Multimillionær skal redde Illinois fra bankerot

Guvernørvalget i Illinois var alt andet end kedeligt. Valgkampen i staten på kanten af bankerot bød på en ny rekord for personlig finansiering af guvernør-valgkampe, personlige angreb, mafialignende metoder og i sidste ende et stort symbolsk nederlag for Demokraterne og Obama. Efter en hektisk valgkamp ligger det nu på den nyslåede republikanske guvernør Bruce Rauner at få skik på Obamas hjemstat.

Staten i midtvesten er et mikrokosmos for hele USA, hvor modsætninger mellem by og land mødes. Det skaber tætte og beskidte valgkampe, men siden Barack Obama vandt præsidentembedet i 2008 har Illinois været betragtet som en nogenlunde sikker havn for Demokraterne. Det ændrede sig overraskende i de sidste dage af valgkampen forud for midtvejsvalget i november sidste år. At valgkampen var meget tæt, beskidt og med handlinger der leder tanken tilbage til gangsterhistorier fra Chicagos fortid samt statens elendige økonomiske tilstand gør, at den nyvalgte guvernør i Illinois er værd at kigge nærmere på.

Selvfinansieret valgkamp
Manden, der tog fusen på Demokraterne og som tilføjede Obama et stort symbolsk nederlag hedder Bruce Rauner, og på overfladen lever han op til Demokraternes negative opfattelse af den ærketypiske republikanske kandidat. Bruce Rauner er rig. Meget rig. Uddannet fra Dartmouth og Harvard og med en fortid som partner i en stor kapitalfond har han banken fuld af penge. Den succesfulde karriere i investeringsverdenen gjorde ham i stand til i en hidtil uhørt grad at investere sine egne penge i sin valgkamp, som vanen tro var meget hektisk.

Hele 26 millioner dollars af sine egne penge smed Rauner i kampagnekassen og den heftige investering gjorde forskellen mod slutningen af valgkampen, hvor Rauner vandt en meget snæver sejr over den siddende demokratiske guvernør Pat Quinn. Selve valgkampen endte med at blive en meget personlig affære, hvor begge forsøgte at stille spørgsmålstegn ved modkandidatens etik. Rauner forsøgte at fremstille Quinn som en korrupt levebrødspolitiker, mens Quinn beskrev Rauner som en tosset milliardær ude af trit med virkeligheden.

I prognoserne op til valgdagen så det ud til, at Quinn ville beholde sin guvernørpost – især fordi de sidste uafklarede vælgere traditionelt set har valgt demokraterne på valgdagen. Det var sådan Quinns tidligere chef og forgænger som guvernør – den nu korruptionsdømte Rod Blagojevich – vandt, og det var også sådan Quinn blev valgt til guvernør i 2010. Eksperterne forventede derfor, at tvivlerne ville hælde mod demokraterne på selve valgdagen at de endnu engang ville snuppe guvernørposten.

Overraskelsen var derfor stor, da Rauner løb med sejren, og da det senere blev klart, at tvivlerne i sidste ende havde foretrukket den succesfulde forretningsmand som deres nye guvernør. Og netop Rauners evner som forretningsmand kan meget vel være forklaringen på illinoisianernes overraskende stemmeadfærd.

It’s the economy stupid
Af Rauners 6 mærkesager under valgkampen handler 5 af dem specifikt om økonomien. Rauner fokuserede sin kampagne på uddannelse, jobskabelse, mindre offentligt forbrug, skattereform, pensionsreform og en reform af delstatens regering, der skulle øge gennemsigtigheden og mindske bureaukratiet samt at skabe en mere effektiv administration. Fraregnes uddannelse kan man nemt få det indtryk at Rauners kampagne var meget ensidigt fokuseret på økonomien, og det er der en ganske god grund til. Staten Illinois står nemlig på randen af bankerot og har den dårligste kredit-rangering af alle delstaterne i USA. Illinois’ situation ligner meget Detroits for nogle år siden, hvor store offentlige udgifter vedtaget under den buldrende vækst op til finanskrisen er løbet løbsk. Som med Detroit er det især udgifterne til de meget generøse pensionsordninger til offentligt ansatte som lige nu er ved at dræne Illinois pengekasse. Derfor denne fokus på at rette økonomien op, og derfor også det særlige fokus på en pensionsreform.
I et midtvejsvalg, der ellers er karakteriseret ved at mange vælgere stemte på republikanske kandidater, men liberale demokratiske emner som legalisering af marihuana og homoseksuelles rettigheder, syntes det altoverskyggende tema i Illinois’ guvernørvalgkamp at være økonomien, og ikke mindst hvilken kandidat, der var den rette til at styre Illinois gennem de turbulente tider. I den optik er det måske ikke så overraskende, at vælgerne i sidste ende pegede på en succesfuld millionær fra investeringsverdenen frem for den siddende guvernør, der havde store problemer med at tale sig ud af dele af ansvaret for hvordan Illinois var havnet i den prekære situation til at starte med – uanset om den anklage var rimelig eller ej.

