraiser. To af seriens hoved-vampyrer havde sneget sig ind i George W. Bush Presidential Library, hvor de texanske republikanere var samlet. Og så kan det jo kun gå en vej. Cruz svarede prompte igen på Facebook:

“Nå, jeg er ked af at have mistet vampyr stemmerne, men undrede mig (og morede) mig over at HBO antyder, at hard-core venstreorienterede er blodsugende djævle …”

Og så lidt senere på Twitter:

“Så igen , jeg tror jeg aldrig haft en chance for at vinde vampyrstemmer, da de døde har tendens til at stemme overvældende for Demokrater ,”en hentydning til republikanernes fokus på stemmesvindel til demokraternes fordel.

Sådan blandes fiktion og virkelighed elegant på sociale medier. Masser af andre tv-serier har politiske rænker som omdrejningspunkt. Fra The Borgias, der udspiller sig i renæsancens Italien og er baseret på virkelighedens Borgia famile, til Veep, der har en komisk tilgang til vicepræsidentembedet og den nu afsluttede Boss, hvor Kelsey Grammer bryder med den neurotiske og hjertevarme radio psykiater Fraiser, for i stedet at give den gas som sociopatisk borgmester med demens. I Chicago. (se den!!)