Når rettigheder trædes under fode i klimaets navn

Klimaforandringerne er i gang. Verdens fattigste mennesker og lande betaler i dag den højeste pris for det rod i klodens CO2 regnskab, som de selv kun i meget ringe omfang har bidraget til. I klimaets navn afsætter man derfor en masse penge til de fattige, men i farten glemmer man desværre deres rettigheder.

Af Helle Munk Ravnborg, forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke

I oktober måtte Tanzania lukke ned for de vandkraftværker, der ellers skulle forsyne den voksende økonomi med ’blå’ strøm, fordi klimaforandringerne har gjort nedbøren mere utilregnelig og dermed vandstanden i de dæmninger, der giver kraft til turbinerne, for lav. Et andet sted i Tanzania er tæppet, næsten bogstavelig talt, ved at blive hevet væk under fødderne på hundredevis af landbrugsfamilier. Her har et svensk-drevet biobrændstof projekt indgået aftale med den tanzaniske stat om leje og drift af 20.000 hektar landbrugsjord til dyrkning af sukkerrør til produktion af biobrændstof.

Biobrændstof som godt nok kan hjælpe til at nedsætte CO2 udledningen fra transportsektoren i Europa. Desværre er det på bekostning af tanzaniske landbrugsfamilier. For nu skal de ikke alene leve med et stadigt mere uforudsigeligt klima, men også skal lide den tort, det er at få trådt sine mest basale rettigheder under fode – retten til mad, retten til et livsgrundlag. Og det i klimaets navn!

På verdensplan skulle Københavneraftalen i første omgang sikre 30 milliarder nye og ’additionelle’ USD, for derefter at tilvejebringe 100 milliarder året fra år 2020 og frem. De mange penge er øremærket til at bistå udviklingslandenes klimatilpasnings- og grønne omstillingsindsatser. Siden man indgik Københavneraftalen, har det danske udenrigsministerie og klimaministerie arbejdet hårdt på at bruge den såkaldte ’klimapulje’.

Denne klimapuljes løftestang er at tilvejebringe yderligere finansiering til gavn for udviklingslandenes klimatilpasnings- og forebyggelsesindsats. Og det med et vist held, selvom klimapuljen efter at have ligget på knap 500 millioner kroner om året, i 2016 er skåret ned til 300 millioner kroner, og helt uomtvisteligt ikke med nogen ret kan siges at bestå af nye og additionelle midler.

I starten af 2014 blev den danske klimainvesteringsfond nemlig etableret med solide indskud blandt andet fra de danske pensionskasser. Dertil kommer, at klimainvesteringsfonden har tjent som inspirationskilde for udformningen af FN’s grønne klimafond, der er tænkt som en hjørnesten i den internationale klimafinansieringsarkitektur. Alt sammen rigtig godt! Og dog! For på to afgørende områder tager de nuværende indsatser ikke hånd om de rettighedsaspekter, som på helt afgørende vis må og skal være en del af den internationale – og dermed også den danske – klimaindsats.

For det første er der spørgsmålet om ’loss and damage’. Det vil sige dækningen for de tab og ødelæggelser, som de rige landes historiske CO2 udledning har påført fattige mennesker og lande, og som nu betyder, at der er et behov for klimatilpasning. Sagen er nemlig, at det har vist sig let både administrativt, teknisk, og også – hvilket er vigtigt, når pengene i vidt omfang kommer fra private investorer – finansielt at formulere projekter og rejse finansiering til forebyggelse af yderligere klimaforandringer. Dette er sket gennem eksempelvis investeringer i energiforsyning og energieffektivitet i specifikke sektorer med få store og velorganiserede virksomheder.

Omvendt har det samme vist sig uhyre svært for projekter med fokus på klimatilpasning hos de millioner af fattige mennesker, der i dag betaler prisen for klimaforandringer. Dette ses eksempelvis i præsentationen af den danske klimainvesteringsfond, hvor fokus er på ’at hjælpe dansk erhvervsliv’, især inden for energisektoren. Fokus er således på forebyggelse, mens tilpasning kun nævnes perifært. Dermed byder Danmark ikke ind med finansiering og teknologi i forhold til tilpasning til klimaforandringer i verdens fattigste lande. Og heller ikke i forhold til at tage fat om et af de kontroversielle temaer, der gør vejen mod en god klimaaftale i Paris usikker. Nemlig spørgsmålet om ’loss and damage’, om klimarettigheder og om klimaretfærdighed.

Det andet forhold er den manglende sikring af menneskerettigheder i de mange bestræbelser på skabe en CO2 neutral energiforsyning og dermed forebygge yderligere klimaforandringer. Verden over bliver rettigheder trådt under fode, når dæmninger bliver bygget, når skovbevaringsaftaler bliver indgået, eller som nævnt, når stater indgår aftaler med private investorer om dyrkning af afgrøder til produktion af biobrændstof. Og det i klimaets navn! Det ville i stedet klæde den danske klimapulje og den danske klimainvesteringsfond at vise vejen frem på dette felt, og sikre at investeringer i klimaets navn ikke bryder med forpligtelsen til at respektere menneskerettighederne og dermed bidrage til at øge snarere end at mindske de tab og ødelæggelser, som klimaforandringer direkte – og indirekte – forvolder.

Helle Munk Ravnborg er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke (ms.dk), der som en del af Action Aid, der netop har udgivet rapporten “Mind the Adaptation Gap” (http://www.actionaid.org/publications/mind-adaptation-gap) og har bidraget til rapporten “Fair Shares: A Civil Society Equity Review of INDCs” (http://civilsocietyreview.org/). Helle er også medlem af Danidas eksterne bevillingskomite og arbejder til daglig som seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).