Mafiaens lange skygger
En af det mest kendte borgere i Illinois var mafiabossen Al Capone, som i forbudstiden styrede den organiserede kriminalitet i Chicagos underverden med en blanding af rå magt, frygt og et uvirkeligt omfang af korruption. Chicago og Illinois er kommet langt siden da, men man har stadig svært ved at ryste korruptionsprædikatet af sig. 4 af de seneste 7 guvernører i Illinois er dømt for korruption og senest altså Blagojevich hvis fængsling sendte Quinn – i sin egenskab af viceguvernør – ind på guvernørens kontor i Springfield. Af samme grund forsøgte Rauner under hele valgkampen at kæde Quinn sammen med Blagojevich.

Selve valgdagen bød også på eksempler på ufine metoder. En række af valgdommerne i Chicago-området blev ringet op af ukendte bagmænd, der udgav sig for at være officielle repræsentanter fra valgkontoret, og som forsøgte at sabotere valget ved at fortælle dommerne, at de ikke behøvede dukke op til deres valgsted, eller ved at give dem falske informationer om hvilke betingelser, der var for at afgive en stemme. Det vides ikke med sikkerhed hvem der står bag eller om det var politisk motiveret. Det er svært at vurdere, hvor stor en effekt det havde på den endelige valgdeltagelse, men flere valgsteder måtte åbne med store forsinkelser på grund af det. Selvom det formentlig ikke havde den store effekt på valgresultatet er det en uønsket påmindelse om byens fortid.

Rauners første dage
Rauner vandt valget med 50,3 % af stemmerne og blev den 12. januar 2015 taget i ed som den 42. guvernør for Illinois. Han har vist sig at være handlingens mand, og han spildte ikke meget tid med at kaste sig over sine mærkesager. I løbet af de første fire dage havde han beordret et stop for alle ikke-essentielle udgifter, gennemført et regelsæt, der skal mindske vennetjenesterne mellem embedsmænd og lobbyister, og iværksat en undersøgelse af hvilke statsejede ejendomme man kunne sælge fra. Desuden har han hevet tæppet væk under et stort anlagt motorvejsprojekt, der involverer flere andre stater, hvilket har skaffet ham fjender både internt i Illinois men også blandt nabostaterne.

Rauner har gjort indtryk på kort tid i Springfield, men de politiske tiltag har indtil videre været lavt hængende frugter, og der venter langt sværere og meget mere upopulære beslutninger fremover, hvis Illinois skal på ret køl igen. Pensions systemet skal grundigt reformeres og optimismen i befolkningen og blandt virksomhederne samt tiltroen til politikerne er afgørende for Rauners muligheder.

Rammerne for selvfinansiering af valgkampe blev sprængt af Rauner. Det samlede valgkampsbudget var mere end dobbelt så stort som Quinns og Rauners imponerende kampagnemaskine skriver sig dermed ind i historien om penges eskalerende vigtighed for en succesfuld politisk kampagne. Rauner har nu succesfuldt omsat sin personlige formue til politisk indflydelse. Tilbage står nu spørgsmålet om han er i stand til at forvalte Illinois’ økonomi lige så godt som han styrede de store kapitalfonde. På kanten af gældsafgrunden er Rauner det sidste håb for den skrantende stat.