Skulle nogen være i tvivl om, hvor betændt det politiske klima er i Washington DC, var nattens State Of The Union-tale et tydeligt eksempel. Manglende håndtryk og iturevne taler var således en del af indpakningen, da Trump aflagde rapport om unionens tilstand
Det gik nærmest galt fra det øjeblik, Donald Trump nærmede sig podiet med talerstolen. Stedet, hvor han skulle holde sin sidste State Of The Union-tale inden præsidentvalget til november. Vanen tro sad vicepræsident Mike Pence og Husets leder, Nancy Pelosi, på deres pladser bag præsidenten.
Nancy Pelosi, som sammen med det demokratiske flertal i Huset, sørgede for at Trump som den blot tredje præsident i historien endte i rigsretten, rakte hånden ud mod præsidenten, men…. was left hanging, som amerikanerne siger. Trump havde således ikke lyst til at give hånd til USA’s tredjemest magtfulde person, men vendte sig i stedet mod salen. En sal, der nøjagtig som den amerikanske befolkning var splittet i to. Dem for Trump. Og dem imod Trump. Republikanere og demokrater.
At stemningen var dårlig, vil være det, man kalder en moderat underdrivelse. Tværtimod afslørede tv-billederne en giftig stemning, som i de seneste år har gennemsyret amerikansk toppolitik.
Selve talen fra Trump var omtrent som man kunne forvente. Det for fortræffeligt i Amerika. Alt kører i olie, alle har fået det bedre og det er alt sammen på grund af mig, lod Trump forstå. Helt sådan er virkeligheden ikke, men som så ofte før blæste præsidenten på det faktuelle, men kørte i stedet løs med det budskab, han gerne ville have ud til sin base, nemlig at hans administration er en succes og at alt, der er gået godt de sidste tre år, kan ledes direkte tilbage til Det Hvide Hus.
At Demokraterne ikke købte Trumps fremstilling af unionens tilstand, var tydeligt. De få gange, Pelosi og partifæller, klappede, var af de skoleelever og krigsveteraner, Trump havde med som særlige gæster, samt af Juan Guaido, manden, der vandt præsidentvalget i Venezuela, men som fortsat ikke er tiltrådt, da den siddende leder, Nicolas Maduro, nægter at anerkende resultatet. I de tilfælde var Pelosi med på at klappe – ellers sad hun på sin plads og rystede lidt på hovedet eller smilede indforstået i retning af sine partifæller.
Talen nærmede sig sin afslutning og blev rundt af, da Trump lod forstå, at det bedste endnu ventede forude og derefter takkede for ordet. Nøjagtig som resten af salen rejste Nancy Pelosi sig og gjorde så det, alle efterfølgende talte om – hun rev nemlig sit eksemplar af Trumps tale i stykker lige for øjnene af præsidenten.
Ja, kære læsere, velkommen til amerikansk politik anno 2020. Præsidenten vil ikke hilse på lederen af Huset, som kvitterer med at rive hans tale i stykker.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvordan i alverden man får det amerikanske demokrati ud af den negative spiral, som det i de seneste år har ræset rundt i. Når man tænker, at nu må bunden da snart være nået, får den ofte lige en tand mere, som efterlader os hovedrystende tilbage.
Der er blevet analyseret flittigt på Trumps manglende håndtryk til Pelosi og hendes iturivning af hans tale – Demokraterne slår ring om Pelosi, Republikanerne om Trump. Dermed er alt som det plejer i amerikansk politik. Trump er muligvis præsident, men han taler ikke til hele landet. Han taler ikke engang til hele salen. Han taler kun til sine egne. Og hvad Nancy Pelosi angår, ja, så er hun da helt på det rene med, at Republikanerne ryger helt op i det røde felt, når hun river Trumps tale i stykker. Hvorfor gør hun det så alligevel? Fordi hun er bedøvende ligeglad med hvad de tænker og mener hos The GOP, hun er kun optaget af sit eget bagland – som ser ud til at elske hendes aktion.
Skulle der være folk og tænke, at det da snart ikke kan blive værre og at det på nogen måder minder om en børnehave, så er det ikke helt uden grund. Ikke desto mindre, så viser nattens State Of The Union-tale, at Nancy og Donald nok aldrig lære at enes. Tværtimod, desværre.
