Med Trumps retorik i 2016-valgkampen kan ”the Bully Pulpit” få en noget mere nutidig betydning, i forhold til den oprindelige betydning, som den gode, ”bully”-talerstol. Det gælder særligt Trumps referencer til vold og hans forsvar af sine tilhængeres selvtægt, der lyder lidet præsidentielt og mere som en bølles holdning til fysiske argumenter i skolegården.
Begrebet punchline kan her tages ganske bogstaveligt. Trump afslutter en længere omtale af en politisk demonstrant med: ”You know. I would like to punch him in the face.” Denne og lignende verbale referencer til selvtægt og vold har været en stor del af Trumps retorik, siden han steg i meningsmålingerne i sommeren 2015 og blev en reel præsidentkandidat. I løbet af foråret har medierne også haft fokus på emnet i takt med, at der har været flere episoder, hvor Trumps tilhængere har taget hans ord for gode varer og slået, eller slået igen, på demonstranter, der ligeledes møder talstærkt op ved Trumps vælgermøder.
Disse sammenstød har Trump benyttet på forskellig vis i sine taler. Den overordnede udvikling har været, at Trump er gået fra direkte opfordringer til at slå demonstranterne, til et forsvar af de tilhængere, der har fulgt hans råd. Argumentet for vold bruges dog så gennemgående i Trumps retorik, at det forekommer som endnu et eksempel på kandidatens double-speak, hvor Trump påstår, at han gør det modsatte, af hvad han rent faktisk har gjort, når han konfronteres med sine ord: ”I certainly don’t incite violence, I don’t talk about violence. I don’t condone violence,” som han sagde i et interview med CNN.
Vend den anden knytnæve til
Men Trumps retorik har ikke skortet på ord, der refererer eller ligefrem opfordrer til vold. Et eksempel på dette kom ved et vælgermøde, hvor Trump fortalte, at han af sikkerhedsfolkene havde fået at vide, at der iblandt publikum kunne være folk med tomater, som havde tænkt sig at bruge dem mod Trump. Opfordringen til tilhængerne af Trump lød derefter, at hvis de så nogle af disse personer med tomater, skulle de ”knock the crap out of them.” Efter et andet vælgermøde, hvor nogle sikkerhedsfolk løb op på scenen for at beskytte Trump fra en mulig voldsmand, udtalte Trump, at han nok ikke ville have vundet kampen med manden, men han havde da helt sikkert slået fra sig.
Denne direkte opfordring til vold, sågar mod ikke-voldelige protester, er efterhånden blevet afløst af Trumps gentagende forklaring, nemlig at det er modstanderne, der indleder den voldelige konfrontation, og at medierne i virkeligheden skaber et forskruet billede af omstændighederne. På denne måde kan Trump stadig tale om brugen af vold, men det bliver som svar på en voldelig atmosfære, fremfor at vold i sig selv er noget dårligt.
Dette er en legitimering af volden via det, som kan beskrives som dissocierende argumentation, hvor et emne bliver splittet op i flere underemner, så ét aspekt kan forsvares i modsætning til et andet. Ved at skille selvtægt ud som noget positivt fra vold generelt, har Trump fortsat med at forsvare og legitimere brugen af vold, og gjort det til et spørgsmål om selvforsvar, som da han i en tale fortalte hvordan nogle af tilhængerne ved et vælgermøde formåede at pacificere en demonstrant, der “looked like and NFL football player” og var en ”seriously tough cookie. We had a couple of people in the audience who were equally rough and they took him out. They took him out.” Ved at beskrive demonstranterne som dem der er aggressive og udefrakommende, leverer Trump ikke kun et forsvar for sine tilhængeres handlinger, han skaber også en stærkere gruppementalitet med et klart ”dem” og ”os”. Det skaber til gengæld en atmosfære ved vælgermøderne, hvor flere journalister har beskrevet at have problemer med deres dækning, fordi tilhængerne ikke stoler på ’neutrale’ tilstedeværende ved vælgermøderne.
Voldsepisoderne får også, mens de foregår, god plads i Trumps taler. I stedet for at gå videre med sin tale, mens demonstranterne eskorteres ud, fokuserer Trump på personerne og bruger dem som argumenter for sine holdninger. De gøres til billeder på, hvad der er galt i USA, og igen fremhæves forholdet mellem dem og os. I stedet for at nedtrappe situationen eskalerer han den derved. Trump opildner publikum og bliver til tider selv opildnet af sit publikum. Dette kunne man se et eksempel på, da Trump selv begyndte at heppe med på publikums omkvæd af ”USA, USA, USA”, mens en demonstrant blev pacificeret, og ved en senere lejlighed bød Trump selv ind med et lavt, men håbefuldt, ”USA, USA” for at se om publikum bed på nok engang. Trump tager altså langt fra afstand til de pauser som demonstranterne, og publikums reaktioner på dem, skaber i hans talesituationer, i stedet har han en tendens til at malke dem og gøre dem til centrale dele af sine taler.
