Når forsvarschefen ikke taler for den øverstbefalende

Forsvarschef, general Martin Dempsey, startede sidste uge en stor debat i diverse medier om spørgsmålet om amerikanske landstyrker i Irak. Obama var hurtigt ude og sige, at der ikke kommer amerikanske landstyrker til Irak. Men hvorfor i det hele taget åbne debatten? Fordi det er Dempseys job, at sige hvad han mener, også selvom det ikke måtte passe administrationen at tale om det.

Tirsdag gik rigtig mange medier i højeste gear, da den amerikanske forsvarschef, general Martin Dempsey over for senatets forsvarsudvalg begyndte at tale om amerikanske landtropper i Irak. Men Dempseys udtalelser var ikke den store banebrydende kommentar, som skulle ændre administrationens politik. Det slog præsident Obama fast onsdag ved en tale i Florida. Men hvad sagde Dempsey egentlig, og hvorfor åbner han overhovedet debatten igen, om hvorvidt USA skal sende landstyrker til kampen mod Islamisk Stat? Det er ganske simpelthen hans job.

Hvad sagde Dempsey?
Dempsey sagde til senatets forsvarsudvalg, at han ville være villig til, hvis situationen ændrede sig, at anbefale præsident Obama, at man lod amerikanske soldater følge irakiske styrker i kamp. Disse soldater skulle i givet fald have en af to roller. Enten skulle de agere rådgivere og assistere direkte i koordinering og udførelse af særlige operationer, eller som observatører som skal tilkalde assistance fra amerikanske kampfly.
Som det måske kan fornemmes, så vil der altså stadig ikke være tale om særlig store styrker, som Dempsey i givet fald vil tale om.
Men bemærk venligst hvor betinget hans udtalelse var. Der var ikke tale om, at general Dempsey var ude og præsentere en radikal ændring af Obama-administrationens politik. Der var kun tale om, at Dempsey, i sin kapacitet af præsidentens primære militære rådgiver, ville kunne anbefale, at man indsatte små amerikanske enheder sammen med irakiske styrker på landjorden. Det er videre værd at bemærke, at bare fordi forsvarschefen anbefaler noget, så skal præsidenten ikke nødvendigvis følge rådet. Det har Obama bevist ved flere lejligheder, især i forbindelse med tilbagetrækningen fra Irak tilbage i 2011 og strategien i Afghanistan.
Der er altså meget lang vej fra at forsvarschefen ytrer, at han ville være villig til, i et muligt fremtidigt scenarie, at anbefale amerikanske styrker på jorden, til de rent faktisk kommer det.

Obamas politik
Der gik under en dag før præsident Obama følte sig nødsaget til endnu en gang at understrege sin administrations politik. Onsdag var Obama i Florida for at få en briefing om hvorledes de amerikanske operationer mod Islamisk Stat skrider frem. Efter briefingen holdt Obama en tale for en forsamling af soldater på MacDill Air Force Base. Budskabet i talen var klar: ”I will not commit you and the rest of our armed forces to fighting another ground war in Iraq.”
Det er meget vigtigt for Obama igen og igen at understrege, at han ikke er ved at indlede endnu en landkrig i Mellemøsten. Afslutningen på USA’s krige i Mellemøsten var del af Obamas valgløfter i 2008, og han har arbejdet hårdt siden hans valg på at undgå endnu et engagement rundt om i verden.
Derfor måtte han også skynde sig i sidste uge og forklare folk, at det altså ikke var fordi, han havde ændret politik, at man pludselig hørte ting fra forsvarschefen om landstyrker.

