Mordet på James Foley kan være en game changer

Med drabet på journalisten James Foley, kan Islamisk Stat meget vel have forregnet sig. Ved at gå efter amerikanere risikerer IS nemlig at vække den amerikanske befolknings vrede, og generere en folkelig støtte som kan sikre amerikansk vedholdenhed i bekæmpelsen af IS i Nordirak.

Den skrækkelige video af drabet på den amerikanske journalist James Foley har gået verden rundt. Især i vesten har den vakt forargelse over den brutalitet som IS udviser, noget som ellers ikke burde komme som en overraskelse med de ting IS allerede har gjort i Nordirak. Ændringen er at nu går det ud over en vesterlænding, det er så offentligt, og drabet er ment som en hån direkte mod USA.

På den måde at dræbe en amerikaner er fra IS’ side formentlig ment som en advarsel mod yderligere indblanding, og en hån af den amerikanske indsats i Mellemøsten. Men hvis der er noget USA reagerer ekstremt negativt på, så er det angreb på amerikanske statsborgere, specielt når det er af en så meningsløs og brutal måde. Dræbte amerikanere som del af en væbnet konflikt er noget amerikanere kan acceptere. Man kan opleve politisk modstand som resultat af for store tab. Men sådanne tab vækker ikke den type vrede som drab på amerikanske statsborgere uden for en krigssituation leder til.

Den japanske admiral Yamamoto udtalte efter angrebet den 7. december 1941 på flådebasen Pearl Harbor, at han frygtede at Japan blot havde ”vækket en sovende kæmpe”. Samme grundlæggende princip kan komme frem i denne situation. USA kan vågne op og støtte op om præsident Obamas bombninger i Irak, noget som ikke har været selvfølgeligt hidtil.

Men lad os lige slå fast: Obama vil ikke indsætte større militære landstyrker i Irak! Han vil for alt i verden undgå at USA endnu en gang kommer til at stå for en landkrig i Mellemøsten, det har han kæmpet for siden 2009. Men der kan alligevel blive skruet op for varmen.

Obamas irakiske satsning
De amerikanske bombninger i Irak har været en stor irritation, og satsning, for Obama. Pludselig stod USA i en situation, hvor man risikerede endnu en gang at blive trukket ind i en konflikt, man troede var et lukket kapitel i amerikansk militærhistorie.
Officielt var begrundelsen at man søgte at forhindre et muligt folkedrab på Mount Sinjar i det nordlige Irak, afhjælpe den humanitære situation i området, samt beskytte amerikansk personel stationeret i den kurdiske by Erbil. Sidste faktor skal nok tælles højere end det generelt er blevet fremstillet af Obama-administrationen.

Man skyndte sig fra Obama-administrationens side at understrege, at det var en begrænset kampagne man begav sig ud på, og at amerikanske landstyrker ikke var på vej tilbage. Alligevel definerede man ikke rigtig hvad målsætningerne var. Man ville afhjælpe situationen på bjerget, den fandt man dog ud af ikke var så alvorlig, som man havde frygtet, og man behøvede derfor ikke assistere i en evakuering af de mange flygtninge.

Men i forhold til afhjælpningen af den humanitære situation, og sikring af det amerikanske personel i Erbil definerede man ikke et slut-scenarie, hvornår var det opnået? På den ene side en smart manøvre, da det tillader Obama-administrationen til enhver tid at sige ”Nu har vi nået målet! ”, og afsluttet missionen. På den anden side risikerer man at den ene målsætning efter den anden bliver lagt til, og dermed forlænge missionens længde, det såkaldte ”mission creep”. Et begreb som har været skrækindjagende siden Vietnam-krigen.

Fordi mange amerikanere ikke ønsker et nyt engagement i Irak, har den politiske og folkelige opbakning til bombningerne i de tidlige stadier været meget lunken. Det har nu ændret sig.
Ifølge en ny meningsmåling støtter mere end halvdelen af amerikanerne nu bombningerne i Irak. Støtten er nu oppe på 56%, det er en stigning på 9 procentpoint siden juni. Målingen er lavet før drabet på James Foley, men sandsynligheden taler for at flere amerikanere vil stille sig bag bombekampagnen nu, for at hævne hans død.

Et længe ventet folkeligt mandat
Denne opbakning kan meget vel være vejen til et forlænget amerikansk engagement. Obama vil nu kunne fortsætte bombekampagnen længere tid, et resultat som IS nok ikke havde forventet. Hvis idéen var at skræmme USA, så har IS med største sandsynlighed skudt forbi målet. Amerikanerne vil ikke tillade overgreb og drab på deres medborgere.

Vil man kunne se en eskalering af USA’s engagement i Irak? Som flere gange nævnt, USA vil ikke sende større landstyrker ind i Irak. Men bombningerne kan nu fortsætte med folkelig opbakning. Ligeledes vil Obama højst sandsynligt finde større rygstøtte, i tilfælde af han vil sende flere rådgivere til landet, ligesom man allerede har gjort af flere omgange.

Overvejelserne man må gøre sig forbliver dog de samme. Hvor langt mener man fra amerikansk side, at man bør gå i bekæmpelsen af IS. For er man ude efter en total nedkæmpning af IS, så gælder det stadig at organisationen har en base i Syrien, som man dermed også kan være nødt til at gå efter. Ellers vil IS kunne fortsætte sine angreb ind i Irak, fra denne sikre base, og så kan konflikten få endnu længere udsigter. En klart defineret exit-strategi er altså hvad man stadig mangler. En strategi som sætter rammerne for hvornår missionen er slut, og man fra amerikansk side er tilfreds.
Drabet på James Foley er dog med til at sikre fortsat amerikansk engagement i den nærmeste fremtid, og den sovende kæmpe kan meget vel være klar til en længere kamp end IS havde tænkt sig.