Når klimapolitik bliver sikkerhedspolitik

Tidligere på året udgav Pentagon en analyse af, hvordan klimaforandringer får sikkerhedspolitiske konsekvenser. Amerikansk sikkerhedspolitik hægtes på noget, man ikke normalt forbinder med en trussel mod nationens sikkerhed. Det kan måske genoplive debatten om Pentagons budgetter, men også behovet for handling over for klimaforandringer.

Af Philip Chr. Ulrich, forsvarsanalytiker, og Tue Sander Hansen, klimaanalytiker

Obama har den ene gang efter den anden i de seneste par år højlydt givet udtryk for sin bekymring for klimaet. Præsidentens holdning er utvetydig. Klimaforandringer skal bekæmpes, og slaget skal stå nu. Mens det stadig er nogenlunde muligt at trække sig sejrrigt ud af klimakampen. Selvom de klimatiltag præsidenten har lagt frem højst sandsynligt slet ikke er tilstrækkelige til at håndtere problemet, er Obamas klimapolitiske holdning dog ganske tydelig. USA skal gøre sit til, at den globale opvarmning ikke bliver for omfattende. Men i USA er der delte meninger om, hvorvidt klimaforandringerne bør håndteres, og om mennesker overhovedet kan påvirke klimaet. Der er sågar nogle, som mener, at klimaforandringer er det pure opspind.

Nu bringes der endnu et element ind i debatten om klimaforandringer. Pentagon slår nemlig fast i en ny rapport, at klimaforandringerne også vil have sikkerhedspolitiske konsekvenser. Allerede eksisterende sikkerhedspolitiske udfordringer rundt omkring i verden vil blive forværret af nye vejrfænomener, højere vandstande og temperaturer. Det er nu spørgsmålet, hvordan USA skal håndtere disse nye udfordringer.

Klimaet kræver for meget
Antallet af amerikanerne, som stadig ikke tror på, at klimaforandringer finder sted, er dog stødt på vej nedad. Tidligere på året tilkendegjorde stort set samtlige senatorer, at klimaforandringer finder sted. Men der er næsten altid et men. Også ved denne lejlighed. For da afstemningen omhandlede menneskers andel i årsagen til klimaproblemet, blev enigheden i Senatet afløst af splittelse, og salen blev mere eller mindre delt over i to lige store dele. Den ene del mente, at mennesker er skyld i klimaforandringer. Den anden halvdel afviste den påstand. Det giver et klart, men ikke kønt, billede af den uenighed, der hersker mellem demokrater og republikanere, når talen falder på klimaforandringer.

Nogle republikanere stempler udsagnet om, at mennesker har indflydelse på klimaet som ren og skær arrogance. For det er altså den gamle mand med skægget oppe på skyen, som styrer jordens klima. Ikke mennesker. Andre kan finde på, at slå klimaforandringer hen med, at det jo sådan set bare er vejret. Ja, det repræsenterer de mere bemærkelsesværdige klimaudtalelser fra republikanske politikere. Men generelt set er de fleste i den republikanske lejr enige om, at hvis man tilslutter sig kampen mod klimaforandringer, vil det have vanvittigt store konsekvenser for antallet af amerikanske arbejdspladser og den amerikanske økonomi overordnet set.

Med det argument synes det svært, nærmest umuligt, for Obama at vinde nok klimapolitisk tilslutning i den amerikanske kongres. Når præsidenten kommer hjem fra det forestående klimatopmøde i Paris, vil han blive sat på en kæmpe prøve. For hvordan kan man overbevise folk, som tror, at klimakampen er et håbløst og økonomisk skadende slag at udkæmpe?

Fjenden skal gøres til allieret i klimakampen
Hvis politiske fjender skal blive til venner, ved Obama at han er nødt til at bruge en anden strategi end blot at gentage, at tiden til klimahandling er kommet. Sidste år fik Pentagon til opgave at kæde klimaforandringer sammen med sikkerhedspolitik. Rapporten ligger klar, og den er ganske tydelig i sin overordnede konklusion: Klimaforandringer truer den amerikanske sikkerhed. For de problemer man allerede ser nu vil blive forværret i takt med, at klodens temperatur stiger.

Overordnet konkluderes det, at klimaforandringer vil forværre allerede skrøbelige sikkerhedssituationer i nogle regioner. Rapporten konkluderer, at der er fire store klimarelaterede udfordringer: Gentagende tilstande som oversvømmelser, tørke og højere temperaturer; mere ekstreme vejrforhold og naturkatastrofer; højere vandstande og høje temperaturer; optøning af is i Arktis. Det vil betyde at amerikanske soldater i højere grad vil blive brugt til håndtering af katastrofer rundet om i verden. Et eksempel på dette er den måde, den amerikanske flåde reagerede på tsunamien, som ramte Japan i 2011. Her iværksatte man den største humanitære mission i USA’s historie for at hjælpe en nær allieret. Den type operation kan blive mere almindelige i fremtiden.