A Violent City Upon the Hill
Trump bruger de voldelige episoder ved sine møder som et større symbol på amerikansk politik. Både i forhold til hvad der er galt med de nuværende vattede, svage og dumme politikere, og hvad der skal til for at få USA på fode igen. Det er muligvis det mest problematiske aspekt af Trumps henvisninger til vold, at han gør det til en legitim løsning og ventil på den frustration, som mange amerikanere føler, og som Trumps kampagne i stor stil har levet af. Hvis ikke man kan slå nogen på den økonomiske front eller den teknologiske, så kan man i det mindste slå på dem, synes argumentet at være fra Trumps side. Han har blandt andet sagt at: ”The audience swung back. And I thought it was very, very appropriate… that’s what we need a little bit more of.” Det voldelige svar i den enkelte situation gøres til en større handling på vegne af USA: ”Our country has to toughen up, folks.” Det at slå igen, bliver en måde for USA at komme på fode igen.
Et andet aspekt af denne mytologisering af voldens betydning for USA er, at Trump slår på en konservativ tanke, hvor tidligere tiders muligheder for selvtægt fremstilles som noget, der mangler i nutidens USA. Ting var bedre i de gode, gamle og voldelige dage, underforstået at meget kunne løses, hvis man genindførte nogle af de forhold, der engang herskede i USA. Hvis Trumps kampagne havde fundet sted ’dengang’, så havde demonstranterne for eksempel fået en noget anden oplevelse ved vælgermøderne, ifølge Trump: ”I love the old days. You know what they used to do to guys like that when they were in a place like this? They’d be carried out on a stretcher, folks.”
De tidligere Trumps
Der har været politiske stemmer før Trump, som på forskellig vis har talt til den amerikanske befolknings mere aggressive instinkter. I 1930’erne var der for eksempel præsten Father Coughlin, der blandet andet brugte radiomediet i stil med præsident Franklin Roosevelt til indledningsvis at tordne mod uretfærdigheder for amerikanere under depressionen, men efterhånden blev præstens vrede dog også vendt mod jøder med stærke antisemitiske holdninger og citater som: “When we get through with the Jews in America, they’ll think the treatment they received in Germany was nothing.” I 1960erne stillede den kontroversielle guvernør af Alabama George C. Wallace op som tredjepartiskandidat i 1968-valget for at forsvare sydens værdier, hvilket han allerede havde gjort eftertrykkeligt forinden i sin kamp mod borgerrettighedsbevægelsen, der bød på citater fra Wallace som: ”If any demonstrator ever lays down in front of my car, it’ll be the last car he’ll ever lay down in front of.” Og ”I draw the line in the dust and toss the gauntlet before the feet of tyranny, and I say segregation now, segregation tomorrow, segregation forever.” I 1990’erne agiterede republikaneren og præsidentkandidaten Patrick J. Buchanan for immigrationskontrol, restriktioner af rettigheder for homoseksuelle og mente at USA var midt i en kulturkrig, der gjaldt nationens sjæl. For eksempel beskrev Buchanan ved republikanernes 1992-partikonvent venstrefløjen med disse ord: “Like many of you last month, I watched that giant masquerade ball at Madison Square Garden – where 20,000 radicals and liberals came dressed up as moderates and centrists—in the greatest single exhibition of cross-dressing in American political history.”
Trump kan på mange måder ses som arvtager til denne form for amerikanske retorik, der i stedet for at tale om et amerikansk ’vi’, deler befolkningen op i forskellige grupper via emotionelle appeller. Trump har så bidraget med sit fokus på grovkornet underholdning, som har vist sig ganske effektivt i forhold til at få tv-tid – og spalteplads. Men på trods af deres populistiske medvindsperioder og indflydelse på sproget og debatten i USA, blev de tidligere ’Trumps’ dog med tiden alle punkteret og hindret i at få afgørende indflydelse på USA’s udvikling. Den vind i sejlene som Trump har oplevet i 2016-valget, kan få det til at se ud som om USA’s debatklima og politiske kampagner vil have lidt permanent skade uanset det endelige udfald. Men et andet argument er, at det som med tidligere tiders agiterende og emotionel politisk retorik kan vise sig at dø ned igen.
Bøllens talerstol
Trump er på mange måder personificeringen af den demagog-figur som ”the founding fathers” og senere præsidenter som Theodore Roosevelt og Woodrow Wilson har advaret imod i amerikansk politik: En stemme der udnytter folkets følelser og fremelsker den vrede pøbelmentalitet i tilhængerne fremfor at tale til deres intellekt.
Trumps favorisering af øjeblikkets emotionelle magt fremfor eftertænksomhed og gennemtænkt tale har flyttet hvad præsidentkandidater kan tillade sig at sige under valgkampe i USA, således at de spektakulære, konspiratoriske og direkte løgnagtige udtalelser som ellers normalt er forbeholdt talk-radio og lignende medier er rykket ind på hovedscenen i amerikansk politik. Hvad der tidligere har været antydet med et kodet sprog af kandidaterne, bliver nu af Trump udbasuneret med et ’bullhorn’. Trump har gjort brug af adskillige simple bøllemetoder, som for eksempel hans konstante brug af øgenavne om sine modstandere, ”Lyin’ Ted”, ”Little Marco”, ”Crooked Hillary”, fornærmelser mod religiøse og seksuelle minoriteter og fysiske latterliggørelse af en handikappet for bare at nævne dele af Trumps repertoire. Men truslen om brugen af vold og forsvaret af selvtægt i Trumps taler er muligvis den klareste manifestation af, hvordan hans ledelsesstil ville være som præsident, og det burde få både tilhængere og modstandere til at tænke sig ekstra godt om i de kommende måneder frem mod partikonventerne.
You must be logged in to post a comment Login