Et vigtigt element i Obamas strategi bliver dog at sikre uddannelsen af den irakiske hær, samtidig med uddannelsen af kurdiske styrker. For så længe man fra amerikansk side ikke er villig til at engagere landstyrker, forståeligt nok set i lyset af mere end 10 års krig i Irak og Afghanistan, så er man nødt til at skabe en troværdig partner på landjorden. Grunden til at dette er så vigtigt, er at man er nødt til at have en landstyrke til at følge op på det pres som amerikanske (og nu også andre koalitionslande) lægger på Islamisk Stat fra luften. Landstyrker er essentielle i en sådan konflikt, for at kunne presse fjenden tilbage og tilbageerobre de områder som Islamisk Stat har kontrollen over. Så længe USA eller andre ikke er villige til at sætte landstyrker ind, må man vente på at den irakiske hær og de kurdiske styrker er stærke nok til at udfylde den rolle. Dette element er den store faktor til usikkerhed, som omgiver Obamas strategi. For kan det lykkes at opbygge en irakisk eller kurdisk styrke som kan agere en troværdig landstyrke, mens koalitionen fortsætter bombningerne.

Forsvarschefens rolle
I 1986 lavede man en ny lov som omstrukturerede den militære ledelse i USA. Hidtil havde forsvarschefen været øverstbefalende over alle amerikanske styrker, også når de blev sendt ud til operationer rundt om i verden. Det betød, at forsvarschefen f.eks. havde direkte indflydelse på hvordan krigen i Vietnam blev udkæmpet. Denne model mente mange ikke havde fungeret, og derfor fik man i 1986 gennemført den såkaldte Goldwater-Nichols Act opkaldt efter de to kongresmedlemmer som stod bag loven, senator Barry Goldwater og medlem af repræsentanternes hus William Nichols.

Ifølge den nye lov blev forsvarschefens primære rolle at være militær rådgiver for præsidenten og forsvarsministeren. Ledelsen af de militære styrker man indsætter i kamp, blev overdraget til en række generaler med hver deres geografisk ansvarsområde. For eksempel fik man en øverstbefalende for alle amerikanske styrker og operationer i Mellemøsten, en i Europa og en i Asien.
Forsvarschefen gik altså fra at være en operationel chef, til at have en rådgivende rolle.

På den anden side har forsvarschefen også en forpligtelse overfor Kongressen. Med jævne mellemrum ser man forsvarschefen til høringer i kongressens forskellige forsvarsrelaterede udvalg. Her har han pligt til at give sin uforbeholdne militære evaluering af diverse situationer, og svare på spørgsmål ud fra sine militære kompetencer, og ikke ud fra hvad den siddende administration nødvendigvis ønsker.

Et klassisk eksempel på en militær leder som foran Kongressen giver et højst uønsket svar var da hærens daværende generalstabschef, general Shinseki, i februar 2003 blev bedt om et bud på hvor mange soldater der skulle til at besætte Irak. Shinseki sagde at op til flere hundrede tusinde soldater ville være krævet, et tal som lå langt over hvad Bush-administrationen havde sagt og ønskede. Det er meningen systemet skal fungere sådan. Shinseki slap ikke godt fra sine udtalelser, Rumsfeld isolerede ham den resterende tid han var i militæret, men generelt så skal de militære ledere have lov at sige hvad de vil, baseret på deres militære kompetencer.

Kritik eller militær vurdering
Mange var hurtige til at se general Dempseys udtalelser som en kritik af præsident Obamas strategi. Men det er ikke en fair læsning. Det ville have været mærkeligt hvis Dempsey ikke havde sagt at han var villig til at revurdere strategien senere hen hvis den viste sig ikke at virke. Han sagde ikke, at den allerede nu var dømt til at fejle. Vi er altså ikke ude i en gentagelse af Shinsekis kuldsejling af Rumsfelds planer for invasionen af Irak i 2003.
Generelt har Dempsey været meget loyal overfor Obama-administrationen. Det kan godt være der ikke altid bliver lyttet med lige stor velvilje til den militære rådgivning, men Dempsey har generelt holdt sig fra de store slagsmål. Dette skyldes måske at hans forgænger til tider var alt andet end medgørlig, og det kan være årsagen til at Dempsey, enten af egen vilje eller efter ordre, kørt en mindre konfrontatorisk kurs overfor det Hvide Hus.

Men bare fordi forsvarschefen går ud og taler om en mulig fremtidig anbefaling om at indsætte, vel at mærke, begrænsede landstyrker, så er det altså ikke nødvendigvis udtryk for splittelse i Obama-administrationen – general Dempsey gør sådan set bare sit job.