En anden af rapportens pointer understreger, at skrøbelige stater rundt omkring i verden vil være endnu mere tilbøjelig til at opleve omfattende tørke, hungersnød, migration og politisk ustabilitet som følge af klimaforandringer. Det kan medføre særdeles omfattende konsekvenser i områder og regioner, hvor USA har interesser og tropper udstationeret.

Forskellige regionale udfordringer
Fordi USA er engageret over hele verden, og har globale sikkerhedspolitiske ansvarsområder har det amerikanske militær inddelt verden i geografiske kommandoer. Til denne rapport om de sikkerhedspolitiske udfordringer ved klimaforandringer, har hver af disse kommandoer bidraget med en analyse af, hvad det betyder i de enkelte regioner.

Rapporten konkluderer, at klimaforandringer vil føre til yderligere tørke og sygdomsudbrud i Afrika, hvilket vil forværre allerede ustabile områder og øge risikoen for konflikt. Det vil betyde større behov for engagement fra U.S. Africa Command – en kommando som ellers ligger lavt i prioritetsrækken i Washington.

For U.S. Pacific Command er udfordringen højere vandstand, og den trussel det udgør mod lavereliggende øer i regionen. Samme trusselsbillede mener US Southern Command, som er ansvarlige for Sydamerika, er relevant i deres region. Her truer højere vandstand kystområder, samt mod fiskebestanden, naturområder og turisme.

Ligeledes står kommandoerne som er ansvarlige for Europa og Nordamerika over for udfordringer. Her er det i følge rapporten, udfordringer i Arktis, som vil præge det sikkerhedspolitiske billede. På grund af perspektivet om søveje gennem Arktis, kræver det nøje opmærksomhed. De nye søveje betyder, at Arktisk vil blive en central region med store økonomiske interesser for USA.

På denne måde er et fælles træk mellem de forskellige kommandoer, at klimaforandringer vil have en indflydelse på ressourcer, økonomisk liv og befolkningen, og i flere af disse vurderes det altså, at det vil forværre allerede eksisterende problemer. Det er et sikkerhedspolitisk problem, som USA må håndtere.

Håndteringen af de sikkerhedspolitiske klimaudfordringer
Den måde Pentagon lægger op til, at man skal håndtere klimaforandringer er helt i tråd med en generel tendens i amerikansk sikkerhedspolitik. Man skal hjælpe partnernationer med at opbygge kapaciteter til at håndtere disse nye udfordringer.

Håndteringen skal køre af tre spor, hvoraf to af dem består i at assistere partnernationer. De skal assisteres gennem uddannelse og træning i håndtering af blandt andet naturkatastrofer, samt leverancer af udstyr til at hjælpe partnernationerne. Det tredje spor er en dedikation af ressourcer til de enkelte regionale kommandoer, så de kan håndtere disse opgaver.

Denne måde at håndtere udfordringerne er i tråd med, hvordan man ellers har forsøgt at hjælpe partnernationer, således at USA ikke længere behøver bære hovedparten af byrden, når krisesituationer opstår.

Ved at bringe sikkerhedspolitik ind i klimadebatten, kunne præsident Obama opnå fremskridt på to fronter – hvis han er heldig. Han kan måske få åbnet republikanernes øjne for, at det er nødvendigt at gøre noget, for at afhjælpe de problemer som følger med klimaforandringer. Sikkerhedspolitik er noget republikanerne kan forstå, og er et traditionelt republikansk emne. Derfor kan en kobling mellem klimapolitik og sikkerhedspolitik måske hjælpe på en republikansk deltagelse i debatten.

På den anden side kan det også bidrage til debatten om ressourcer og Pentagons økonomi. Håndteringen af udfordringerne ved klimaforandringer skal nemlig finansieres og ordnes inden for det allerede eksisterende budget og strategier. Problemet er at Pentagons budgetter allerede er presset til det yderste på grund af nedskæringer og en usikker økonomisk situation, som Kongressen bestemt ikke har formået at afhjælpe ved ikke at kunne nå til enighed om et budget. Til at håndtere disse udfordringer bliver flere opgaver tilføjet til Pentagons efterhånden lange række af opgaver, som allerede skal løses. Derfor vil man være nødt til at skabe sikkerhed og kontinuitet i Pentagons budgetter, for ellers er dette blot flere opgaver oven på et allerede skrøbeligt fundament.

Rapporten kan dermed blive et nyttigt redskab i flere debatter, som præsident Obama er nødt til at have hen over den sidste del af året – inden valgkampen overtager den politiske dagsorden i foråret 2016.